Faglig kommentar: Hvad er forskellen mellem discovery og en stikpille?

Hvad vej vendte rumfærgen Discovery, da John Glenn blev skudt ud i rummet på sin anden rumrejse? Vendte den spidse ende eller den flade ende opad? Hvad vej skal et suppositorium vende, når det føres op i endetarmen?

Logik for perlehøns. Et suppositorium skal naturligvis indføres på samme måde som en raket, det vil sige med den tilspidsede del forrest. Det har sygeplejersker altid lært, og sådan har de altid gjort. Det kan begrundes med, at suppositoriets spidse del, apex, let og smertefrit kan smutte igennem sfinkter. Den flade, butte ende, basis, kan ved pres på anus udløse lukkerefleksen, så suppositoriet må forcere modstand fra ringmusklen, og det kan genere, hvis anus er øm, eller der er fissurer eller hæmorroider.

Når suppositoriet er skubbet op forbi inderste ringmuskel med den behandskede langemand, venter man et øjeblik, indtil suppositoriet begynder at smelte ved kropsvarmen, hvorefter fingeren kan trækkes ud, samtidig med at man beder patienten holde sig i ro i fem minutter uden at give efter for en eventuel afføringstrang.

Ingen tvivl om den sag. Indtil en social- og sundhedsassistent en dag kom og ville indføre en stikpille med den butte ende forrest. Det havde hun nu lært, og så henviste hun til sin lærebog ''Lægemiddellære'' fra Munksgaard 1996. Ganske rigtigt. Her har forfatteren Inge Olsen skrevet, at den flade ende af suppositoriet skal indføres først for ikke at udløse defækationsrefleksen.

Der må være noget rablende galt, tænkte en sygeplejerske i Silkeborg. Der må være tale om en misforståelse, og så konsulterede hun sine bøger, lægemiddelkatalog, kolleger og farmaceuter. I de sygeplejestuderendes ''Lægemiddellære og akutte forgiftninger'' står der ikke noget om, hvad vej torpedoen skal skydes ind.

I Lægemiddelkataloget står der minsandten, at den flade ende skal ind først, vagt begrundet med, ''at undersøgelser har vist...'' Kolleger og farmaceuter kunne ikke forestille sig andet, end at der måtte være tale om en trykfejl eller misforståelse, for det stred jo mod al logik. Så fik jeg aben. Vi måtte til bunds i sagen.

Diverse amerikanske lærebøger har udførlige instruktioner i kunsten at indføre suppositorier, men ikke noget om, hvad vej kalorius skal vende. Nordiske lærebøger beskæftiger sig slet ikke med slige sager.

Ulla, min konsultationssygeplejerske, var ikke i tvivl: ''Spidsen opad, hvad ellers?'' ''Du har vel ikke en æske i nærheden med en indlægsseddel?'' spurgte jeg. Ulla dykkede ned i vagtlægens taske og fandt en æske suppositorier med en indlægsseddel. Med spag stemme læste Ulla højt: ''Suppositorier indføres i endetarmen med den flade ende forrest.'' Så var det bare at ringe til SmithKline Beecham og bede om referencer, der indløb per fax efter få minutter.

Mere æstetisk

I Månedsskrift for praktisk Lægegerning nummer 3, 1992 refereres til en undersøgelse i Lancet 1991, hvor 60 voksne og 40 børn selv havde prøvet at sætte diverse stikpiller op efter begge metoder, det vil sige med henholdsvis apex forrest og basis forrest. Vi nøjes her med referatet fra månedsskriftet.

Sandelig om ikke indføringen havde været betydeligt lettere og æstetisk mere tiltalende for forsøgspersonerne, når basis var blevet indført først. Når basis blev indført først, havde kun to procent af forsøgspersonerne brug for at stikke fingeren op i analkanalen for at skubbe stikpillen højere op. Når apex blev indført først, måtte 80 procent have fingeren til hjælp. I tre tilfælde smuttede stikpillen ud. I alle tre tilfælde havde den været indført med apex først.

Forklaringen er, at hvis suppositoriet ikke indføres højt nok med en finger, vil det typisk blive anbragt lige inden for yderste ringmuskel og ud for indre ringmuskel. Når musklerne trækker sig sammen enten reflektorisk, eller fordi patienten får besked på det, vil trykket på den tilspidsede og bredeste del af stikpillen medføre, at den klemmes videre i retning mod basis, som desuden er smallere. Det vil sige, at hvis spidsen vender proksimalt, vil suppositoriet smutte ud af anus, mens det vil glide højere op i tarmen, hvis spidsen vender distalt.

Da sygeplejersker er grundige og derfor med det samme skubber suppositoriet helt op på plads bag begge ringmuskler, hvor medicinen skal absorberes, glider suppositoriet ikke ud igen.

Når patienter selv skal indføre et suppositorium, eller hvis forældre skal indføre det på et sygt og uroligt barn, vil de som regel gerne slippe for at stikke fingeren ind gennem anus. For dem betyder det altså en lettelse, hvis suppositoriet smutter på plads af sig selv. Det er begrundelsen for, at indlægssedler på suppositorier anbefaler, at man indfører suppositoriet med den flade ende forrest. Det anbefales desuden, at man gnider lidt på den flade ende, så de ujævne kanter smelter væk.

Når der i lærebogen til social- og sundhedsassistenter står, at suppositoriet skal indføres med den flade ende først for at undgå, at defækationsrefleksen udløses, er begrundelsen ikke rigtig. Metoden kan derimod begrundes med, at man slipper for at stikke fingeren højt op i tarmen.

Sygeplejerskernes gode, gamle, afprøvede metode er altså stadig fuldt forsvarlig. Men hvorfor i alverden skulle vi dog ikke lade de to analsfinktere gøre den sidste del af arbejdet, så patienten slipper for at få stukket en finger langt op i sit mest private indre? Hvis patienten har fissurer eller hæmorroider, er en afglattet flad ende på et suppositorium sikkert også mere skånsom end en finger, der føres de nødvendige fem-ti centimeter op i endetarmen.