Synspunkt: Navneskiltet er kommunikation

Forsiden på 'Sygeplejersken' nr. 3/98 blev genstand for en kritisk drøftelse, da Det Sygeplejeetiske Råd (DSER) holdt møde den 26. januar. Temaet i det pågældende nummer af 'Sygeplejersken' handlede om udlicitering inden for ældreområdet, og forsidebilledet relaterede til disse artikler.

Billedet viste et personalemedlem, der hjalp en klient/patient i tøjet. Drøftelsen fandt ikke sted på grund af, at billedet ikke afslørede, hvilken personalekategori der er tale om, men fordi der af den pågældendes navneskilt alene fremgår et fornavn.

Det er igennem årtier blevet almindeligt at anvende du-formen ved tiltale. Lige så almindeligt er det blevet at præsentere sig alene ved fornavn – uanset hvem man taler med og i hvilken situation. Det seneste skud på stammen er, at navneskiltet på kitlen eller blusen udelukkende oplyser fornavnet på personalet.

Udgangspunktet er sikkert for mange, at tiltaleform og anvendelse af fornavn – både ens eget og sågar også klientens/patientens – skal signalere en form for ligeværd. Tænker man imidlertid nærmere efter, kan anvendelsen af 'du' og den pågældendes fornavn meget nemt blive opfattet som en påtrængende intimitet, en indforstået familiær tone, som patienten/klienten måske slet ikke ønsker. På samme måde kan det virke uhensigtsmæssigt udelukkende at præsentere sig ved fornavn, som om man gerne vil være identitetsløs.

Danmark er – sin lidenhed til trods – et land med store kulturelle forskelle, hvor der i de forskellige egne er vidt forskellige normer. Den distance og høflighed, som man i nogle egne foretrækker og understreger ved at anvende 'De', kan i andre dele af landet virke direkte fornærmende. Omvendt vil de mennesker, der foretrækker 'De' og efternavn, ofte opfatte det unødigt påtrængende og måske ligefrem fornærmende at blive påtvunget tiltaleformen 'du', som ikke er deres.

Sygeplejersker er bærere af den kultur, de lever og virker i, både sundhedsvæsenets kultur og samfundets kultur som helhed, og de er derfor også påvirkede af de tendenser, som er i tiden. Men uanset hvilken kultur, der er den fremherskende – i lokalområdet og på arbejdspladsen, skal sygeplejersken i mødet med patienter og klienter udvise omhu og ansvarsfuldhed samt respekt for personens egenværdi.

Magtesløshed

Omsorg og sygepleje har som forudsætning, at patienten har tillid til, at sygeplejersken vil forvalte hans eller hendes situation på bedste måde og med respekt for hans eller hendes integritet. Ikke alle patienter har imidlertid tillid til det system, sundhedsvæsenet udgør, og i mødet med patienten repræsenterer sygeplejersken systemet. Vælger sygeplejersken i disse situationer at gøre sig identitetsløs ved kun at oplyse sit fornavn, forstærker hun nemt systemets uangribelighed og patientens magtesløshed.

Der er utallige eksempler på, hvordan magtesløsheden kommer til udtryk. Et eksempel kan nævnes:

En patient har været til indlæggelsessamtale med henblik på indlæggelse nogle dage senere. Sygeplejersken har sagt, at patienten er velkommen til at ringe, hvis der er tvivlsspørgsmål eller, hvis hans tilstand ændrer sig. Men sygeplejersken har udelukkende præsenteret sig ved fornavn, hvilket efterfølgende stiller patienten i en dårlig situation. Patienten er i telefonen ikke i stand til at referere til den person, han talte med ved indlæggelsessamtalen. Samme uheldige situation kunne opstå i forbindelse med en klagesag, hvor det vil være vanskeligt for en patient at komme igennem med en klage over fx 'Lise'.

Gennem årene har Det Sygeplejeetiske Råd modtager flere henvendelser fra sygeplejersker, der har oplevet et dilemma i spørgsmålet om, hvorvidt personalet på navneskiltet skal angive både for- og efternavn. I nogle situationer har rådet vurderet, at der nok mere har været tale om 'etikette' end etik. Vi finder det derfor vigtigt, at man på arbejdspladsen gennemdrøfter, hvad det er, man ønsker at signalere gennem navneskiltet, før man vælger det ene frem for det andet.

Et af nøgleordene i denne drøftelse bør – efter vores mening – være magtesløsheden, man påfører patienten eller klienten, såfremt personalet beslutter, at der udelukkende skal være fornavn på navneskiltet.

Et vigtigt led i ethvert pleje- og behandlingsforløb er kommunikationen med patienten. Derfor er det væsentligt, at man allerede fra begyndelsen af forløbet får skabt det rigtige udgangspunkt for dialogen mellem patient og sygeplejerske. Det understøtter desuden tilliden.

I Det Sygeplejeetiske Råd håber vi, at de synspunkter, vi her har givet udtryk for, vil være med til at skabe debat blandt sygeplejersker om udformningen af navneskilte og den måde, hvorpå vi kommunikerer med patienterne.