Synspunkt: Vi må smide fløjlshandskerne

Vi har nu som medlemmer af Dansk Sygeplejeråd fået forelagt resultatet af forhandlingerne vedrørende OK99, gennem særnummeret af Sygeplejersken. Efter at have gennemtygget bladet et par gange, har jeg fået lyst til at bidrage med et par holdninger til resultatet.

Overordnet: Skal vi have treårige overenskomster? (Det kan diskuteres.) Hvis ja, da skal vores bid af KTO-kagen være større.

Der bliver i bladet brugt meget spalteplads på at diskutere, om resultatet truer reallønnen eller ej. Ifølge Jette Søe tyder det på en nuludvikling i forhold til priserne, de mere pessimistiske tror på en forringelse af reallønnen.

Mit spørgsmål er så: Er det overhovedet nok, at reallønnen er af en 'nulløsning'. Er det den måde, hvorpå vi opnår en løn, som respekterer sygeplejerskernes uddannelse, ansvar og kompetence? En anden detalje, som bliver gentaget igen og igen af diverse personer, er, hvorvidt vi har opbakning fra befolkningen plus andre grupper. Det skærer i mit hjerte og får nakkehårene til at rejse sig! Selvfølgelig er det rart at have opbakning til det, man beslutter, men hvis vi ønsker en lønfremgang, så vi kommer på niveau med andre professioner, som vi gerne vil sammenligne os med, skal vi gøre os klart, at dette bliver ikke med stående applaus.

Det kræver en jernvilje, en hård fight og brug af de pressionsmidler, som vi har mulighed for. Det er ikke populært, men vi er nødt til at smide fløjlshandskerne og træde ud af 'de pæne pigers skygge', hvis vi vil gøre os forhåbninger om en proportional løn i forhold til vores værdi! Endvidere er det spørgsmålet, om vi ikke har den opbakning, vi gerne vil have, jeg er da i tvivl om, hvorvidt vi har mistet den?

Tiltro til kolleger

Jette Søe beskriver tre betingelser som skal være til stede, for at et nej til OK99 kan føre til noget bedre. Efter at have nævnt de tre betingelser, konkluderer Jette Søe, at de ikke vil være opfyldt, hvis man stemmer nej til OK99. Det er ret flot konkluderet, Jette, men hvor er tiltroen til dine kollegers formåen? I sidste uge deltog jeg i et tillidsrepræsentantmøde i amtskredsen. Vi diskuterede, om de tre feriefridage er et gode eller modsat (arbejdsgiverne havde givet udtryk for, at de gerne ville forhandle om disse). Ude blandt os 'kulier' på gulvet høres oftest holdningen: ''Får vi ingen personalekompensation, så skal vi løbe stærkere. Det ønsker vi ikke.''

På tillidsrepræsentantmødet blev der modargumenteret med: ''Vi må klargøre over for arbejdsgiverne, at vi skal have de feriefridage, og vi vil ikke løbe stærkere af den grund.'' Det sidste lyder godt, men er nok for idealistisk, og jeg tvivler på det realistiske i forslaget. Personligt mener jeg, at vi bør sælge de tre feriefridage, og i stedet kræve en betydelig forhøjelse af ulempetillæggene. Hvorfor så det?

• Vi skal fortsat arbejde kraftigt for at øge tilgangen til sygeplejestudiet. De studerende ved, at det medfører skæve arbejdstider, men de skal kunne se, at det bliver belønnet.
• De nye lønformer er endnu ikke slået igennem. (Spørgsmålet er, om de slår igennem). Det medfører, at temmelig mange sygeplejersker kun har deres grundløn plus ulempetillæg.

Når vi nu er ved de nye lønformer: Jeg mener i lighed med flere skribenter i særnummeret, at de nye lønformer skal til eksamen i den kommende overenskomstperiode. Den skal nu bevise sit værd. Personligt mener jeg, at seks år mellem hvert løntrin for basissygeplejersker er alt for lang tid. Hvorfor ikke hvert fjerde år ligesom hos primærsygeplejerskerne? Ikke mindst når vi skal tænke på, hvordan vi til stadighed kan få unge mennesker til at vælge sygeplejestudiet.

Henrik Nielsen er ansat på Korsør Sygehus.