Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det frie initiativs mand

Amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer det hidtil mest radikale bud på nytænkning inden for sundhedssektoren. ''Jeg tror på konkurrencen på det frie marked,'' siger han. ''Det savner vi i det offentlige.''

Sygeplejersken 1998 nr. 36, s. 14-15

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Det syge væsen skal på kur, ellers bliver det danske sundhedssystem aldrig godt nok, argumenterer venstreløven Lars Løkke Rasmussen (V), amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Lars Løkke Rasmussen har som partikammeraten, venstreborgmesteren Peter Brixtofte i Farum, bragt sig selv helt frem i rampelyset med sit forslag om at sælge sygehuset i Hørsholm for at få penge til en tiltrængt renovering.

Peter Brixtofte sælger ud af Farum Kommunes vandværk og børnehaver for at skaffe penge til kommunens slunkne kassebeholdning.

Den model kan amtet også bruge, mener Lars Løkke Rasmussen, der gerne vil give sygehuset en saltvandsindsprøjtning, som han siger. Desværre er der ikke penge til hverken saltvand eller sprøjte, derfor forslaget om at sælge.

Amtsborgmesteren stopper dog ikke her.

Hans forslag, der blev præsenteret i forbindelse med de aktuelle politiske drøftelser op til vedtagelsen af Frederiksborg Amts budget for 1999, er langt mere vidtgående.

Hans overordnede formål er at kunne leve op til de nordsjællandske skatteborgeres ønske om en bedre service på sundhedsområdet uden at skulle sætte skatten op.

Derfor hedder hovedoverskriften 'Bedst og Billigst' og opskriften 'Privatisering i offentligt regi'.

Hvis Lars Løkke Rasmussen ellers kan samle politisk flertal for sin vision, er det tanken at omdanne sygehuset i Hørsholm til et såkaldt 'fri-sygehus', bestående af en række klinikker, der skal drives som selvstyrende resultatcentre, og som skal leje sig ind hos den investor, der måtte købe sygehusets bygninger.

Centrene eller klinikkerne kan enten drives af amtet eller efter udbud i licitation af private.

Den rigtige pris

Lars Løkke Rasmussen er liberal om en hals, det lægger han ikke skjul på. Derfor ønsker han størst mulig frihed og råderum for de foreslåede resultatcentre:

''Jeg tror på konkurrencen på det frie marked,'' siger han.

''Det savner vi i det offentlige. Ved at give de enkelte klinikker en driftsramme, bliver det op til dem selv at få det bedst mulige ud af pengene. Vi andre, politikere og administratorer, skal på borgernes vegne stille nogle kvantitative og kvalitative krav.''

Organisatorisk forestiller Lars Løkke Rasmussen sig, at fri-sygehuset får en bestyrelse, der får ansvaret for driftsrammen – altså bygninger, indkøb, opsætning af operationsstuer og tværgående funktioner som rengøring og kantinedrift.

''Man kan godt sammenligne det med et kontorhotel, hvor forskellige virksomheder lejer sig ind med mulighed for at trække på fælles omstilling, sekretærer, edb, kantine og så videre,'' siger han og fortsætter:

''Det skal være bestyrelsen, der fastsætter driftrammen. De enkelte resultatcentre eller klinikkerne, om man vil, sættes så i husleje i forhold til det træk, de har på sygehuset.

På den måde tror jeg, vi får mulighed for at få et realistisk billede af, hvad et nyt knæled eller en ny hofte kommer til at koste.Vi får en rigtig pris, fordi omkostningerne medregnes, det være sig husleje, afskrivninger eller investeringer. Og når vi har den rigtige pris, kan vi begynde at sammenligne med, hvad et nyt knæled eller en hofteoperation koster andre steder,'' siger han.

Amtets plejestabsstruktur er en anden binding, Lars Løkke Rasmussen gerne vil af med, hvis hans vision om fri-sygehuset vinder gehør.

Den passer ikke til det frie initiativ, mener han.

Hvis de enkelte klinikker skal have eget råderum inden for de givne rammer, så må de også selv kunne bestemme personalesammensætningen, arbejdstiden og i det hele taget arbejdstilrettelægningen, siger han:

''Jeg kan som politiker sagtens leve med, at en klinik for eksempel prioriterer at betale for overarbejde, mens en anden finder det mere hensigtsmæssigt, at folk afspadserer.

Jeg vil også have det fint med, hvis man internt på klinikkerne bruger den decentrale løn meget målrettet i forhold til de opstillede kvalitetsmål. Det kan for eksempel være, at man gerne vil gøre en ekstra indsats for at få infektionsprocenten ned og derfor bruger den decentrale løn til de medarbejdere, som præcist bærer ære for, at man har nået det mål.''

Kaffe eller kitler

En anden variant af det frie initiativ på et fri-sygehus kunne være, at sygehuset lejer overskydende kapacitet ud:

''Døgnet har 24 timer, hvorfor ikke udnytte så mange af dem som muligt?'' spørger Lars Løkke Rasmussen og foreslår, at man eksempelvis kan leje operationskapacitet ud til interesserede speciallæger.

''Der kan udmærket sidde en speciallæge i København, Odense eller Hamborg, der vil være interesseret i at leje en operationsstue en weekend hver måned.

Den form for indtægtsdækket virksomhed kan være med til at nedbringe de samlede fællesudgifter for sygehuset. Alt andet lige vil det medvirke til, at den samlede stykpris på sygehusets ydelser vil falde.''

Lars Løkke Rasmussen er overbevist om, at alle vil blive glade, hvis hans planer realiseres:

Skatteborgerne får det bedst og billigst. Amtet kan holde, hvad det lover (eksempelvis i form af ventelister) – og love, hvad det kan holde.

Personalet vil opleve, at deres indsats gør en forskel.

''Hvis ens afdeling først står for tur til at blive malet engang i år 2015, så bliver der ikke malet før, med det system vi har i dag – uanset hvor dynamisk man end måtte være på sin afdeling.

Med det nye system kan folk selv bestemme, om de vil bruge deres overskud på maling eller eksempelvis studiedage eller andet godt.''

Og endelig får politikerne mulighed for at være mere politikere end nu, hvor de ''er fedtet ind i detailbeslutninger, om man nu skal bruge penge til kaffe eller kitler.''

Lars Løkke Rasmussen refererer her til det seneste møde i amtets sundhedsudvalg, hvor et af punkterne netop var en diskussion om, hvorvidt der skulle bruges penge til gratis kaffe til sygehusenes personale eller til nye bomuldskitler.

Vigtige ting begge dele, men noget som de enkelte afdelinger selv bør bestemme, mener han.

Blå bog

Lars Løkke Rasmussen er uddannet jurist, men har aldrig praktiseret som sådan.

Sine talegaver foretrækker han at bruge som politiker. Og det har han haft en vis succes med, må man sige.

Sin unge alder til trods har han formået at svinge sig op på politiske topposter som næstformand for partiet Venstre og amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Forud gik vejen over poster som formand for Venstres Ungdom og borgmesterstolen i Græsted-Gilleleje Kommune.

Her har han især gjort sig bemærket som foregangsmand for udliciteringen af hjemmehjælpen i kommunen. En ordning, der efter sigende skulle køre ganske godt.

Nøgleord: Privatisering, sygehussalg, udlicitering.

Lars Løkke Rasmussen: ''Døgnet har 24 timer, hvorfor ikke udnytte så mange af dem som muligt?''Hørsholm Sygehus.Arkivfoto

Frisygehuse

Ulvetider i Hørsholm             

Det frie initiativs mand