Da fru Jensen skulle have vasket hår

Fru Jensen er meget gammel og har svær demens af alzheimertype. Synet er dårligt, og hun er meget tunghør. Selv med begge høreapparater korrekt indstillet, er det svært at føre en samtale, da den ringe hørelse er kompliceret af nogen impressiv og ekspressiv afasi. Fru Jensen har en levende mimik og taler med en meget høj og skinger stemme. Er lille og tynd, noget afkræftet, går usikkert og har brug for personstøtte. Hun kan selv spise serveret mad, hun er kontinent, men har i øvrigt brug for total pleje.

Det daglige morgentoilette foregår blandt andet ved, at fru Jensen beholder undertrøjen på, mens vi med hendes deltagelse vasker kroppen og tørrer den. Hun er meget kuldskær og vil derudover ikke af med sit tøj, men når vi står med den rene undertrøje og vil bytte med den, hun har på, accepterer hun det.

Efter et par ugers indlæggelse tilbyder jeg hende et brusebad og rent tøj. Jeg kan forstå på hendes ord, at hun har forstået, hvad jeg taler om, og at hun gerne vil. Det bliver understreget af hendes glade interesserede mimik.

Vi hjælpes ad med at finde en ren kjole og følges sammen til badeværelset, som hun også kender fra toiletbesøg. Men derude spørger jeg igen både med ord og tegn, det vil sige, jeg peger på bruseren og gør vaskebevægelser i hendes hår. Hun ser glad på mig, siger ''Ja'' og går selv mod badeskamlen og sætter sig. Hjælper til med at få alt sit tøj af, men for at hun ikke skal føle så meget kulde, lægger jeg hendes undertrøje om skuldrene. Tager høreapparaterne ud og lægger dem et sikkert sted.

Fru Jensen har for hendes alder et usædvanlig kraftigt hår, og da vi endnu engang er enige om, at jeg må vaske det, begynder jeg med vaskeklude at gøre det vådt og vasker derefter med shampo. Fjerner den gamle undertrøje, og vi hjælpes om den øvrige vask. Med håndbruseren lader jeg hende mærke det varme vand på sin arm, og hun accepterer varmeindstillingen, og jeg begynder at bruse hende.

Siger fra

Det går rigtig fint, lige til jeg kommer op på overkroppen, så siger hun fra -­ råber med sin skingre stemme, prøver at skubbe strålerne væk med hænderne og siger fra med hele kroppen.

Jeg flytter straks bruseren. Giver hende et håndklæde, trøster, bekræfter, at det var væmmeligt, indtil hun ikke mere udtrykker angst og vrede. Hun er optaget af at tørre sig, og jeg begynder at hjælpe hende med det. Et par steder finder jeg stadig lidt sæberester, fjerner det med en våd klud, tørrer igen. Fru Jensen følger interesseret med i, hvad jeg laver, samarbejder og begynder igen at smile.

Nu sidder hun nyvasket og glad, men stadig med det store hvide hår fuld af shampo. Da jeg begynder at tale om det, siger hun omgående fra, så hun får et håndklæde om håret og sit undertøj på. Står og støtter sig ved håndvasken, da jeg trækker benklæder og strømper op. Vores øjne mødes i spejlet, og med det samme er hun et stort smil. Jeg løsner håndklædet om håret og taler endnu engang om shampoen. Hun flytter et par gange på fødderne, smiler stadig og bøjer sig langsomt over vasken og stikker hovedet helt ned i den. Jeg blev overrasket over, at hun kunne bøje sig ned i den stilling. Vores vandhane var ikke god til at skylle fra, men jeg kunne lige akkurat nå et rent protesebæger, som jeg brugte til øse, og håret blev rent for shampo. Jeg ved ikke, hvem af os der var mest glad. Det er som om, en sådan oplevelse giver en særlig tæt kontakt.

Side 21

Billede

Grethe Hansen er ansat på Psykiatrisk Afdeling på KAS Herlev.

Nøgleord: Demens.