Legen ind i sygeplejen til børn

Sygeplejersker på en børneafdeling står ofte i et dilemma, når et barn modsætter sig en nødvendig undersøgelse eller behandling. Her kan et overgreb på barnet blive en realitet, og bagefter tænker man som sygeplejerske: Kunne jeg have gjort det anderledes? Var det mig, der ikke var dygtig nok til at møde barnet? Kunne legen have været brugt eller brugt bedre?

Vi – to sygeplejestuderende – var i praktik på en pædiatrisk afdeling, og vi undrede os over, hvorfor legen ikke i højere grad er en naturlig del af sygeplejen. Denne undren fik os til målrettet at prøve legen af i praksis. Herved oplevede vi, hvor grænseoverskridende det er for én selv at bevæge sig ind i barnets verden på barnets præmisser. Når man bruger legen risikerer man for eksempel at blive afvist af barnet. Men vi oplevede også, hvor berigende det kan være for alle parter, når man tør kaste sig ud i det og derved får flyttet sine grænser. I praksis viser det sig dog, at netop det grænseoverskridende element afholder sygeplejersker fra at bruge legen. Vi følte os selv meget tåbelige og usikre, første gang vi stod på en stue og talte med et tøjdyr, men efterhånden som vi prøvede det flere gange og fik positiv respons, blev vi mere trygge ved det. Derfor er vores budskab til alle sygeplejersker, der arbejder med børn: Prøv det – det virker.

Tryllecreme på armene

Vi fik nogle utroligt positive reaktioner på at bruge leg som forberedelse. For eksempel havde vi en tre-årig pige indlagt, som skulle have taget blodprøver. Hun havde været indlagt tidligere og havde tydeligvis dårlige erfaringer. Hun afviste enhver kontakt med personalet ved at vende ansigtet bort, når vi trådte ind på stuen. Claire gik ind på stuen med en dukke under armen. Uden hverken at henvende sig til barn eller forældre placerede hun dukken på en stol og begyndte at tale til den. Claire forklarede dukken om prøverne, mens dukken fik tryllecreme på begge arme, ''så den næsten ikke ville mærke prikket.'' Herefter vendte hun sig mod pigen og sagde: ''Nu er det din tur.'' Pigen, som opmærksomt havde fulgt processen, holdt beredvilligt begge arme frem og kiggede direkte på Claire.

Anette oplevede en lignende situation hos en dreng på halvandet år med astmatisk bronkitis. Han var rædselsslagen for sin nes-spacer (inhalator). Drengen skreg vildt, når bare spaceren var synlig i rummet. Anette gik ind på stuen med en tøjkat, som ''hostede og hev voldsomt efter vejret.'' Anette forklarede tøjkatten, at medicinen ville lette vejrtrækningen. Katten blev meget bange og græd, da den skulle trække vejret gennem masken. Anette forsikrede katten om, at det ikke ville gøre ondt, men at det var okay at græde alligevel. Katten fandt hurtigt ud af, at den fik det bedre og blev glad igen. Da drengen så den glade kat, tog han masken ud af hånden på Anette og begyndte nysgerrigt at skille den ad.

Forebyg overgreb

Den terapeutiske og pædagogiske værdi af legen er kendt viden. Legen kan bruges til at etablere kontakt, få oplysninger, informere og forberede, samt til afledning og bearbejdning af oplevelsen bagefter. Der ligger et stort forebyggende arbejde forud for undersøgelsen eller behandlingen af et barn, og det arbejde er sygeplejerskens ansvar (1,2). Det mindsker den psykiske stress, at barnet er trygt ved sygeplejersken, at barnet ikke føler sig så alene i situationen, og at det har fået en fornemmelse af, hvad der skal ske. Og herved bliver overgrebet ikke så voldsomt.

For at kunne bruge legen målrettet i plejen, skal man forstå den måde, børn oplever på. Og for at blive klogere på barnets oplevelsesverden studerede vi Piagets udviklingspsykologi (3) og forskellige beskrivelser af barnets reaktioner på indlæggelse (1,2,4,5,6). Ifølge Piaget opfattes alle genstande af det lille barn som levende og udstyret med en bevidst hensigt. For barnet er fantasi og virkelighed ikke adskilt (3). Hvis man for eksempel bruger en dukke til at forberede barnet på en undersøgelse, vil det, som dukken oplever, være virkelighed for det lille barn.

Men taler børn og voksne overhovedet samme sprog?

Beskrivelser om kommunikation med børn (1,4) lægger op til, at man finder barnets sproglige forståelsesniveau. Børn har imidlertid ikke mulighed for at forstå forklaringer på samme måde som voksne (7). Er det måske sådan, at børn handler på erfaringer og følelser, mens vi appellerer til barnets intellektuelle forståelse? Vi prøver at kommunikere med barnet på barnets niveau – men er det på barnets præmisser?

Vi oplevede, at barnets evne til at sætte sig

Side 35

ind i dukkens eller kattens oplevelse var langt mere afgørende for forløbet end vores verbale forklaring.

I orden at græde

En stor del af patienterne på afdelingen var mindre børn, som blev indlagt akut med astmatisk bronkitis eller falsk strubehoste, hvor behandlingen gives i form af inhalationer på en Hudson-maske. Ud fra den viden og de erfaringer vi havde fået, udviklede vi nogle redskaber, som vi kunne bruge i sygeplejen. Formålet var at forberede barnet på en inhalationsbehandling. Vi lavede en kludedukke, 'Klude-Marie', med to ansigter. På den ene side ler hun – på den anden side græder hun. Dukkens hoved er overdimensioneret i forhold til kroppen for at sætte fokus på de skiftende sindsstemninger. Desuden passer hovedet til en Hudson-maske. Dukken er blød og god at kramme. Som supplement til dukken skrev vi en kort historie om Klude-Marie, som fik astma og kom på hospitalet. Historien kan være på en A4-side, hvor der ligeledes er to tegninger af Klude-Marie – lige til at kopiere og udlevere. Børnene kan få læst historien højt og farvelægge tegningen både som forberedelse til og bearbejdelse af oplevelsen.

Vores pædagogiske overvejelser var aktivt at inddrage barnet i forberedelserne og afmystificere den kommende behandling ved at gøre noget ukendt kendt. Barnet skulle også bekræftes i, at det var tilladt at vise følelser som vrede, frustration og angst. Ved at lade dukken vise disse følelser, kunne vi vise barnet, at vi accepterede følelserne. For eksempel trøstede vi Klude-Marie og signalerede, at det er i orden at græde, selv om det ikke gør ondt. Formålet med at supplere med historien og tegningerne var at give informationen på forskellige måder og inddrage flere sanser i oplevelsen. En sidegevinst kunne

Side 36

være, at forældrene blev delagtiggjort og medinddraget, idet de kunne læse historien for deres barn.

Børnenes reaktioner på dukken var overbevisende. De bekræftede, at børnenes evne til at sætte sig ind i dukkens følelser var afgørende. De levede sig ind i dukkens skiftende sindsstemninger, trøstede hende og lo sammen med hende. Klude-Marie viste sig desuden at kunne bruges i mange sammenhænge, for eksempel når barnet skal lyttes på med stetoskop, undersøges på maven eller have målt temperatur.

Legetøj og børnekultur

Vi præsenterede disse redskaber sammen med de overvejelser, vi havde gjort os, for både sygeplejestuderende og erfarne pædiatriske sygeplejersker. Vi blev modtaget med nysgerrighed og interesse. Der viste sig at være et stort behov for holdningsdiskussioner og erfaringsudveksling. Et af de spørgsmål, som ofte dukkede op under diskussionerne var, hvordan sygeplejersken skulle handle, når overgrebet blev en realitet? Vi har i stedet for rettet fokus mod, hvordan man undgår dem. Ud fra de erfaringer vi har gjort, tror vi på, at en målrettet brug af legen kan forebygge, at mange af den slags situationer opstår.

Hvis vi vil give legen i sygeplejen bedre 'vækstbetingelser', er der nogle forudsætninger, som må være opfyldt. En tryg personalegruppe vil unægtelig gøre det lettere for sygeplejersken at overvinde egne grænser. Alene det at indrømme, at man føler sig tåbelig, kan være et stort skridt for nogen. Man kunne arrangere temadage, som kan medvirke til at skabe tryghed hos personalet, blandt andet gennem erfaringsudveksling og holdningsdiskussioner. Temadagen kan også bruges til at udvikle redskaber, inspirere hinanden, øve sig i at lege og finde glæden ved det. Man kunne i ansættelsessamtalerne spørge, hvordan sygeplejersken bruger legen i sin sygepleje til børn. Ikke blot som et selektivt redskab, men også for at signalere afdelingens holdning.

En grundlæggende forudsætning er, at der findes legetøj, hvor barnet opholder sig – altså også på stuerne. Legetøj kan fremstilles af ganske simple og tilgængelige materialer. Men skal sygeplejersken først fremstille legetøjet, gøres vejen blot endnu længere. Dette er nogle forslag, som kunne være starten på at skabe en børnekultur af afdelingen, hvor legen indgår som en naturlig del af sygeplejen. Men frem for alt skal vi øve os og mærke det på vores egen krop – vi kan ikke læse eller diskutere os til at lege.

Litteraturliste

1. Månsson, Marie Edwinson. Hvad skal barnet vide – hvordan man forbereder børn til undersøgelse, operation og behandling. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1989. Side 7-40.
2. Højlund, Susanne. Omsorgen huskes. Sygeplejersken 1994, 1. Side 4-8.
3. Piaget, Jean. Barnets psykiske udvikling. København: Hans Reitzels Forlag 1992. Side 7-40.
4. Klinzing, R. og Klinzing, Gene G. Kommunikation med børn – råd og vejledning for hospitalspersonale. København: Munksgaard 1983. Side 11-132.
5. Stenbak, Else. Vi og vort syge barn – når et barns sygdom varer længe. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1988. Side 13-73.
6. Elsass, Peter. Sundhedspsykologi. København: Gyldendal 1993. Side 359-366.
7. Stenbak, Else. Information til børn om undersøgelse og behandling. 'Klinisk Sygepleje' 1987, 1. Side 16-21.

Anette Sørensen er i praktik på Bispebjerg Hospital, lukket psykiatrisk afdeling. Claire Maria Welsh er i praktik på Sct. Hans Hospital.

Nøgleord: Klude-Marie, leg, pædiatri.

Biledtekst:

Vi oplevede, at barnets evne til at sætte sig ind i kattens oplevelse var langt mere afgørende for forløbet end vores verbale forklaring.For at kunne bruge legen målrettet i plejen, skal man kunne forstå den måde, børn oplever på.