Sådan overlevede jeg udbrændtheden

Udbrændthed er en psykisk tilstand, der kan opstå, hvis man i længere tid har været udsat for en stresset livssituation.

Det er en tilstand af fysisk, følelsesmæssig og mental udmattelse.

Ingen kan klare år ud og år ind at have daglig tæt kontakt med klienter, patienter, elever og studerende, hvis man giver alt, hvad man har i sig, til dem og glemmer sine egne behov.

For mig viste udbrændtheden sig ved, at jeg ikke orkede at involvere mig i klienternes problemer. Jeg blev ligeglad med alt i forhold til kollegerne, og efterhånden kunne jeg ikke overskue min arbejdssituation. Jeg passede dog mit arbejde, men det var mest på rutinen. Jeg blev nemt irritabel, anspændt og rastløs. Jeg oplevede klienterne mere krævende og utaknemmelige og kunne intet overskue. Jeg havde lyst til at lukke mig inde og undgå kontakt med andre mennesker.

Vendepunktet

Jeg blev uddannet på Svendborg Sygeplejeskole i 1978 og fik straks arbejde på Fåborg Sygehus, hvor jeg arbejdede i syv år på samme medicinske afdeling. Ret hurtigt blev jeg 1. assistent og tillidsmand.

Efter syv år havde jeg brug for nye opgaver og fik et arbejde i den kommune, hvor jeg bor. Det var i 1985.

Først arbejdede jeg på plejehjemmet i fire år som afdelingssygeplejerske. Herefter blev hjemmeplejen integreret med plejehjemmet, og i fem år arbejdede jeg som primærsygeplejerske.

Jeg har hele tiden været med, hvor tingene skete og haft fremtrædende stillinger, hvor jeg var meget aktiv i at løse opgaverne. Problemet var, at jeg ikke fik sagt fra. Jeg lyttede ikke til, hvad jeg selv kunne klare, til trods for signaler fra min krop til mig. I 1985 blev jeg opereret for brystkræft i en alder af 32 år. Mine egne behov blev helt gemt væk, og måske har de aldrig været fremme i mit liv.

I 1994, da jeg var 41 år, følte jeg, at noget måtte ske. Jeg havde været længe på mine arbejdspladser, og der var få ressourcer til videreuddannelse. Jeg manglede at få genopfrisket meget inden for mit fag, og det ville jeg nå, inden mit arbejdsliv sluttede.

Jeg kunne klare alt og ønskede en frihed til selv at vælge til og fra. Jeg sagde op og meldte mig på banen i vikarbureau som freelance.

Jeg tænkte, jeg kunne opleve forskellige arbejdssteder og derved finde ud af, hvor jeg kunne tænke mig at arbejde. Jeg havde ingen fast indtægt og derved ingen sikkerhed, noget som ellers er meget vigtigt for mig. Der var brug for mig i hjemmeplejen, mest som nattevagt rundt omkring på Fyn. Det var jo et område, jeg kendte, og derved ikke så store udfordringer. Desuden savnede jeg den faste indtægt, en fast arbejdsplan og kollegaer.

I vores tidsskrift så jeg en stilling som rotationssygeplejerske på Odense Universitetshospital. En to-årig stilling med oplæring i medicinske specialer, blandt andet diabetes, som havde min interesse. Jeg søgte og fik stillingen og begyndte 1. januar 1995. Glad var jeg og havde store forventninger til stillingen. Det var ni år siden, jeg havde været ansat på et sygehus, og der var sket store tekniske og faglige forandringer.

Desværre var der ikke ressourcer til at uddanne mig, og jeg blev nervøs for, hvad dagene ville byde mig. Jeg blev frustreret, følte afmagt, græd og fik mavepine og hovedpine. Jeg mistede glæden ved arbejdet. Jeg havde ikke overblik, kunne ikke tænke klart, gik ved siden af mig selv og græd meget let. Jeg lyttede ikke til mig selv, men tænkte på de andre. Dette skrækkelige pres varede ved et halvt år, hvorefter bægeret flød over, jeg blev sygemeldt og blev fyret efter 120 sygedage.

Jeg var helt brændt ud og kunne ikke overskue noget som helst eller tage selvstændige beslutninger.

Psykologsamtaler startede jeg på, og en hård proces gik i gang. En proces, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg kunne tænke mig i mit liv. Jeg havde levet mit liv på andres præmisser og tilgodeset andre på bekostning af mig selv.

På sygedagpenge

Jeg lærte at lytte til mine følelser og stille spørgsmål til mig selv for derved at finde ud af, hvad der er godt for mig i mit liv.

Jeg blev en del af det offentlige system, da jeg fik sygedagpenge. En svær rolle at komme i. Der var ingen synlige tegn på, at jeg var syg.

Jeg drøftede med min sagsbehandler i kommunen, hvad der videre skulle ske. Jeg kunne ikke holde sygeplejen ud og slet ikke at skulle være noget for andre. Det var jeg ikke parat til endnu.

I januar 1996 startede jeg på daghøjskole. Kurset hed 'Vindue til verden', og det varede 16 uger.

En ny verden blev åbnet for mig. Jeg fik afprøvet min selvtillid og opdagede nogle nye evner, som jeg ikke troede, jeg var i besiddelse af. Det var en meget livgivende

Side 31

periode, hvor mit selvværd blev styrket. Jeg skulle ikke stå til regnskab for andre end mig selv, og jeg bestemte selv, hvor meget jeg ville opnå. På en arbejdsplads måles man hele tiden på præstationer i forhold til andre.

Daghøjskolen sluttede.

Jeg så en annonce om voksenunderviseruddannelse med personlig udvikling og fagene pædagogik, psykologi og sociologi. Et-årig kompetencegivende uddannelse. Fagene kunne jeg bruge videre i mit liv. På det tidspunkt kunne jeg stadig ikke holde sygeplejen ud. Jeg tog afstand fra faget, fordi det tappede mig for ressourcer.

Jeg kontaktede min sagsbehandler og fik uddannelsen bevilliget som revalidering. Et meget spændende og udviklende år, med kontakt med andre faggrupper. Jeg fik prøvet grænser af og blev styrket personligt.

Mod slutningen af året mærkede jeg behov for at arbejde som sygeplejerske. Jeg fik lyst til at finde ud af, om jeg kunne fungere igen. Jeg bestod eksamen, og revalideringen var slut.

Jeg blev meldt rask og ledig i a-kassen og skulle søge arbejde som sygeplejerske. Jeg var blevet i tvivl om min kunnen som sygeplejerske. Kunne jeg fungere som sygeplejerske? Jeg manglede min faglige identitet.

Jeg fik arbejde som timelønnet afløser i en hjemmeplejeordning i september 1997. Det varede kun i tre uger, så brød jeg sammen og kunne ikke overskue det ansvar, det var at

Side 32

være sygeplejerske. Jeg var meget usikker over for mange ting og blev sygemeldt igen.

Arbejdsprøvning

Hvad så? Jeg drøftede situationen med arbejdsløshedskassen og mit lokale amtskredskontor. Jeg måtte hurtigt videre, og vi drøftede arbejsprøvning som mulighed. Det var i orden med min sagsbehandler i kommunen. Jeg følte, at jeg havde brug for tilvænning til arbejdsmarkedet, fordi jeg havde været væk fra sygeplejen. Jeg havde også brug for at komme ind i sygeplejen igen og vænne mig til travlheden. Min teoretiske sygepleje manglede jeg at få genopfrisket.

Det var vigtigt for mig at have kolleger, da jeg havde brug for hele tiden at få tilbagemeldinger. Jeg tænkte, at det bedste sted ville være på et sygehus, og jeg kontaktede personalet på Fåborg Sygehus for at høre, om de var interesserede. Jeg havde arbejdet der tidligere, så de kendte mig fra før.

Under arbejdsprøvning var jeg på sygedagpenge, så jeg belastede ikke afdelingens budget, men de skulle bruge tid til mig, for at jeg kunne få noget ud af det.

De sagde ja, og jeg startede i slutningen af november 1997 på afdeling M2 på Faaborg Sygehus. Det var den afdeling, jeg havde arbejdet på i starten af min karriere, dengang jeg havde tjek på min sygepleje.

En af begrundelserne, for at de sagde ja til mig, var, at det også kunne ramme dem selv at blive udbrændt, og hvis de kom i den situation, ville de også gerne have hjælp.

Da jeg begyndte, mente jeg, at jeg kunne den grundlæggende sygepleje, men virkeligheden var anderledes.

En meget svær proces startede for mig. Det var som om, jeg skulle starte helt forfra, så min tro på mig selv var meget ringe. Afdelingen påtog sig opgaven trods mange aktiviteter og gav mig plads til at udvikle mig. Vi afholdt løbende samtaler og satte nye mål. For at have noget materiale at forholde sig til blev der arbejdet ud fra mål for 3. års studerende på afsluttende niveau.

Jeg følte mig som en elev, og den rolle bevirkede, at jeg følte mig usikker og blokerede for selvstændige initiativer. På den anden side fik jeg en erfaring med mig, så jeg ved, hvad det vil sige at være studerende.

Hen mod marts i år skete der en ændring hos mig. Jeg havde mod på selvstændige sygeplejeopgaver. Min tro på, at jeg igen kunne fungere som sygeplejerske, voksede, og da min arbejdsprøvning sluttede i maj 1998, følte jeg, at jeg havde fundet min sygepleje igen efter tre års pause. De mål, der blev opstillet, inden jeg startede, var til fulde opfyldt.

Jeg havde gået til psykolog under arbejdsprøvningen, og det havde også været med til at styrke mig, så jeg både personligt og fagligt havde fundet min identitet.

Jeg havde under hele den lange proces skrevet meget. Det hjalp mig mange gange, at jeg fik sat ord på, hvad der skete.

Da jeg var i arbejdsprøvning, var jeg i besøgspraktik i Glamsbjerg hjemmepleje, og der følte jeg mig godt tilpas. Her fortalte de, at der var en ledig stilling, og den søgte jeg – og fik den.

Siden juni i år har jeg haft arbejde som primærsygeplejerske ved den integrerede døgnpleje i Glamsbjerg Kommune på 30 timer.

Et årsvikariat der kan give mig stabilitet i mit arbejdsliv. Jeg er en del af en helhed, hvor ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø er positivt.

Det er en utrolig tilfredsstillelse igen at tjene sine egne penge og være selvstændig på det økonomiske område.

Jeg er glad for mit arbejde og for at kunne fungere som sygeplejerske igen.

Min psyke er dog noget svingende. Jeg er blevet meget følsom over for situationer, der stresser mig. For eksempel perioder med megen travlhed, hvor jeg ikke har overblik. Jeg reagerer straks ved belastning, må stoppe op og tænke, hvad sker nu, hvorfor og hvad gør jeg ved det. Den evne har jeg fået udviklet, og det kan godt være besværligt ind imellem.

Det er min måde at få sat grænsen for, hvad jeg kan klare fysisk og psykisk. Min krop siger fra. Jeg oplever det som en livslang læreproces.

Forfatteren arbejder i Glamsbjerg hjemmepleje.

Nøgleord: Arbejdsprøvning, fortælling, revalidering, udbrændthed.

Martha Rye måtte gennem flere forsøg, før det lykkedes hende at komme tilbage på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår. Og til tider er det stadig meget hårdt.I dag er Martha Rye ansat i et årsvikariat i den kommunale hjemmepleje i Glamsbjerg på Fyn.