Boganmeldelser

ET HANDICAP ER EN PRÆMIS OG EN GAVE

Alfred Holter

Odins øje – at miste for at vinde

Valby: Borgen 1998
123 sider, 128 kroner 

Budskabet i 'Odins Øje' er det meget enkle og provokerende, at et handicap er en gave. Det går nærmest stik imod mange års holdninger til det at være handicappet.

Alfred Holter er fysisk handicappet efter en skade på rygmarven, som han pådrog sig ved en badeulykke som 15-årig. Han mener, sammen med tolv andre fysisk handicappede han har interviewet, at et handicap kan være med til, at man lærer sig selv bedre at kende. Det kan hjælpe en til at reflektere over de valg i livet, man stilles over for.

Et budskab, der gennemsyrer hele bogen, er, at handicappede ikke skal foregive at være normale. De bliver nødt til at se i øjnene, at ligegyldig hvilket handicap de har, om de er blinde, er paraplegikere, har deforme arme eller ben etcetera, så vil de for altid være afskåret fra livsområder, som ikke-handicappede tager for givet.

Det er en meget tankevækkende, bevægende og livsbekræftende bog, som fra første til sidste side bringer læseren ind i refleksioner over eksistentielle problemer og perspektiver i at være handicappet. Den handler om livserfaring og livsglæde.

Der fortælles stille og roligt uden de store sentimentale armbevægelser om de til tider meget smertefulde lære- og udviklingsprocesser, som interviewpersonerne har været igennem, og som har gjort det muligt for dem at leve et tilfredsstillende liv. Man stifter bekendtskab med de interviewedes vilje til at 'ville livet', til at træffe valg og handle derudfra for at få det bedst mulige ud af livet på de givne præmisser.

Holter skriver, at det ikke er let at adskille, hvad der er almindelig livserfaring, og hvad der er afledt af ens fysiske særegenhed. Han er dog fortaler for, at hovedvægten af de omtalte erfaringer er almenmenneskelige. Det er ikke erfaringerne, der er anderledes. Det er præmisserne, som handicappede mennesker udfolder sig på, der er forskellige. Og de er ofte med til at forstærke oplevelserne og gøre det almenmenneskelige indhold tydeligere.

Som en rød tråd løber de interviewedes spørgsmål om meningen med livet, skæbnen og det gode liv, som de stiller sig som handicappede. De fortæller om at lære at se deres fysiske handicap som en kilde til at opnå dybe erfaringer. Handicappet kan forstås som den væg, de har fået at spille bold op ad, at det er den ramme og den grænse, de kan operere inden for.

Holters synspunkt er, at handicappede på en mere radikal måde end flertallet af ikke-handicappede skal øve sig i det, der for så vidt er alles lod, nemlig at tage livets begrænsninger på sig og vedvarende vende dem til noget positivt. Skæbne er i denne forståelse ikke bare noget, der kommer over en, men også noget man selv er med til at give sig selv.

Begrænsningerne er for de fleste af de handicappede til at tage og føle på. Kroppens begrænsninger stiller sig i vejen for deres udfoldelse for eksempel ved, at det hver dag tager flere timer at komme ud af sengen. Nogle af de interviewede fortæller om et voldsomt had til deres krop, fordi kroppen så at sige fornægter dem. De er anbragt i et afhængighedsforhold enten af bestemte faciliteter eller af andres hjælp, og kroppen nedslides og ældes ofte langt hurtigere og mere synligt end hos ikke-handicappede. De interviewede er inde på, at hvis man reflekterer over denne afhængighed i ydmyghed og kommer ud over vreden mod den, så kan man overskride sine forestillinger om den 'manglende krop' og hadet til den. Derved bliver det muligt at opdage en styrke i denne nye form for kontakt med andre mennesker og materielle hjælpemidler.

Holter skriver til andre handicappede. Jeg mener, at bogen fortjener en langt bredere målgruppe. Det er en bog, som i høj grad kommer os ved. Jeg så den gerne inddraget i sygeplejerskeuddannelsen til at sætte fokus på blandt andet det forhold, at vi ikke alene har en krop, vi er også en krop. Den vil være et godt udgangspunkt for en diskussion af, at der er mange måder at være menneske på.

De fysisk handicappede er levende eksempler på andre forhold mellem bevidsthed, sanser og krop end vi møder hos ikke-handicappede. Derved kan de handicappede blive en slags spejl, vi ser os selv i, og få os til at reflektere over de forhold ved livet, vi tager for givet og selvfølgeligt.

Man kan, siger Holter, tage sin skæbne på sig og bevidst søge at udnytte de muligheder, den giver, og ud fra de givne præmisser udfolde sine evner og bruge sine personlige ressourcer fuldt ud.

''...visdom er en indsigt, der er praktisk og ikke teoretisk, konkret og ikke abstrakt, en indsigt, der ikke kun eksisterer i hovedet, men som er blevet kød og blod.''

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, Lektor på Kandidat- og ph.d.-uddannelsen i sygepleje, Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.  

KOMMUNIKATION MED OG UDEN ÅND

Red. Peter Elsass, Finn Olesen, Søren Henriksen

Kommunikation og forståelse

Kvalitative studier af formidling og fortolkning i sundhedssektoren
Århus: Philosophia 1998
200 sider, kroner 175 

'Kommunikation og forståelse' er en samling artikler, som handler om kommunikationsforskning på et rent human-videnskabeligt grundlag. Det hævdes, at, selv om begreberne kommunikation og forståelse debatteres meget i sundhedsvæsenet, bliver de humanistiske videnskaber sjældent anvendt på egne præmisser, men oftest som et tillæg til de naturvidenskabelige forsknings- og behandlingsmetoder. Bidragene kommer fra kommunikations- og sundhedsforskere.

De overordnede temaer er kommunikationens generelle betingelser, kommunikationen mellem patient og behandler og kommunikationens ydre, praktiske betingelser. Det midterste afsnit har umiddelbart størst relevans for sygeplejersker, men alle artikler omhandler emner, som de fleste sygeplejersker er stødt på i praksis.

Sprog og layout kræver, at man er vant til at læse intellektuel faglitteratur, og at man har kendskab til de forskellige videnskabelige traditioner. Jeg mener, bogen især henvender sig til forskere og ledere, selv om alle emner har relevans for enhver, som arbejder i sundhedsvæsenet.

Hele vejen gøres opmærksom på, at det er patientens oplevelse af sin sygdom, der er hans problem. Det er sygdommens indflydelse på hans almindelige liv, der er patientens problem, og altså ikke først og fremmest resultater af røntgenbilleder, blodprøver eller sygeplejeprocesser. Sådanne resultater burde kun bruges som midler mod det egentlige mål: Patientens helbredelse eller hans integration af sygdommen i sit hverdagsliv. Et lille historisk afsnit minder os om, i hvor lang tid den helbredende samtale har haft sin store betydning – også for lægerne – og i hvor kort tid naturvidenskaben har domineret sundhedsvæsenet.

Et andet gennemgående tema er kommunikation og forståelse i modsætning til på den ene side viden og information og på den anden side sympati og følelser. I forhold til det sidste vil jeg fremhæve kapitlet 'Den valgte asymmetri' af Jette Fog. Hendes udgangspunkt er forholdet mellem patient og psykoterapeut, men afsnittet handler ikke kun om psykoterapi, men også om selve den professionelle relation. Overskrifterne i kapitlet: 'Det symmetriske ligeværd og asymmetrien i det terapeutiske forhold', 'Omsorg og respekten for den andens autonomi' og 'Den gode hjælper' mere end antyder relevansen for sygeplejersker.

Den eneste bidragyder, som er sygeplejerske, Vibeke Zoffmann Knudsen, skriver om 'Det relationelle forhold mellem patient og professionel'. Denne artikel tager udgangspunkt i en undersøgelse af en gruppe diabetespatienters samspil med professionelle. Artiklen er let at læse, praktisk og med mange citater fra patienter.

De øvrige artikler handler om kommunikation i forhold til henholdsvis handling, etik, compliance, metaforer, sygdomsforståelser, standardløsninger, computere i psykiatrien og sundhedsfremme på arbejdspladser. Mange emner, som jævnligt behandles i Tidsskrift for Sygeplejersker, men som her undersøges ud fra et humanistisk videnskabssyn.

På forsiden ses (naturligvis) Babelstårnet. Historien om, hvor galt det går, når man kommunikerer uden at erkende betingelserne for sin kommunikation. Historien om kommunikation uden ånd.

Af Benedikte Exner, sygeplejerske, leder af Rosenhøj, et bofællesskab for psykisk syge. 

MEDICINSK ÆLDREOMSORG

Knut Laake

Geriatri i praksis

3. udgave
Oslo: Universitetsforlaget 1997
432 sider, norske kroner 325 

Ligesom de tidligere udgaver er bogen tænkt som en praktisk vejledning i medicinsk ældreomsorg ud fra det synspunkt, at en grundig diagnostik er det vigtigste hjælpemiddel til ressourcestyring i ældreplejen. Med hovedvægten lagt på diagnostik og behandling indeholder bogen kapitler om aldringsprocessen, forebyggende sundhedsarbejde blandt ældre og kommunal ældreomsorg. Den praksis, der henvises til i titlen, er det, der efter danske forhold svarer til den praktiserende læges område, men da målgruppen for denne norske bog er medicinstuderende og læger i den norske primærsundhedstjeneste, er den også hurtigt blevet inventar i den norske uddannelse af sygeplejestuderende som et godt tilbud på en lærebog, der anviser, hvilke observationsområder og symptomer man møder hos gamle mennesker.

Mig bekendt eksisterer der endnu ikke noget tilsvarende på dansk, hvor man som sygeplejerske kan hente inspiration til geriatriske observationer.

Indholdet er kapitelopdelt efter diagnoser og krydret med patienthistorier, indledende spørgsmål før nogle kapitler, der efterfølgende besvares.

Indgangsvinklen til brug af bogen kan være kapitlernes overskrift eller det meget flotte og omfangsrige stikordsregister. Hvert kapitel afsluttes med en velassorteret referenceoversigt til litteratur, der kun undtagelsesvis er udgivet før 1990.

Forfatterens modernisering af tidligere udgaver kommer tydeligst til udtryk i kapitlerne om ældres muligheder for at have kørekort og køre bil samt i kapitler om ældres seksualitet. Derudover er sproget moderniseret til et meget letforståeligt norsk uden den store brug af medicinske fagudtryk.

Som nævnt er bogen populær i den norske sygeplejeuddannelse, og som håndbog vil den formentlig have en tilsvarende målgruppe i Danmark, afhængigt af hvor medicinsk orienteret man vælger at være som studerende i dag. For sygeplejersker i den danske primærsektor kan den ligeledes være et godt bud på en håndbog, der kan give inspiration til situationer, der kræver et tæt samarbejde mellem patienten, sygeplejersken og den praktiserende læge.

Af Anette Brunshøj, primærsygeplejerske, Herlev Kommune.