Faglig kommentar: Fåret der ikke ville tælles

Et redaktionsmøde, hvor den ugentlige stak sager prioriteres og fordeles, er sjældent videre ophidsende. Det er et forum for mange og hurtige beslutninger, hvor der sjældent er tid og lejlighed til de store diskussioner. Nogle gange kan man ligefrem blive grebet i åndeligt fravær, hvis det forelagte emne ikke er voldsomt interessant for en selv.

En dag sprang proppen af flasken. Alle skulle give deres mening til kende, stemmerne steg i styrke, vi råbte i munden på hinanden, ophidselsen steg, og det nærmede sig håndgemæng. Men pæne, som vi er, endte det alligevel med almindelig munterhed over, at her endelig var et emne, der kunne engagere en hel redaktion.

Det ophidsende emne var hjemmehjælp til gamle, og om tiden ikke var moden til at skrive nogle artikler i kølvandet på sommerens debat. I sandhed en varm kartoffel, der kunne bringe de tilstedeværendes sind i kog. Noget, alle havde gjort erfaringer med hos gamle familiemedlemmer og havde mere end én mening om.

''Hvorfor skulle man dog kunne gøre krav på gratis rengøring, fordi man bliver gammel?'' ''Når folk hele deres liv har betalt en tårnhøj skat, har de vel også lov at forvente noget igen, når det kniber.'' ''Mange kan udmærket betale selv.'' ''Hvorfor skal de, der har sparet op ved at give afkald på en masse fornøjelser gennem et helt liv, pludselig til at betale for det, andre får gratis, fordi de livet igennem har soldet ethvert tilløb til formue op?'' ''Det handler jo også om forebyggelse.'' ''Er det samfundets ansvar at sørge for selskab til de ensomme?'' ''Er det ikke problematisk, at gamle holdes under observation uden at vide det, så snart der kommer kommunal hjælp inden for døren?'' ''Hvis de pårørende synes, der ligger for meget skidt i krogene, kunne de jo selv finde gulvskrubben frem.'' ''Det kan ikke være børnenes forpligtelse at skulle tage sig af husholdning i både forældres og eget hjem, når hele samfundet er lagt an på, at alle skal have erhvervsarbejde.'' ''Mange gamle er uanstændigt påholdende.'' Og så videre og så videre ...

Så tak for det kommunale selvstyre, som åbner mulighed for så vidt forskellige løsningsmodeller, som man kan læse om i Kirsten Bjørnssons artikler om hjemmehjælp til rengøring i dette nummer af Sygeplejersken. Her er i hvert fald et område, hvor det er afgørende for tilfredsheden, at tilbuddet er tilpasset befolkningens forventninger.

Men det er et område, hvor de gamles forventninger ikke altid harmonerer med det offentliges tilbud. Hjælp til praktiske opgaver i hjemmet må ikke betragtes som en ren serviceydelse, men skal have et forebyggende og aktiverende sigte. Det formål indebærer blandt andet, at modtageren af hjemmehjælp er under konstant observation af dem, der kommer i hjemmet. Modtageren af hjælpen skal desuden aktiveres.

Både observation, vurdering af behov og aktivering kan selvfølgelig foregå i fuld indbyrdes forståelse mellem den gamle og hjemmehjælperen, og den gamle vil føle tryghed ved, at der er nogen, som holder øje med ham, efterhånden som skrøbelighederne tager til.

Service eller sundhedspleje

Der er en lille børnefabel, som vistnok hedder 'Fåret der ikke ville tælles' eller noget lignende. En af fårets venner ville tælle, hvor mange der var til stede i fårets lille univers, men det lille får (eller måske var det et lam eller et gedekid) løb grædende hjem til sin mor og beklagede sig: ''Jeg vil ikke tælles.'' Hvor dum har man lov til at være, tænker børn, når de hører historien.

I dag tænker jeg: Er det ikke en menneskeret at have lov til at være dum og ikke ville tælles inden for sine egne fire vægge?

Jeg finder det helt i orden, at en offentlig ordning om praktisk hjælp i hjemmet har et forebyggende og sundhedsfremmende formål. Modtageren skal bare være helt indforstået med, at det også indebærer, at de er under en eller anden form for vurdering. At de bliver talt, ligesom det lille får. Det er jeg bare ikke sikker på er gået op for alle.

Hvis man drager en parallel til børnesundhedsplejen, så er ingen forældre i tvivl. Alle ved, at sundhedsplejersken ikke kommer for at babysitte og skifte ble for at hjælpe eller aflaste forældrene, men at hun kommer for at vejlede, rådgive og støtte. De ved også, at sundhedsplejersken har en kontrolfunktion, og at hun vil skride ind, hvis barnet udsættes for omsorgssvigt. Der er rene linier, ordningen er frivillig, og alligevel vil langt de fleste forældre gerne have sundhedsplejersken på besøg.

Jeg vil ikke betvivle, at modtagere af hjemmehjælp fra starten får at vide, at praktisk hjælp ydes med et forebyggende formål. Men jeg tvivler på, at det siver helt ind hos alle. Hvor taktfuldt, respektfuldt og menneskeligt værdigt hjælpen til selvhjælp end kan ydes, så kan man ikke se bort fra, at modtageren afgiver en del af sin suverænitet i eget hjem. Det er prisen for trygheden, og den skal folk ikke blot kende, men også have lejlighed til at drøfte og overveje. De skal også have lejlighed til at sætte grænser, og det kan man kun, hvis man nøjagtigt ved, hvad det er, hjælperen holder øje med og gør sig tanker om.

Når man hører gamle fortælle, at de har fået tildelt 55 minutters hjælp til støvsugning og gulvvask hver fjortende dag, eller hvor meget det nu kan blive til, så viser det jo også noget om, at hjælpen ikke helt opfattes som et forebyggende og aktiverende tilbud om hjælp til selvhjælp.

Måske skulle man overveje en navneforandring til ældresundhedspleje for at gøre formålet med loven tydeligere. Det ville måske også i længden give en bedre udnyttelse af den uddannelse, hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere har fået. Det er lige det modsatte, ophavsmændene til socialreformen har gjort ved at kalde det for 'Lov om social service'. Er der noget at sige til det, hvis gamle mennesker opfatter hjemmehjælp som gratis hjemmeservice, når lovens egentlige formål sløres i navnet?