Hvad nu hvis han hed Jens

I kaffestuen var han den hyggelige kollega. Venlig, social, sjov. Men så snart han trådte ind i rollen som Lægen, blev han autoritær, altvidende og tunghør over for kollegiale råd.

''Vi kunne egentlig godt lide ham, men han respekterede ikke vores sygeplejefaglige vurderinger.

Når vi for eksempel bad ham om at tilse en akut patient, gjorde han nærmeste en pointe ud af at sige, at det godt lige kunne vente til efter frokost. Han bad aldrig de andre læger på afdelingen om hjælp. Heller ikke når det var åbenlyst, at han ikke magtede en opgave. Han ville formentlig ikke tabe ansigt.

Det gav sommetider store problemer, men hans danske læge-kolleger var meget tilbageholdende med at gribe ind. Vi syntes jo ellers, at de var de nærmeste til det.''

Sygeplejerske og tidligere tillidsrepræsentant Desirée D'Aniello fra Hvidovre Hospital i København beskriver, hvordan hun og hendes kolleger oplevede samarbejde med en læge fra et mellemøstligt land.

I frustration over gentagne episoder, hvor de følte, at deres professionelle kompetence blev tilsidesat af hans – mente de – kulturbetingede, faglige arrogance, gik de til deres afdelingsleder på den pågældende medicinske afdeling og klagede.

Sygeplejerskerne fik besked på kollektivt at nedskrive de konkrete hændelsesforløb.

Afrettet i tide

I dag arbejder lægen – som vi har valgt at holde anonym af hensyn til hans trods alt mulige forbedring og senere karriereforløb – ikke længere på afdelingen.

Her har sygeplejerskerne til gengæld stadig stor glæde af samarbejdet med en læge, der er andengenerations-indvandrer.

''Ham er der ikke de mindste problemer med.

Han har fået sin uddannelse i Danmark og er opdraget med omgangsformerne i det danske sygehusvæsen. Og så har vi nok også sørget for at få ham afrettet i tide, som en af mine kolleger bemærkede forleden,'' griner Desirée D'Aniello.

Det er lige netop den slags udtalelser, der bekræfter Kamal Kureishi i hans oplevelser af kulturmødet i det danske sygehusvæsen.

Kureishi, der er formand for L5, en forening for medicinstuderende med etnisk baggrund, mener nemlig, at de faglige forbehold oftere har modsat fortegn.

Det er de danske sygeplejersker, der generelt har svært ved at forholde sig professionelt til etniske læger – eller den gruppe, han selv repræsenterer – de etniske lægestuderende.

L5 blev oprettet i 1996 efter en række tilfælde, hvor læger med indvandrer- eller flygtningebaggrund dels følte sig forbigået ved ansættelser og dels mente, de blev diskriminerede af andre ansatte i sundhedssektoren.

Der var på 1997-årgangen af medicinstudiet på Københavns Universitet knap 12 procent tilmeldte med en asiatisk eller mellemøstlig baggrund – fortrinsvis iransk eller pakistansk.

''Det er min opfattelse, at mange medicinstuderende er så opmærksomme på deres etniske baggrund, og så bange for at blive udråbt som ''mandschauvinister,'' at det reelt gør det svært for dem at påtage sig den autoritet, der nu engang ligger i lægerollen.

Og som er nødvendig, hvis arbejdet på for eksempel en skadestue skal forløbe på en forsvarlig måde,'' lyder hans vurdering.

Automat-reaktion

Kamal Kureishi, hvis forældre stammer fra Pakistan, har selv prøvet at blive affærdiget som mandschauvinist, fordi han modsagde en dansk kvinde. Ikke en sygeplejerske ganske vist, men en kvindelig politibetjent.

Episoden illustrerer ikke desto mindre, mener han, den fordomsfulde automat-reaktion, der

Side 7

ofte sætter ind, når opponenten er en muslimsk mand.

''Jeg fik at vide, at hun skam godt vidste, hvordan man behandler kvinder, der hvor jeg kommer fra.

Det var en reaktion på en protest fra min side, men den gik overhovedet ikke på hendes køn. Det var først og fremmest uniformen, jeg forholdt mig til,'' siger Kamal Kureishi.

Han mener ligesom Desirée D'Aniello, at det er vigtigt at skelne mellem ny-tilflyttede og anden-generations-indvandrere, når man skal forsøge at få korrekte proportioner på problemet:

Det er klart, at har man gået i dansk skole, gået på et dansk universitet og arbejdet på danske sygehusafdelinger, kender man spillereglerne og kan indrette sig efter dem.

''Men det betyder ikke, at andengenerations-indvandrerlæger eller -lægestuderende uden videre accepteres. Hvis der alligevel opstår problemer af den ene eller anden slags, er mange lynhurtige til at skyde skylden på ens etniske oprindelse. Specielt på afdelinger, hvor arbejdsklimaet i forvejen er dårligt. Det er også på den slags afdelinger, man ikke har overskud til at hjælpe nye ansatte, der lige er kommet fra andre kulturer og både har sprog- og tilpasningsproblemer.

Men sygehusene burde forberede sig bedre på situationen, for der kommer flere og flere udenlandske læger i det danske sundhedsvæsen.

Og de kommer ofte fra lande, hvor man har en helt anden kulturel baggrund, et andet uddannelsessystem, og hvor man samarbejder på en anden måde mellem faggrupperne i sygehusvæsenet,'' påpeger Kamal Kureishi.

Tyskernes utakt og tone

Han foreslår, at indslusningen af udenlandske læger sættes i nogenlunde faste rammer med introduktionskurser.

Og skulle nogen være i tvivl om

Side 8

behovet, opfordrer han til, at man lige nærlæser en artikel i Ugeskrift for Læger i juni.

Her kan man i en undersøgelse fra Sønderjyllands Amt se, at det heller ikke er helt problemløst at ansætte tyske læger på de sønderjyske sygehuse:

Deres sprogkundskabet og fornemmelse for faglig takt og tone stemmer heller ikke altid overens med den mere frie, danske ditto.

Men hvad er kultur, og hvad er bare dårlig kemi?

Poul Gørup, personalechef på Kommunehospitalet i Århus, som har indført en såkaldt etnisk ligestillingspolitik, advarer imod, at man lader sig farveblænde:

''Jeg plejer altid at sige: Hvad nu hvis han hed Jens?

Hvordan vil du så håndtere sagen? Var der så bare tale om et helt almindeligt samarbejdsproblem? Vi skal passe på med ikke at betragte alle problemer med udenlandske læger som sager, der har udpring i deres etniske oprindelse,'' lyder hans manen til besindighed.

Men når det er sagt, er den århusianske personalechef opmærksom på, at der ind imellem sker sammenstød, som godt kan tilbageføres til forskellige former for kulturbagage.

''For nylig besøgte jeg England, hvor man blandt andet har oplevet gentagne samarbejdsproblemer mellem indiske læger og engelske sygeplejersker.

Mange sygeplejersker føler, at læger med en indisk baggrund ser ned på dem.

Forklaringen er, at i Indien er sygepleje-funktionen ganske enkelt ikke respektabel.

Betragtes som ludere

Sygeplejersker bliver betragtet næsten på linie med prostituerede, fordi de giver omsorg og pleje til personer uden for deres egen nærmeste familie. Hvorimod lægen betragtes som en lærd og overordentlig respekteret mand,'' siger Poul Gørup.

Han har på sit eget hospital oplevet en tre-fire episoder, hvor der er blevet klaget over en ansat af anden herkomst end dansk.

Og hvor konflikten netop gik på det etniske tilhørsforhold.

''I hvert tilfælde går vi ind og forsøger at håndtere sagen ud fra vores retningslinier.

Og det gør vi, hvad enten diskriminationen er rettet mod medarbejderens køn eller den etniske baggrund,'' understreger personalechefen.

Peter Skinhøj, professor og overlæge på Rigshospitalet, ønsker heller ikke at overdramatisere problemet.

Men også han har haft personale-sager, hvor sygeplejersker har klaget over læger af forskellig geografisk oprindelse og med henvisning til, at de er blevet udsat for systematisk arrogance.

''Jeg synes, at den slags skal løses på afdelingsniveau, når situationen opstår.

Det er at skyde gråspurve med kanoner og give problemet for megen opmærksomhed, hvis man begynder at udarbejde politikker for den slags,'' siger han og tilføjer:

''Det handler selvfølgelig også om, hvor nærtagende vedkommende er.

Men på den anden side kan jeg godt forstå de sygeplejersker, der siger, at nu har de kæmpet for at få ligestilling med mænd og læger i 20 år. Nu gider de ikke have de samme problemer med de nye læger.''

Og så lige en krølle tilbage til begyndelsen af denne artikel:

Da Sygeplejersken forsøgte at finde indgange til dette emne, lød beskeden fra Randi Andersen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Hvidovre Hospital, at hun aldrig havde hørt om sammenstød med læger af etnisk oprindelse.

Gælder alle læger

Lægelig arrogance, jo da!

Men ikke at det skulle være specielt mere udtalt fra de udenlandske læger side.

Hun har ellers ofte arbejdet med læger af ikke-dansk oprindelse, men det er ikke hendes personlige erfaring, at der er problemer med manglende faglig anerkendelse af sygeplejerskerne.

To dage senere forhørte hun sig for en sikkerheds skyld i sygehusets tillidsmandskollegium. Og kunne efterfølgende henvise til forløbet på den pågældende medicinske afdeling, som indledte artiklen.

''Måske handler det om, at jeg selv arbejder på en anæstesiafdeling, hvor kompetencen er meget klart fordelt mellem læger og sygeplejersker.

Der er ganske enkelt ikke så meget at diskutere. Grænserne er nok mere flydende på de medicinske specialer,'' vurderer Randi Andersen.

Kamal Kureishi er enig i, at en uklar kommandovej tegner sig for en stor del af samarbejdsvanskelighederne – og ikke bare mellem danske sygeplejersker og etniske læger, men generelt i forholdet mellem de to dominerende faggrupper i sygehusvæsenet.

Der er i stigende grad sket en kompetenceoverlapning. Sygeplejerskerne er blevet dygtigere og dygtigere.

''Og det gør det endnu sværere for læger med en anden uddannelsesbaggrund at forstå, hvordan de skal samarbejde med sygeplejerskerne.

Derfor er det nødvendigt med indslusningskurser på afdelingerne, så man får synliggjort kompetencefordelingen.

Oftest får man som nyankommen bare at vide, hvad der står hvor, før man kastes på hovedet ud i jobbet. Og inden man har set sig om, har man trådt den første sygeplejerske over tæerne,'' lyder hans erfaring.

Nøgleord: Diskrimination, etniske danskere, kulturmøde, læger.