Ti sider volapyk

Illustration: Bob Katzenelson

Værkfører Ove Jespersen fik først stillet diagnosen, to uger før han døde i februar i år, 57 år gammel. Da lægerne på Amtssygehuset i Gentofte konstaterede, at han havde lungehindekræft, var de til gengæld ikke i tvivl:

Det skulle anmeldes som en arbejdsskade.

Ove Jespersen var udlært elektriker, ansat på Carlsberg-bryggerierne i 34 år. De sidste 21 år havde han arbejdet som værkfører, og umiddelbart kunne han ikke selv huske, at han skulle have arbejdet med asbest, da lægerne spurgte ham.

Men lungehindekræft, mesotheliom, er anerkendt som en erhvervssygdom, og næsten alle tilfælde skyldes asbestpåvirkning tidligere i livet. Påvirkningen kan ligge så langt tilbage som 30-40 år. Dengang var der asbest i en del byggematerialer, og hos elektrikere som faggruppe optræder sygdommen hyppigere end hos andre. På grund af anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen blev Ove Jespersen obduceret på Retsmedicinsk Institut. Da rapporten lå klar sidst i marts, blev den efter aftale med enken, Bente Jespersen, sendt til hans praktiserende læge, som forklarede enken og datter, hvad obduktionen havde vist.

Omkring 1. maj lå der svar på mikroskopien af det væv, der blev udtaget ved obduktionen:

Det var mesotheliom.

Der blev indhentet en erklæring fra arbejdsgiveren, Carlsberg, og sidst i juni blev sagen sendt til partshøring hos Bente Jespersen.

Diagnoser på latin

''Lige før ferien fik min mor et brev fra Arbejdsskadestyrelsen med obduktionsrapporten,'' fortæller hendes søn, Peter Jespersen.

''Nu ville de tage en afgørelse, og hvis vi havde noget at tilføje eller kommentere, havde vi 14 dage.

Side 9

Så sad vi der med ti sider, hvor det meste var på latin.''

Brevet indeholdt kopier af de væsentligste dokumenter, obduktionsrapporten, resultatet af mikroskopien, arbejdsgiverens udtalelse og en liste over resten af sagens akter med tilbud om at få dem tilsendt, hvis det havde interesse.

Der stod ikke noget om, hvad det var for oplysninger, familien eventuelt kunne bidrage med, eller nogen anvisninger på, hvordan obduktionsrapporten skulle læses. Og selv om moren og søsteren tidligere havde fået rapportens konklusioner forklaret hos den praktiserende læge, var de meget i vildrede efter læsningen.

Selve obduktionsrapporten var på syv sider, hvoraf den første var en forside med Ove Jespersens data og en liste over de latinske diagnoser, 17 i alt.

''Der stod også, at hans venstre lunge vejede så og så meget og den højre lunge så og så meget. Men hvad betød det?'' spørger Peter Jespersen.

''Måske var det heller ikke meningen, at vi skulle reagere på brevet, men det kunne vi ikke se.''

Hovedet på sømmet

Farens praktiserende læge var på ferie, så Peter Jespersens mor ringede til Arbejdsskadestyrelsen og fik udsat sagen 14 dage, mens han og søsteren gik i gang med at finde ud af, hvem der kunne hjælpe dem med at fortolke papirerne.

De kontaktede Kræftens Bekæmpelse og Arbejdsmedicinsk Klinik, og søsteren talte med en sygeplejerske i bekendtskabskredsen.

''De fandt så ud af, at det, der står på latin på forsiden, faktisk er skrevet lidt mere på dansk længere henne. Min mor havde egentlig tænkt sig at tale med lægen igen, når han kom fra ferie. Men det er nok alligevel ikke nødvendigt. Nu synes vi, at vi nogenlunde har fundet ud af det.''

Alligevel er Peter Jespersen og familien ikke helt tilfredse:

''Det slår ligesom hovedet på sømmet, når man får sådan en stak papirer, som man ikke forstår noget af. Hvis de havde gjort opmærksom på, at det, der stod bagest, var det samme, bare på dansk, så var man dog hjulpet lidt ad vejen.''

Hjælpeløse pårørende

Thora Brendstrup, der er lægekonsulent for Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD, og Dansk El-Forbund, kender udmærket problemet med obduktionserklæringerne, som de efterladte ikke aner, hvad de skal stille op med.

''En halv time, før du ringede, havde jeg en afdelingsformand fra SiD i telefonen med en tilsvarende obduktionserklæring, som ingen forstod,'' siger hun til Sygeplejersken.

''Arbejdsskadestyrelsen gør præcis, hvad de skal efter loven, men det efterlader jo de pårørende temmelig hjælpeløse, fordi der ikke er nogen til at oversætte, hvad det handler om. Det er derfor, fagbevægelsen har været nødt til at ansætte konsulenter som en del af deres medlemsservice.''

Thora Brendstrup tilføjer, at Arbejdsskadestyrelsen rent faktisk har forbedret sig, når det drejer sig om at henvende sig til folk på en måde, de kan forstå.

''Før i tiden var der eksempler på, at folk fik afgørelser, som anerkendte arbejdsskader, men skrevet så uforståeligt, at folk ikke forstod, at de havde vundet deres sag.

Det problem har Arbejdsskadestyrelsen taget alvorligt, og de fik endda en sprogpris for nogle år siden. Hvad jeg dog har lidt svært ved at forstå, for der er langt endnu.''

Nogle af styrelsens standardskrivelser har i de senere år indeholdt en opfordring til, at folk søger hjælp hos deres sikkerhedsrepræsentant eller faglige organisation, hvis de har problemer med at forstå eller føre deres sag. Noget tilsvarende burde man gøre i brevene til de efterladte i dødsfaldssager, mener Thora Brendstrup.

''Det ville være en god idé, hvis man skrev til de efterladte, at de kunne henvende sig i deres faglige organisation eller på en arbejdsmedicinsk klinik for at få hjælp til at tyde sådan en obduktionserklæring.''

Før var vi mere kolde

Arbejdsskadestyrelsens direktør Finn Svarrer har umiddelbart svært ved at forstå familien Jespersens kritik, fordi den praktiserende læge allerede i marts gennemgik obduktionsresultaterne med dem.

''Efter aftale med familien sendte vi obduktionserklæringen til den praktiserende læge,'' siger Finn Svarrer.

''Det er en ordning, vi sætter meget pris på, for vi går ud fra, at den praktiserende læge kender sine patienter og kan vurdere, hvor meget han skal gå i detaljer.''

Men Arbejdsskadestyrelsen er udmærket klar over, at obduktionsrapporter kan virke overvældende på de efterladte, tilføjer han.

''I gamle dage, som ligger otte-ti år tilbage, var vi mere kolde og sendte obduktionserklæringen som et almindeligt bilag, når folk fik aktindsigt,'' siger Finn Svarrer.

''Det blev vi kritiseret for, og nu lægger vi den i en særskilt kuvert, hvor der med store bogstaver står obduktionserklæring.''

Hvorfor skriver man ikke et par sætninger om, hvordan sådan en obduktionserklæring skal læses, når man sender selve rapporten ud til de efterladte?

''Vi lever i et retssamfund, hvor du som kunde i butikken har et yderst rimeligt krav på at få at vide, hvad jeg samler sammen om dig, hvis du har en sag kørende hos mig.

Både obduktionserklæringer og andre erklæringer fra sagkyndige kan være ubehagelige at læse, men det kan vi ikke censurere i.

Vi overvejede på et tidspunkt, om vi skulle nøjes med at skrive, at der fandtes en obduktionsrapport, som folk kunne få, hvis de ville. Men det ville virke meget censurerende i et frit samfund, og det ville nok være mod forvaltningsloven.''

Finn Svarrer er dog ikke helt afvisende over for ideen om at ledsage obduktionserklæringen med en formulering om, hvor man kan søge hjælp, hvis man ikke kan forstå den.

''Det vil jeg bede nogle af vores sprogfolk om at se på. Om man på pænt dansk kan skrive, at folk kan søge hjælp hos den praktiserende læge. For det er nok ham, man skal pege på.''

Nøgleord: Arbejdsskadestyrelsen, obduktionserklæring.