Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Kvalitet i praktikken

Formålet med de studerendes praktik er uddannelse, ikke arbejde. Den studerende skal ikke pålægges vagter, og planlægningen skal afspejle, at hver dag er en studiedag.

Sygeplejersken 1998 nr. 46, s. 21

Af:

Dorthe Rix Jessen, sygeplejestuderende,

Pernille Sørensen, sygeplejestuderende,

Pia Sørensen, sygeplejestuderende

Den studerende er ikke i et ansættelsesforhold og indgår derfor ikke i normeringen! Arbejdsgiveren kan altså ikke forvente, at den studerende udgør en arbejdskraftværdi. Formålet med den studerendes praktik er uddannelse, ikke arbejde. Praktikken skal derfor fordre studieværdi, ikke arbejdskraftværdi.

Dette betyder også, at den studerende ikke kan pålægges vagter og overarbejde. Den studerende planlægger selv sin studieplan, eventuelt i samarbejde med vejlederen, ud fra princippet, at hver dag er en studiedag.

Den individuelle studieplan sikrer relevant beskæftigelse i forhold til den studerendes mål med praktikken samt et højt fagligt udbytte og personlig udvikling. Studieplanen er fleksibel og tilgodeser den studerendes individuelle og aktuelle læringsbehov.

Praktikperioder afvikles på praktiksteder, der er godkendt ud fra ensartede retningslinjer og tages op til vurdering en gang årligt.

Praktikstedet formår selv at sige fra over for studerende, hvis studievilkårene på stedet ikke er optimale.

Den sygeplejerstuderendes studieforhold afhænger af kvaliteten af den vejledning, der bliver givet.

Vejledning afgørende

Praktikvejlederen, der er sygeplejerske, har været på praktikvejlederkursus og har overvejende dagvagter. Han eller hun kender studieplanen, krav og mål for praktikperioden og holder sig ajour med uddannelsen og sygeplejefaget. Det er derfor blandt andet vigtigt med et godt samarbejde til sygeplejeskolen. Praktikvejlederen fungerer som rollemodel og er åben, tålmodig, viser respekt og ser på den studerende som et individuelt menneske. Hun har lyst til at være vejleder og viser engagement. Vejlederen er ansvarlig for, at der afsættes tid til faglig og objektiv vejledning og evalueringer efter den studerendes behov. Derfor skal vejlederene kunne evaluere både skriftligt og mundtligt. Praktikstedet er ansvarligt for at have rammerne, tiden og ressourcerne til at uddanne studerende på en måde, så kvaliteten sikres.

Der er for hver praktikperiode udarbejdet overordnede mål af skolen. Disse mål står i relation til praktikperiodens længde. Der skal være en sammenhæng mellem de overordnede mål og de muligheder, praktikstedet har beskrevet, at de kan tilbyde den studerende. Den studerende udarbejder i samarbejde med sin vejleder delmål for praktikperioden.

Det er den studerendes ansvar at redegøre for og dokumentere, hvordan målene for praktikken nås.

Vælger selv

Den studerende vælger sin studiemetode ud fra egne behov og læringsmåder samt praktikstedets muligheder. Det kan for eksempel være rammeplan, læringskontrakter, dagbog, praksisbeskrivelser, studiekardex, undervisning og refleksion.

En praktikperiode med overordnede mål har en minimumslængde af tre måneder. Der kan indgå et mindre antal punktpraktikker, hvor formålet for eksempel er observation og dataindsamling.

Dette er de studerendes definition af optimale studievilkår i praktikken. Synspunktet er udarbejdet i bestyrelsen for de Sygeplejestuderendes Landssammenslutning , BISL, på baggrund af meninger og holdninger, der kom frem i debatten på BISL's landsmøde den 2.-3. juni 1998. Vi håber, at synspunktet kan være inspirationskilde til fremtidig tilrettelæggelse af sygeplejerskeuddannelsens praktikperioder og skabe grobund for frugtbare diskussioner omkring studievilkårene på det enkelte praktiksted.

Bestyrelsen i de Sygeplejerstuderendes Landssammenslutning er i skrivende stund i færd med at udarbejde en pjece om studievilkårene i praktikken.

De tre forfattere er medlemmer af BISL's bestyrelse 1998-99.