Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: For megen jubel over processen

Ikke sjældent er den reelle forskel på udført sygepleje frem for ingen sygepleje, at der er en tekst i en sygeplejejournal. Sygeplejersker har så travlt med at juble over, at de dokumenterer processerne, at produktet – resultaterne – bliver sekundære.

Sygeplejersken 1998 nr. 36, s. 29

Af:

Lisbeth Rosdahl, sygeplejerske med specialistfunktion

Sygepleje gør en forskel, men hvilken?

Svaret skulle gerne være: ''En god forskel.'' Altså at resultatet af sygepleje bliver bedre, hvis der er en sygeplejerske indblandet, end hvis der ikke er. Men nogle gange er det lige omvendt: at sygepleje udført af en sygeplejerske giver et dårligt resultat, i heldigste fald et ligegyldigt. Og alligevel er vi tilfredse. I hvert fald med processen (som ofte er dokumenteret), men tilsyneladende ligeglade med resultatet. Lad mig komme med et par eksempler.

På en operationsafdeling modtager personalet jævnligt patienter, der ikke er ordentligt forberedt, fordi der mangler blodprøvesvar, armbånd til identifikation, ren og barberet hud eller andre ting, som sygeplejersker forventes at have styr på, og som alle sygeplejersker forventes at have på rygmarven, hvis de arbejder på en kirurgisk afdeling.

Ingen kan derimod forvente, at patienten selv ved disse ting og selv ordner sagerne. Her bør altså den professionelle sygeplejerske træde ind, men hvor er hun, når patienten for eksempel skal forberede sin hud – og navlen hører med til hud – til operation? Måske sidder hun på kontoret og skriver i sygeplejejournalen, at ''patienten er klar til operation'' eller ''patienten har været i bad''. Men det er ikke professionel sygepleje, for de fleste personer kan sagtens tage et bad uden assistance fra en sygeplejerske – og gør det såmænd også. Forskellen er jo den, at en sygeplejerske kan skelne mellem et bad til hverdag og et bad før en operation, inklusive hvor, hvordan og hvornår huden skal barberes. Så når det færdige resultat består af hud, der kun er gjort klar efter patientens standard, samt en tekst i en sygeplejejournal, er den reelle forskel på udført sygepleje frem for ingen sygepleje, ene og alene den, at der nu er en tekst i en sygeplejejournal.

Lægen ordinerer sygepleje

Andet eksempel handler om fru Larsen, som er indlagt på medicinsk afdeling. Hun har udviklet smerter i mund og svælg, og personalet mener, at tilstanden kræver hjælp fra en speciallæge. Derfor er hun nu i øre-, næse- og halsambulatoriet. Men desværre, især for fru Larsen, må lægen opgive at undersøge hende på grund af manglende mundhygiejne, og da det ikke er muligt at fjerne alle skorper og belægninger på én gang, ender fru Larsens besøg med, at hun tager tilbage til afdelingen med besked om, at hun er velkommen igen om et par dage. Hun drager også af med en ordination fra en læge til en sygeplejerske om, at fru Larsens mund skal renses mange gange om dagen med for eksempel danskvand, at fru Larsen skal spise og drikke så meget som muligt, have syrlige bolcher, tyggegummi, hjælp til at rense protesen og lignende. Jamen tænk, at vi er tilbage (eller fremme) ved tilstande, hvor sygepleje må udføres efter ordination af en læge.

Jeg ringede til afdelingen for at dele min undren, flovhed og forargelse med dem. På opfordring fortalte sygeplejersken, der tog telefonen, at hun ikke kendte fru Larsen, men at hun da kunne læse i papirerne, at der jævnligt var udført mundhygiejne, men intet om, hvordan munden så ud. Summa summarum: endnu en dokumentation af en udført proces med et trist resultat: en smertende mund og en tekst i en sygeplejejournal.

Jeg funderer over, om sygepleje gjorde en forskel for fru Larsen. Eller rettere, hvilken forskel. Havde hun haft færre smerter, hvis hun var blevet plejet af børnene eller naboen? Svaret kunne godt blive ja: ''Ja, fru Larsen havde haft det bedre uden en sygeplejerske.'' Stof til eftertanke, ikke sandt?

Derfor er det på tide, at vi kommer videre. Vi har talt, og ikke mindst skrevet, om processer, procedurer, standarder, mål og lignende i årevis. Det er på tide, at vi ser på, taler om og beskriver selve resultatet, også selv om det indebærer en smertelig erkendelse af, at de (vi) ikke altid er så gode, som vi har planlagt. Vi må både se og tale åbent om splinten hos de andre og om bjælken hos os selv. Vi må øve os i at lytte åbent til andres kritik for at forandre os i stedet for at forklare og forsvare. En proces er ikke kun god, hvis den er godt planlagt og godt dokumenteret, den skal også give gode resultater. Først da kan vi tale om god sygepleje.

Sygepleje gør nemlig en forskel – det er vores ansvar, at forskellen er god.

Lisbeth Rosdahl blev uddannet sygeplejerske i 1979 og har siden især arbejdet som operationssygeplejerske på forskellige sygehuse. Siden februar har hun været ansat som sygeplejerske med specialistfunktion på Roskilde Amts Sygehus i Roskilde.