Den svære samtale

Det er vigtigt at høre, hvad patienten ved om sin sygdom og få hende til at sætte ord på sine følelser. Foto: Kissen Møller Hansen.

For tre-fire år siden var parenkymkirurgisk afdeling på Silkeborg Centralsygehus en afdeling præget af uro, stress, dårligt samarbejde mellem læger og sygeplejersker, skiftende ledelse og dårligt arbejdsmiljø både fysisk og psykisk. Arbejdsmiljøet havde det så skidt, at Arbejdstilsynet var på besøg med påbud til det fysiske arbejdsmiljø og vejledninger til det psykiske.

Som et led i at rette op på problemerne blev alle læger og sygeplejersker bedt om – anonymt – at skrive ned, hvad der efter deres mening var galt på afdelingen.

Mange af de ansatte pegede blandt andet på, at samtalerne med kræftsyge og døende patienter, hvor diagnosen skal formidles til patienten, var et problem. Personalet følte ikke, at der var tid til og mulighed for at informere patienterne om deres diagnose på en ordentlig måde. Det gjorde patienterne utrygge og personalet stresset.

Det konkrete problem tog den administrerende overlæge Ole Skat Nielsen fat på. Han samlede undervisningsmateriale om kommunikation med alvorligt syge og døende patienter sammen i et kompendium og arrangerede undervisning af sygeplejersker og læger i at føre disse samtaler.

På afdelingen arbejdes der nu målrettet med, at de ansatte skal være kompetente til at kommunikere med de alvorligt syge patienter. Hvert halve år tilbydes undervisning til nyansatte og andre på afdelingen, der trænger til at få pudset samtaleteknikkerne af.

Samtalerne er sat i system, så patienten bliver bedt om at komme til samtale hos en læge og en sygeplejerske på et bestemt tidspunkt sammen med en pårørende.

For når samtalerne fungerer, er der potentiale for at skabe stor tryghed for patienten. Patienterne får informationerne på den bedste måde og bliver trygge. En tillidsfuld kontakt giver ganske enkelt et bedre forløb.

Afdelingen har mange akutte patienter, bl.a. fordi der er plads til nogle såkaldte 'åbne indlæggelser'. Det vil sige, at der altid er plads til de kræftpatienter, der

Side 15

akut får brug for en indlæggelse, men som ellers kan klare sig i eget hjem.

Hver eneste dag – og ofte flere gange dagligt – skal afdelingens læger og sygeplejersker tale med alvorligt syge patienter og informere dem om sygdommens udvikling. Samtaler, der er meget stressende og svære at klare for patienten. Og samtaler, som også kan være svære for sygeplejersken og lægen, der skal overbringe de dårlige informationer og overvære de til tider meget stærke reaktioner som angst og vrede.

Nødvendig distance

Det er slemt for alle patienter at få stillet en alvorlig diagnose, uanset om man er 35 år eller 75. For personalet kan det især være svært, hvis patienten er en yngre mand eller kvinde med børn.

''De første gange jeg var med til sådan nogle samtaler, var det overhovedet ikke let, med efterhånden har jeg fået en professionel distance. Derfor kan det nu stadig være hårdt. Når patienten græder, smitter det, og man skal lige fatte sig,'' siger sygeplejerske Lisbeth Bjerregaard.

Hun og afdelingssygeplejerske Ida Høgh er enige om, at det er vigtigt at bevare en professionel distance.

''Patienten har en forventning om, at vi skal være professionelle. Vi skal kunne distancere os uden at virke kolde. Det må ikke komme til at fylde os, for vi skal også kunne klare den næste patient,'' forklarer Ida Høgh. Det er sjældent til at vide, hvordan patienten vil reagere på den stillede diagnose. Nogle virker afklarede, med bryder sammen, andre virker skrøbelige, men er rolige, når ordene falder.

''Patienten reagerer meget forskelligt, når lægen fortæller om diagnosen. Nogle græder, andre bliver vrede. Mange bliver motorisk urolige, de bliver angste og går rastløse rundt som løver i et bur. Når de har det sådan, er de overhovedet ikke lydhøre, så må vi vente, måske holde en pause, inden lægen informerer videre. Der kan man godt føle sig meget magtesløs, for man kan intet stille op – ud over at berolige, trøste og vente på, at patienten falder til ro,'' fortæller Lisbeth Bjerregaard.

Det rigtige niveau

For at samtalen bliver vellykket, er det vigtigt, at lægen og sygeplejersken først finder ud af, hvor meget patienten ved om sin sygdom.

''Det er meget vigtigt at få patienten til selv at sætte ord på, hvad vedkommende fejler. Så informerer vi ud fra det rigtige niveau. Det nytter ikke, at vi bare informerer løs, hvis patienten hverken forstår eller hører efter,'' siger Ida Høgh.

I det udarbejdede materiale er et af budene på at få en god samtale i gang, at personalet ikke fortæller mere, end patienten vil høre. I visse tilfælde kan det tage håbet fra patienten.

Ordvalget er også vigtigt. Hvis lægen eller sygeplejersken bruger ordet kræft, er det ofte det eneste, patienten kan huske bagefter. Så er det bedre at lade patienten selv bruge det ord.

''Når lægen har informeret patienten om situationen, bliver sygeplejersken tilbage med patienten og den pårørende og samler op på det, lægen har sagt. Det er vigtigt, at patienten sætter ord på sine tanker og følelser. Det gør ikke noget, at patienten græder. Det er en naturlig reaktion. Jeg forsøger at få dem til at sætte ord på deres følelser, stiller direkte spørgsmål eller siger til dem, at jeg synes, de ser kede ud af det. Jeg vil hellere have, at de reagerer og måske bryder sammen her end nede i forhallen, hvor de står og vil ringe til en pårørende,'' fortæller Lisbeth Bjerregaard.

Ikke en opskriftsbog

Det udarbejdede materiale indeholder ikke en opskrift på, hvad personalet helt konkret skal sige og gøre, men består snarere af en række læresætninger.

En del af dem er hentet fra en canadisk onkolog Robert Buckman (1). ''Tidlig indgriben kan mindske senere problemer,'' hedder det med en tilføjelse:

''Hvis patientens og den pårørendes problemer takles godt fra starten, vil der opstå færre og lettere tilgængelige problemer sidst i forløbet.''

Side 16

I et andet afsnit slås det fast, at yngre læger og sygeplejersker bliver mere stressede over samtalerne end ældre med flere erfaringer.

Personalet opfordres på samme side i kompendiet til at søge støtte hos hinanden, og det opfordrer Ida Høgh også de nyansatte til at gøre:

''Jeg siger til alle ansatte – både sygeplejersker og studerende – at de skal tale med hinanden eller med mig, for jeg vil ikke have, at nogen går hjem og er kede af det. Når vi har haft nogle meget svære forløb, hvor det er yngre mennesker, der dør, så snakker vi, der har været tæt på patienten, forløbet igennem,'' fortæller Ida Høgh.

Kan lære mere

Ideen med at sætte fokus på samtalerne handler om at gøre dem bedre, så både patienter og ansatte får det godt på afdelingen. Og selv om samtalerne kan være hårde, er det bestemt ikke kun negativt at arbejde med alvorligt syge.

''Man bliver også stærk af at arbejde med meget syge og døende mennesker. Både fagligt og menneskeligt. Vi ved meget fagligt, som vi kan fortælle patienterne, og vi vil gerne være gode til at pleje terminalpatienterne,'' fortæller Ida Høgh.

''Jeg oplever en stor tilfredshed med mit arbejde og synes, at kvaliteten af den sygepleje, jeg udøver, stiger. Jeg er blevet bedre til at stille patienten nogle mere direkte spørgsmål, men jeg er slet ikke færdig med at lære, hvordan jeg bliver bedre til samtalerne. Det bliver jeg nok aldrig,'' siger Lisbeth Bjerregaard.

Litteratur

1. Buckman, Robert og Doyle, Hanks: The Oxford Textbook of Palliative Medicine.

Nøgleord: Kommunikation, patientsamtale.