Synspunkt: En dårlig oplevelse

En studerende efterlyser i nummer 31/1998 ikke-succes-oplevelser i sygeplejen for at lære af fejltagelserne.

Når sygeplejersker handler, skal vi både tage højde for patienterne og vores kollegaers behov. Det lyder trivielt, men i praksis er det ikke så enkelt. Det er blandt andet derfor, at det er vigtigt at have det samme værdigrundlag som sine kollegaer både i praksis og teori, når man begynder et nyt sted.

Desværre harmonerer praksis ikke altid med teorien på de enkelte afdelinger. men det finder man først ud af efter at have virket der gennem en periode. Afdelingssygeplejersken, som er placeret i toppen af plejepersonalets hierarki på selve afdelingen, er i det daglige ikke altid den, der har magten eller det sidste ord.

Da jeg startede på ortopædkirurgisk afdeling, havde jeg været sygeplejerske et år. Kollegaerne var venlige og umiddelbart imødekommende. Der var en hård, men humoristisk tone på den tunge afdeling, som mærkedes med det samme. Det gik fint fagligt, der var tid til at spørge og få et sagligt svar. Strukturen var baseret på gruppepleje med tre i hver gruppe – sygehjælpere og sygeplejersker. Selv om afdelingen primært bestod af ældre patienter, der skulle hjælpes med den helt basale hygiejnepleje, var der altid tid til en kop kaffe og en snak med kollegaen. Man skulle bare tage de pauser, man havde brug for. Det handlede altså om at prioritere tiden. I begyndelsen fattede jeg ikke, hvordan de andre altid havde tid til morgenmad, for klokkerne ringede konstant. Og hvis jeg tog en, der ikke hørte til min gruppe, var det jo min egen sag. Jeg kunne jo bare lade den ringe. Det kunne jeg bare ikke, og derfor tog jeg ofte et ekstra bækken i en anden gruppe, fordi for mig er det uværdigt at ligge i sin egen urin, selv om sengen skulle bundskiftes lidt senere.

Slog klokkerne fra

Vi talte om det i personalegruppen, og konklusionen var, at jeg skulle lære at prioritere bedre og kun tage mine egne klokker, mens hele plejepersonalet blev opfordret til at tage klokkerne, når de ringede, og ikke blot slå dem fra uden at handle. Det lød jo fint.

Vi lagde plejeplaner, og specielt husker jeg en retarderet patient, der lå indlagt efter en benamputation med en enorm hydrocele i scrotum. Patienten ville ikke vaskes omkring penis og var ej heller i stand til selv at udføre manøvren. Da han også havde kateter, lagde vi i gruppen en plan, hvor vi koncentrerede os om at skabe tillid for at komme til at udføre kateterpleje. Vi var nogle sygeplejersker, som kunne vaske ham, uden at han skreg af smerte og hjælpeløshed. På afdelingen skiftede vi jævnligt gruppe, således at vi kom til at arbejde med alle på skift. En dag hørtes igen de høje hjælpeløse skrig på hele afdelingen fra den omtalte patient. Det var en sygehjælper, som havde fået tre portører til at holde patienten fast, så han kunne blive vasket ordentligt og ikke det 'sjusk', som sygeplejerskerne gik og fedtede med.

Afdelingssygeplejersken reagerede til sygehjælperens fordel, da hun blev konfronteret med problemet. Det var helt i orden at holde patienten fast af tre stærke mænd, således at han kunne blive skrubbet ren alle steder på en gang – hver dag, således at det blev dokumenteret, at hans hygiejne var i top. Den tillid det havde taget os uger at bygge op, blev nu på én gang nedbrudt. Igen talte vi om det personalet imellem, sygeplejerskerne var enige i min holdning, men på personalemødet var der ingen, der bakkede mig op, og det blev altså sygehjælperen, som fik lov til at holde patienten fast, når hun plejede ham.

Basal omsorg mangler

Jeg mindes også en særdeles dement patient, der flere gange gik fra afdelingen og blev bragt tilbage af politiet senere på dagen eller aftenen. Om natten urinerede han i andre patienters senge, mens de lå og sov, og gik ofte rundt på afdelingen uden benklæder af nogen art. Der var ikke penge til en fast vagt til ham, så vi måtte klare os, så godt vi kunne i vagterne. En morgen, da afdelingssygeplejersken havde ham som patient, gik han rundt og urinerede i afdelingens korridor med bar underkrop, til stor forargelse for de andre indlagte. Nu var det jo sådan, at jeg allerede var blevet opfordret til kun at tage mig af mine egne patienter. Det gik da også godt, men denne morgen syntes jeg, at jeg måtte gribe ind, det var for ydmygende for alle parter. Jeg sagde til sygeplejersken, at det var simpelthen uværdigt at se på, hun måtte efter min mening afbryde sin morgenpause og tage hånd om denne patient nu. Det er ikke populært at tale sådan til sin overordnede, så hun skulle nok vise, hvem der bestemte, og blev siddende, fordi det handlede jo om alt i alt at være i stand til at prioritere sine arbejdsopgaver. Det blev mig pålagt ikke at tage hånd om ham. Jeg gav manden bukser på og gik rystende af afmagt i gang med mine egne patienter.

Måneden efter begyndte jeg i hjemmeplejen, hvor vi i personalegruppen respekterer hinanden som mennesker i al almindelighed og ikke misbruger vores magt over for patienterne. Her er etik på højt plan, uden at det er skrevet ned nogle steder. Alligevel kan vi dokumentere det i reelle handlinger.

Jeg mener ikke, at vi som sygeplejersker kan arbejde professionelt uden en etisk holdning til vores medmennesker. Selv om teorien og fagligheden er i top, skal der også den basale omsorg til for at udføre god sygepleje. Vi må ikke skille det ad, og som på den omtalte afdeling dyrke fagligheden og lade omsorgen for patienterne komme i sidste række.

Forfatteren arbejder nu i hjemmeplejen i Sundby på Amager.