Faglig kommentar: En odyssé

Hr. Tut havde måttet tage smertestillende tabletter et par gange. Det gjorde ondt i skulderen. Det er nok et lille hold i nakken, tænkte han. Det går nok over, når jeg holder ferie. Det gjorde det ikke, så hr. Tut måtte ind på et apotek i et fremmed land for at få en ny forsyning smertestillende medicin. Smerterne forsvandt bare ikke. De var der dag og nat og blev værre. Armen begyndte at sove, og smerterne trak ud i armen. Hjemme igen genoptog hr. Tut sit arbejde, og det gik såmænd også udmærket. Det var især i hvile og om natten, det var værst.

Hr. Tut indtog efterhånden en karakteristisk attitude, idet han altid sad og holdt sig på skulderen med den anden hånd. ''Det føles, som om armen er ved at falde af.'' Først svandt humøret på grund af de konstante smerter, så begyndte hr. Tut at blive alvorligt bekymret. Det kunne jo være hvad som helst.

Hr. Tut gik til sin egen læge og luftede alle sine bekymringer. Nu havde det snart varet en måned. Lægen undersøgte på kryds og tværs. Jo, der var noget abnormt ved ledbevægeligheden, så hr. Tut blev sendt til røntgenundersøgelse, hvor skulderen blev fotograferet under forskellige former for belastning. Hr. Tuts læge ville godt have en specialist til at se på skulderen, og så blev der skrevet en henvisning til sygehuset. Alt det tog mindre end en uge.

Afvisning

En uges tid efter kom der brev fra sygehuset, at hr. Tut kunne møde i ambulatoriet om to måneder. ''Det klarer jeg aldrig,'' sagde hr. Tut, som var selvstændig. Hr. Tut ringede til en venlig sekretær og forklarede omstændighederne. Det lykkedes at forhandle sig frem til en halvering af ventetiden. Hr. Tut mødte op på ambulatoriet fuld af forventning til, at han nu ville blive undersøgt og behandlet af den højeste ekspertise.

''Lægen gad dårligt se på mig. Hun så lidt på røntgenbillederne og sagde, at der ikke rigtig var noget at gøre ved det. Måske gik det over af sig selv om et år eller to,'' fortalte hr. Tut. Da han fortalte, hvor meget det betød for hans arbejdsevne, at han kunne bruge sin krop, havde lægen svaret: ''Det gælder vel for os allesammen.'' Hr. Tut insisterede trods afvisningen, og lægen foreslog så omsider, at hr. Tut kunne få tid hos en ultralydsspecialist. Der var nok en måneds ventetid eller to.

Efter denne opløftende konsultation henvendte hr. Tut sig til en sygeplejerske, som han forklarede sine problemer endnu en gang. Sygeplejersken lyttede og handlede kvikt, og hr. Tut fik med det samme tid hos specialisten få dage efter.

Jeg vil se dig igen

Så skete der noget. Specialisten undersøgte og scannede og forklarede og viste, og pludselig jublede han, at nu kunne han se, hvad det var. Der var lidt slidgigt, men ikke mere end så mange andre i samme alder har, og det var ikke det, der gjorde ondt. Det var noget med nogle overbelastede sener, og så gik han ellers i gang med med at finde kanyler og steroider frem, så hr. Tut kunne blive behandlet med det samme.

''Jeg vil se dig igen i mit ambulatorium om to måneder,'' sagde den engagerede læge, som havde klaret undersøgelse og behandling uden assistance.

''Måske skal du have en indsprøjtning til.'' Dagen efter lå der også brev til hr. Tut om mødetid hos samme læge.

Paræstesierne forsvandt, og smerterne lettede noget, men ikke helt. Hr. Tut så frem til at møde sin redningsmand, så skulderen kunne blive helt i orden. Hr. Tut mødte som aftalt og i god tid, og da han havde ventet i en times tid, fik han at vide, at redningsmanden havde ferie, og at han skulle ind i et andet ambulatorium hos en anden. Det var en helt ny læge, som hurtigt kunne konstatere, at det var slidgigt, og at man ikke kunne gøre noget ved det. Hr. Tut havde flere spørgsmål, som lægen dårligt nok gad svare på. Han gjorde nærmest grin med dem. Hr. Tut fik at vide, at han jo altid kunne gå til sin egen læge og få noget fysioterapi.

Hr. Tut fik tid hos sin egen læge et par dage efter, og samtlige muskler omkring skulderen blev undersøgt grundigere end nogen sinde før: ''Du skal ikke have fysioterapi. Der står også højt og tydeligt, at røntgenbillederne viser, at skulderen har været gået halvt af led. Det er gået ud over senerne. Der må ligge et traume bag.''

Brikkerne på plads

Hr. Tut ledte i sin hukommelse, og så kom han i tanke om den gang for et halvt år siden, hvor han havde haft en meget vanskelig opgave med belastning af armen i en yderposition. Han viste lægen, hvordan skulderen havde været drejet under belastning, og så faldt alle brikkerne på plads. ''Det vil hele, men det tager sin tid. Nu giver jeg dig nogle lindrende injektioner, og så skulle det gerne være betydeligt bedre i morgen. Jeg vil høre fra dig om to dage, om jeg skal give dig mere af samme slags.''

Allerede næste morgen kunne hr. Tut konstatere, at smerterne var aftaget betydeligt. Da var der gået mere end fire måneder siden første lægebesøg. Et besøg på røntgenafdelingen. Tre besøg hos tre forskellige specialister, hvoraf de to efterlod hr. Tut med følelsen af, at begge parter havde spildt deres tid, og at lægerne var revnende ligeglade med, om han blev smertefri og fuldt arbejdsduelig igen. Læger der uden nærmere forklaring eller undersøgelser havde underkendt og ændret på hinandens diagnoser. Så hvis der er nogen, der undrer sig over, at der er ventetid på sygehusene, så kunne en af forklaringerne måske findes i hr. Tuts odyssé.

En anden morale kunne være, at man kan indføre alverdens systemer, rationelle arbejdsgange, elektroniske bookingsystemer, og hvad ved jeg. Det eneste, der virkelig tæller, er, om en patient er så heldig at møde en person, der gider at interessere sig for ham. Et spørgsmål om tilfældigheder.