Status for indgangsåret

Der var engang en lille pige. Hun gik i skolen så gruelig meget igennem. Hun duede ikke. Hun var alles hakkekylling og hende, der altid blev grinet af. Hun kunne nemlig ikke så godt læse eller svare på lærernes spørgsmål. Altid på bagerste række sad hun og blev efterhånden slet ikke spurgt. Da skolen sluttede, sagde alle de andre: ''Nu skal vi ud og erobre verden,'' og vores unge pige – se det var hun nu blevet – måtte vælge en specielt tilrettelagt erhvervsfaglig grunduddannelse. For det var nu det eneste, skolevejlederen kunne finde på. Hun kom på en byggelegeplads, lidt på erhvervsskole, i en vuggestue, lidt på erhvervsskole, på et værksted og lidt på indgangsårets teori I.

Men se, hvordan blomsten her foldede sig ud. Her var der ingen, der kendte den hele grumme historie. Hun fik udfordringer og ansvar. Det gik fornøjeligt til hver dag. ''Her kommer jeg,'' sagde hun hver morgen og var parat til at lære hele det latinske leksikon udenad. En dag havde skolevejlederen noget at sige kommunens uddannelsesansvarlige: ''Pigen har set lyset – lad hende blive en rigtig indgangsårselev.'' Og således blev det.

Så det er ganske vist, at pigen, der gik så grueligt meget igennem, foldede sig ud til en lystig, dygtig og elskelig social- og sundhedshjælper.

Se det var en rigtig historie.

Skepsis i starten

Siden indførelsen af indgangsåret i 1991 har jeg fulgt udviklingen på nærmeste hold. Som de fleste andre var jeg overrasket og uforstående over, at de ganske unge, der kom direkte fra folkeskolens niende klasse, skulle være i vores sundhedsvæsen. Elevernes adfærd bekræftede opfattelsen, og for mig som kommunens uddannelseskoordinator var det yderst vanskeligt at skulle motivere personalet til at tage positivt imod de unge mennesker. De negative oplevelser myldrede ind: ''Hun arbejder med overfrakken på, og ærmerne hænger langt ud over fingerspidserne.'' ''Hun blev budt et stykke slik, tømte slikskålen, og drak to sodavand.'' En enkelt positiv kommentar kom fra børneinstitutionen: ''Det er gået rigtig godt, formentlig fordi hun selv er så barnlig!''

Alle bekræftede vi hinanden i, at indgangsåret var en dårlig ide. Når uddannelseskoordinatorer fra forskellige kommuner mødtes, var indgangsåret altid øverst på dagsordenen. Også på social- og sundhedsskolerne var der røre i lærergrupperne, for her var der en gruppe elever, der opførte sig ganske anderledes, og en helt ny pædagogik skulle tages i brug. Der var mobning, stort fravær, en voldsom uro, og lærerne måtte jævnligt gå ind i store sociale problemstillinger.

Et år efter indførelsen af social- og sundhedsuddannelserne holdt fællesbestyrelserne landsmøde på Hotel Nyborg Strand. Her var et massivt ønske: Afskaf indgangsåret. Men nu løftede vores ekspert, Birgit Gothenborg fra Undervisningsministeriet, endnu en gang pegefingeren og gjorde opmærksom på, at det var alt for kort tid at evaluere på. Vi måtte ikke give op, men arbejde videre med alle de gode intentioner for dette gode forberedelsesår. En god ting kom der ud af det: Lovgrundlaget blev justeret, så nu kunne elever fra folkeskolens tiende klasse også optages på indgangsåret.

I kommunerne slog vi koldt vand i blodet og trøstede os med, at nogle af eleverne da nu blev et år ældre, inden de startede. I mellemtiden havde vi lært, at vores forventninger til de helt unge var aldeles forkerte. Vi havde aldrig haft de ganske unge i vores regi og skulle således starte helt forfra. Vi havde kørt videre med det kendte, til trods for at vi havde målene for praktik beskrevet i uddannelsesordningen. Mål, som vi endnu en gang måtte forholde os til, drøfte endnu en gang med social- og sundhedsskolen og drøfte indbyrdes i kommunerne. Det blev klart, at i forhold til hvad vi var vant til, lå målene på et lavt niveau. Et niveau, der var helt relevant og realistisk, til gengæld var det vores forventninger, der skulle justeres.

Værdsætter de unge

Set i bakspejlet burde der måske ikke være gået så lang tid, før vi fik øjnene op for, hvad formålet med indgangsåret egentlig var. Men når det drejer sig om at ændre holdninger, og det drejer sig om et stort personale på mange forskellige praktiksteder, er det måske ikke så underligt endda. Jeg har brugt meget tid og energi på at fortælle om, hvad indgangsåret står for, hvad formålet er, hvad vi kan forvente af eleverne, og hvilke opgaver og selvstændighedsniveauer der ligger i målene for praktikken. Dette har en stor plads på praktikvejlederkurserne, men tages også op i alle situationer, hvor det måtte være relevant.

Vi har nu lært at sætte pris på de unge med de fordele og forudsætninger, de har. Vi er blevet bedre til at forstå og tackle de situationer, der opstår omkring de unge, og lært, at vejledningen skal gribes an på en anderledes måde, end vi var vant til. Lærerne på social- og sundhedsskolen har lært, hvordan interessen holdes fanget og udviser stor kreativitet i den pædagogiske planlægning af teorikurserne.

De ældre er glade for de unge mennesker, som ofte er på alder med deres børnebørn. De opdager, at de unge kan give lidt ekstra service, og at samtalen med dem drejer sig om andre ting, end de er vant til. Vi har mange gange oplevet, at eleverne er savnet af de ældre, når de er tilbage på teorikursus. For at dette skal lykkes, er praktikvejlederens indsats altafgørende.

Når indgangsårseleverne starter i praktik, bliver de den første dag introduceret til kommunen og praktikperioderne. Jeg husker tydelig, hvordan det gik første hold. Efter orientering om mål, arbejdsopgaver, evalueringssamtaler med mere, var eneste spørgsmål: ''Hvad skal jeg gøre, når jeg sover for længe!''

Da jeg orienterede sidste hold, sad alle klar med uddannelsesmapperne (herom senere), som var læst. Nogle elever havde skriftligt forberedt spørgsmål, og alle var motiverede, spændte og forventningsfulde. Så er det, jeg inderligt ønsker, at det enkelte praktiksted tager pænt imod eleverne, når de stolte ankommer i deres nye kitler og med navneskilt på brystet.

Omhyggelig forberedelse

Hvad kan vi så gøre for, at dette skal lykkes?

I Haslev Kommune er vi kommet meget langt, blandt andet fordi kommunen prioriterer uddannelse meget højt. Uddannelseskonsulenten er meget tæt på elever og personale i områdecentrene. Her er der mulighed for hele tiden at følge op, supervisere, undervise og svare på spørgsmål. Vi har lavet en uddannelsesmappe, specielt beregnet for indgangsårselever, som beskriver, hvordan indgangsåret er planlagt netop i vores kommune. Derudover får eleverne, i god tid inden de starter på teori I, en udførlig oversigt over hele forløbet: hvor skal de være, datoer for praktikskift, navne på ansvarlige og daglige vejledere, tid og sted for introduktion og anden undervisning, hvor og hvornår de skal i observationspraktik, eksempler på valgfri observationspraktik, planlagt ferie med mere.

Hver elev får et eksemplar af uddannelsesmappen, og der står ligeledes et eksemplar på hvert praktiksted. I denne mappe sidder blandt andet:

• en side, som eleven skal udfylde, og som ved indgangsårets afslutning giver en individuel oversigt over, hvad netop denne elev har oplevet

• et par sider med relevante praktiske oplysninger i alfabetisk rækkefølge, såsom arbejdstider, regler for tavshedspligt, retningslinier ved løft, når man er under 18 år, muligheder for at søge om Statens Uddannelsesstøtte og så videre

• orientering om, hvornår, hvordan og efter hvilke mål eleverne skal vurderes

• skema, som eleven skal medbringe i observationspraktik af mere end fire dages varighed og selv har ansvar for at aflevere til den faste ansvarlige vejleder. Disse udtalelser bruges ved midtvejs- og slutvurdering.

For hver gang der starter et nyt hold indgangsårselever, bliver de som tidligere nævnt introduceret til praktikforløbene.

Da der ikke er så mange indgangsårselever, kan der være længe imellem, det enkelte praktiksted skal have elev. Derfor indkaldes de aktuelle implicerede daglige og ansvarlige vejledere til en genopfriskning og eventuelt nyt siden sidst. Denne orientering holdes, cirka fjorten dage før eleverne kommer første gang i praktik. Derudover orienterer uddannelseskonsulenten daginstitutionerne med flere, som skal have eleverne i praktik.

Elever eller medarbejdere

Trods alle gode ønsker og intentioner er det ikke problemfrit hverken for eleverne eller praktikstederne. Kravene til praktikvejlederne er store. Eleven må aldrig være alene hos borgerne, de forventes at blive sat i gang, og kommunikationen med borgeren vanskeliggøres. Har eleven store sociale problemer, kan det være vanskeligt for vejlederen at sige fra. Her er det vigtigt at kende grænsen for, hvad der er relevant.

Også for eleverne kan det være svært, da de kommer ind i en stor rollekonflikt. De fortsætter direkte fra folkeskolen på teorikursus, altså en slags forlængelse af folkeskolen. Når de kommer i praktik, får de kitlen på, og bliver fra den ene dag til den anden betragtet som professionelle, specielt af borgerne, men også af de kolleger, som ikke har grundigt kendskab til indgangsåret. De møder den barske hverdag på arbejdspladsen og stifter bekendtskab med samfundets ældre og svage grupper. Eleverne skal udvise så megen selvtillid og værdighed, at borgerne ikke kommer til at føle, at det er dem, der skal drage omsorg for eleverne. Førstkommende teoridag er de skolebørn igen.

Eleven følges altid med en vejleder, som er kendt af borgeren, og eleven skal derfor anstrenge sig ekstra for at opnå kontakt. Måske bliver de forskrækkede over, at ældre mennesker er som alle andre, nemlig at de ikke alle sammen er taknemmelige, venlige og imødekommende.

Kamp om små årgange

Langt de fleste indgangsårselever fortsætter på social- og sundhedshjælperuddannelsen eller, som det nyeste, på den pædagogiske grunduddannelse. Vi skal huske, at indgangsåret er et forberedelsesår, og hvis eleverne er i tvivl om, hvad de vil, tilbyder vi dem, at de kan vente et år med at fortsætte. Måske vil de gerne på ungdomsskole eller ud at rejse, og vi ser som en fordel for alle parter, at de får mulighed for at afprøve dette, inden de fortsætter i uddannelsessystemet. Skulle de ønske et års udsættelse, beder vi om at få det skriftligt, og eleven får derefter en skriftlig bekræftelse på de indgåede aftaler. Denne dokumentation er yderst vigtig, da disse aftaler skal laves i fuld forståelse mellem elev og kommune, således at vi altid overholder bekendtgørelsens (1) retningslinier.

Det er meget spændende at følge eleverne året igennem og opleve, hvorledes mange af dem virkelig vokser med opgaven. De er i en periode i deres liv, hvor der sker utrolig meget, og ofte har vi set elever gennemgå en enorm udvikling på den forholdsvis korte tid.

Også personalet, mig selv iberegnet, har gennemgået en proces, siden indgangsåret startede i 1991. Vi er blevet væsentlig klogere og kan nu se et formål med at få de unge ind i vores område. Et paradoks er det, at vi nu må indgå i kampen om de små årgange. Mange uddannelsesinstitutioner udviser megen kreativitet for at få elever, og hvis vi ikke anstrenger os for dels at få eleverne, dels at give dem en god og indholdsrig uddannelse, har sundhedsvæsenet virkelig et problem på længere sigt. Ydermere har vi siden indgangsårets start ikke kunnet opfylde dimensioneringen på grund af for få ansøgere. Så skulle der stadig være kommuner, der er tilbageholdne over for ansættelse af indgangsårselever, vil jeg her slå et kraftigt slag for, at vi alle står sammen om at varetage denne opgave. Ikke nok med at det vil betyde flere elever, men det er også en spændende og udfordrende opgave. Det skal være slut med hele tiden at sige: ''De er for unge,'' det er vores forventninger, der skal revideres. Lad os i stedet sige, som rigtigt er: ''De er unge'' og starte der. 

Anni Hyllested var indtil 1. august 1998 uddannelseskonsulent i Haslev Kommune. Hun er nu klinisk uddannelsesansvarlig ved social- og sundhedsskolen i Næstved.

Nøgleord: Indgangsår, social- og sundhedshjælper, uddannelse.