Faglig kommentar: Maskulin myndighed

Fru Tut havde smidt bleen og kunne gå uden støtte, inden første verdenskrig brød ud. Hun blev gift og passede husholdning og børn, som de fleste kvinder fra de årgange. Husholdningen indskrænkede sig, efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, og efter mange år med kun sin mand at tage sig af i det daglige, blev fru Tut alene.

De første år gik det såmænd udmærket. Fru Tut beholdt sin store lejlighed, og hun sørgede for at holde sig i gang med selskabelighed og udenlandsrejser, for hun stortrivedes i sociale sammenhænge. Ryggen drillede. I perioder smertede den, og fru Tut holdt sengen. Fru Tut brugte sengeleje som behandling af al sygdom. Det gjaldt om at holde sig i ro. Det var der engang en læge, der havde sagt, og så hjalp det ikke at foreslå noget andet.

Fru Tut havde også hjemmehjælp, en time hver fjortende dag til støvsugning og større indkøb. Det var hun som så mange andre overordentlig utilfreds med. Så kom de ikke. Så kom der en forkert. Så glemte de at ringe afbud. Så kunne de ikke nå noget på så kort tid.

Fru Tut blev svagere. Tabte lysten til mad og drikke. Tabte i vægt og afskyede enhver form for motion, så det gik hurtigt ned ad bakke, og indimellem glemte fru Tut også at drikke. Hun fik hjemmehjælp noget tiere, den samme næsten hver gang, og hende var fru Tut meget glad for. Når der skulle komme afløser, ringede fru Tut jævnligt afbud, for hun orkede ikke at sætte nye ind i husholdningen. Når hun følte sig dårlig, ringede hun også afbud. For fru Tut var hjemmehjælpen hushjælp, og ingen fik lov at røre hende, selv om det begyndte at knibe mere og mere med at klare det personlige. Hun holdt op med at gå i bad, fordi hun var faldet adskillige gange og ikke kunne komme op ved egen hjælp.

Fru Tuts kloge døtre kunne ikke komme igennem med fornuft. Alle forslag om en mindre lejlighed, lidt nærmere til hjælpen, ordentlig mad og optræning, snakkede fru Tut uden om. Hvis der var nogen, der gik ind for at blive længst muligt i eget hjem, så var det fru Tut. Men ringere blev hun, og til sidst ville hun slet ikke ud af sengen, og miseriepræget bredte sig, uden at fru Tut ville indrømme, at hun ikke magtede nogetsomhelst. Fru Tut havde aldrig brudt sig om at vise elendigheder frem for omverdenen.

Så blev hjælpen intensiveret. Der kom fast sygeplejerske, og han kom, selv om fru Tut meldte afbud. Fru Tut kunne godt lide at få besøg af den høflige og interesserede unge mand, men han skulle holde sig ovre på stolen og nøjes med at konversere, selv om fru Tut havde fået at vide, at man godt kunne være rigtig sygeplejerske, selv om man var af hankøn.

Han tog det helt pænt

''Vi snakker sammen om alt,'' berettede fru Tut om sit ugentlige besøg af hjemmesygeplejersken. ''Han er måske ikke helt ung og har også lidt ansats til mave, men han er meget sympatisk.'' Den sympatiske sygeplejerske udfoldede alle kommunale tilbud for fru Tut, tilbød hjælp til både det ene og det andet og prøvede at få fru Tut til at se realiteterne i øjnene. Men intet havde interesse. Fru Tut havde absolut ingen problemer med at klare sig selv. Kun når hun var alene. Så ringede hun rundt til døtrene og var ulykkelig og havde hverken fået vådt eller tørt, hvilket nok hang sammen med, at hun ikke lukkede op, når den sædvanlige hjemmehjælper havde fri. Hjemmehjælperen, som fru Tut var så glad for, var dybt frustreret. Hun kunne ikke får penge til rengøringsmidler, og på indkøbssedlen stod der efterhånden kun æg og kylling, og fru Tut lignede efterhånden selv et kyllingeskrog.

Så slog den sympatiske hjemmesygeplejerske om. Ikke flere tilbud. Ingen forgæves forsøg på at motivere eller tale sund fornuft. ''Nu går den ikke længere,'' sagde han . ''Fra i morgen vil der tre gange om dagen komme en person og lave mad og servere. Hver dag, også lørdag og søndag, kommer de, og de har nøgle med, og de kan ikke aflyses. Og jeg kommer i morgen, og så går vi i bad.''

Fru Tut glemte at protestere. Hun fandt sig også i at komme i bad, og det var helt rart, bortset fra, at sygeplejersken havde sagt ''Herregud, hvor er du tynd,'' da de stod i badet. ''Det er jo ikke den slags, man ønsker at høre fra en mand, der ser en afklædt,'' fortalte fru Tut bagefter. Men han havde såmænd taget det helt pænt, det der med at bade en dame, fortalte fru Tut sine døtre.

Der skete lidt flere ændringer. Hjemmehjælperen skulle i gang med noget andet, og der skulle nye ind i billedet. En nydelig, mørkhåret og beleven ung mand med et godt humør. Og når den mørke holder fri, kommer der en lys, ung mand, der også er forfærdelig sød.

Fru Tut ligger stadig i sengen det meste af døgnet, og hun kommer næppe til at træde badevægten i bund igen. Men hun er blevet lidt gladere, og der er lidt længere mellem de triste stunder. Hun spiser, hvad hun får serveret, brokker sig lidt over renderiet, men føler sig egentlig ganske godt tilpas ved al opmærksomheden. Der er heller aldrig mere vrøvl, når der mangler noget til husholdningen. Den mørke siger bare til, hvad han skal bruge, og så ryster fru Tut op med pengene, selv om det er noget dyrt at have alle de mennesker rendende.

Når fru Tuts opvartende kavalerer har fri, er afløserne som regel af hunkøn. ''De kan da også være vældig søde og dygtige,'' siger fru Tut. ''Men det er ligesom noget andet med mænd. Det er ligesom om, de er lidt dygtigere!''

I fru Tuts bevidsthed er køn og myndighed tæt forbundet, og det er lettere for hende at bøje sig for maskulin autoritet. Og selv om man er født før første verdenskrig, kan man godt have bevaret sansen for maskulin charme og viljen til at stramme sig op i mandligt selskab.

Så kom ikke her og sig, at kønnet ikke spiller en rolle i sygeplejen.