Faglig kommentar: En banal sygdom

Hun var sygeplejerske på en kirurgisk gastroenterologisk afdeling. Hun havde været der i adskillige år og befandt sig godt, havde masser af klinisk erfaring, fulgte med i udviklingen inden for specialet, var teoretisk velfunderet. Hun arbejdede på en travl afdeling, hvor der lå dårlige patienter og tit var akutte indlæggelser. Det var dog kun med til at gøre arbejdet spændende. Hun kunne lide, at der skete noget, og hun kunne både handle hurtigt og effektivt og give sig tid til blot at sidde hos en døende, når det var påkrævet. En sygeplejerske, som patienterne følte sig tryg ved. En sygeplejerske, afdelingen gerne ville holde på.

En aftenvagt havde der været særlig meget at lave. En patient havde fået melæna og måtte flyttes ind på en mindre stue, så lugten ikke generede alt for meget. En ældre mand jamrede sig og klynkede konstant, selv om han fik rigeligt med smertestillende medicin. Der var stillet en skærm op omkring ham, fordi han kastede sengetøjet af sig og lå uroligt. To patienter fik epiduralmorfin, én lå med Sengstaken sonde, flere patienter skulle have hjælp til at skifte stomiposer, og der var tilkaldt pårørende til en døende. Det kunne umiddelbart virke kaotisk, men sygeplejersken havde tjek på sagerne.

En akut indlæggelse

Vagthavende læge meldte en akut patient fra skadestuen. Det var en ung mand på godt 20 år, der skulle forberedes til narkose og akut incision af en absces ved anus.

Sygeplejersken var helt lettet. Der var rigeligt at tage sig til, og så er det jo altid rart, når de akutte patienter er unge og ikke behøver alverdens medicinske tilsyn. Sygeplejer-sken tog venligt imod ham, da han kom op på afdelingen, fulgt af sin kæreste. Hun udleverede hospitalstøj, fortalte, at han skulle gå i seng og hverken måtte spise eller drikke, fordi han skulle i narkose og på operationsgangen inden længe. Hun informerede om, hvad der skulle ske, og fortalte, at han ville få noget beroligende præmedicin, og at en læge ville komme og skrive journal. Den unge mand blev hentet af en portør, kæresten fulgte med ned til operationsgangen, og da han kom op en god times tid efter, var der ikke meget andet at gøre end at observere ham på normal vis. I rapporten kunne hun skrive, at forløbet havde været uden komplikationer. Da hun mødte næste gang efter et par fridage, var den unge mand udskrevet.

Gråd, slanger og blod

Han var en studerende. Sund og rask og glad for livet, der lå åbent foran ham og kæresten. Han havde aldrig været syg. For et par dage siden havde han fået ondt, da han var på toilettet. Dagen efter var det værre. Det begyndte at gøre ondt, når han sad, og en morgen var den helt gal. Han gik skrævende, og som dagen skred frem, gjorde det ondt for hvert skridt. Ud på eftermiddagen følte han sig dårlig, og hans kæreste var sikker på, at han havde feber. De tog på skadestuen, hvor diagnosen analabsces blev stillet, og den unge mand fik at vide, at han skulle indlægges til akut incision. En ubehagelig, men oplagt og enkel sag, som kunne fikses uden de store dikkedarer.

Afdelingen var skræmmende. Nogle patienter lå bag skærme. Der lugtede forfærdeligt. Folk gik rundt i badekåber med poser på maven. Der lød jamren og klagen. Overfor lå en mand med en slange fra næsen, som endte i noget snoretræk. På gangen stod nogle mennesker med røde øjne. En eller anden i hvid kittel kom gående med nogle plastikposer med blod. Der hang flasker og slanger på flere af sengene. En pilskaldet kvinde gik med slæbende fødder op og ned ad gangen.

Så hurtigt skulle den unge mands liv altså have en ende. For få dage siden glad og rask. Nu indlagt til akut operation i denne dødens forgård. Med det klientel, han var omgivet af, kunne han jo nok regne ud, at hele hans tarmsystem var angrebet af cancer.

Mor tager over

Om morgenen blev den unge mands mor ringet op af kæresten. ''Kan du ikke komme herover. Jeg har aldrig set Svend sådan. Han ligger som helt forstenet i sengen og er næsten ikke til at slå et ord af.'' Svends mor kendte heller ikke sin søn fra den kant, så selv om hun ellers ikke kan kaldes en pylremor, tog hun med det samme toget og kørte gennem hele landet for at finde ud af, hvad der var galt. Kæresten havde lydt virkelig bekymret.

Svends mor er tilfældigvis sygeplejerske, så hun fik hurtigt de nødvendige oplysninger på afdelingen, som hun kunne videregive til knægten: ''Svend, du har hverken kræft eller noget som helst andet farligt. Du har haft en ganske almindelig byld i røven, og den er væk nu. Der er ikke noget at være bange for.''

Herefter endte alt i fryd og gammen. Svend livede op, og den pinagtige sygdom, som det er lidt pinligt at snakke om, er for længst glemt. Sygeplejersken har også for længst glemt sin patient. Det er jo de problematiske patientforløb, man gemmer på.

Hvis der er en lære at uddrage af historien om Svends byld, må det være, at ydre forhold som syge medpatienter, teknisk udstyr, lugte, lys, lyde og begivenheder som akut operation og lignende sender signaler, som ganske kan overdøve en nok så fornuftig information. Historien viser også, at en tilsyneladende rolig og fornuftig ung mand kan være ved at dø af skræk, uden at nogen er klar over det, fordi han ikke har for vane at indvi andre i sine følelser og da slet ikke en vildtfremmed sygeplejerske.