SUNDHEDSPERSONALE SKAL AFPRIVATISERE VOLD I HJEMMET
Rittmayer J, Roux G. Relinquishing the Need to 'Fix It': Medical Intervention With Domestic Abuse. Qual Health Res 1999;9(2):166-81.
Artiklen rejser spørgsmål om, hvor langt sundhedspersonale kan og skal gå i forhold til patienter, som er udsat for vold i hjemmet. Skal obstetrikere og gynækologer for eksempel screene for vold, som det anbefales af visse amerikanske organisationer? Forfatterne mener, at sundhedspersonale kan og skal være med til at afprivatisere vold i hjemmet.
Grounded theory-metoden blev anvendt til at studere 13 amerikanske obstetrikere og gynækologers interaktion med voldsramte kvinder i det sydvestlige USA. Undersøgelsen viste, at lægerne ikke havde øjnene åbne for vold i hjemmet, blandt andet fordi de ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig, hvis det var tilfældet. Kvinderne nævnte ikke umiddelbart volden. Lægernes barrierer for at involvere sig kunne være mangel på tid, følelser som vrede, forlegenhed, utilstrækkelighed og skyld samt frustration over for problemets kroniske natur. Den medicinske model satte lægerne i en modsætningsfyldt situation; vold blev anset som et medicinsk problem, de måtte behandle på trods af, at de vidste, det var et socialt problem, de ikke umiddelbart kunne løse. Lægen kæmpede mellem at være en god læge ud fra medicinsk standard ('fix it get her to leave the abuser') eller at være en god læge ud fra lægmands standard ('validate and educate and then respect her choices'). Flyttede lægen sit mål fra 'fix it' til 'validate and educate', altså til en erkendelse af problemernes helhed, blev lægen talsmand for opmærksomhed over for vold i hjemmet og behovet for samfundsreformer.
Af Jette Joost Michaelsen, sygeplejerske, cand.comm. med samfundsfag, ph.d.-studerende.
ETIK OG KVALITATIV FORSKNING VED LIVETS AFSLUTNING
Seymour JE, Ingleton C. Ethical issues in qualitative research at the end of life. Int J Pallia Nurs 1999;5(2):65-73.
Artiklen diskuterer etiske problemstillinger ved kvalitative studier inden for den palliative indsats aktualiseret ved to forfatteres ph.d.-studier. Den ene studie (Seymour 1997) er en etnografi om døende og døden på to intensive afdelinger, den anden (Ingleton 1997) er en evaluering af to forskellige palliative tilbud.
Forfatterne peger på, at man skal være opmærksom på den sårbare situation, den syge og de pårørende befinder sig i, og på de professionelles ofte stressfyldte arbejde tæt på døden. De henleder også opmærksomheden på, at de videnskabsetiske komiteer endnu ikke er vant til at håndtere kvalitative projekter og derfor måske overser etiske problemstillinger, som kan være vanskelige at forudse i kvalitative projekter. At handle etisk som forsker er en praktisk, dynamisk og interpersonel handling, som er afhængig af balancepunktet mellem den enkelte deltagers rettigheder, risikoen for overgreb og om et bredere forskningsformål findes. Med udgangspunkt i egne erfaringer peger forfatterne på, at det er påkrævet at udarbejde etiske retningslinjer i forbindelse med kvalitativ forskning.
Artiklen peger på et område, der også er overset inden for de videnskabsetiske komiteer i Danmark. Som i Storbritannien er komiteerne i Danmark primært vant til at behandle biomedicinske protokoller, og mange kvalitative forskningsprojekter godkendes uden kommentarer, fordi de ofte klassificeres som udviklings- eller evalueringsarbejder. Efter min mening er det på tide at få oprettet videnskabsetiske komiteer, der er specielt kvalificeret til at bedømme sådanne projekter.
Af Bibi Hølge-Hazelton, ph.d-studerende.
OVERVEJELSER VED FORSKNING BLANDT TERMINALT SYGE
Beaver K, Luker K, Woods S. Conducting research with the terminally ill: Challenges and considerations. Int J Palliat Nurs 1999;5(1):13-7.
Tre sygeplejersker fremlægger etiske og metodiske overvejelser, når terminalt syge inddrages i forskning.
Før et projekt om terminalt syge i primær sektor havde de defineret terminalt syge som mennesker med en forventet levetid på 12 måneder eller mindre. Med denne definition var det svært at identificere andre patientgrupper end kræftpatienter. Forskerne arbejdede med processamtykke (process consent), der hviler på et princip om, at deltagernes tilstand ændres i løbet af forskningsprocessen, og at samtykke kontinuerligt må inddrages med det argument, at omsorg må have større prioritet end forskning. Det var også vanskeligt at gennemføre separate interview med de syge og deres hjælpere i hjemmene. Det skyldtes dels fysiske forhold, dels at den syge sjældent var alene hjemme, dels at hjælperne bad om at være til stede, hvis den syge skulle få brug for hjælp.
Målet med forskningen var at få svar på specifikke spørgsmål om hjælpen i den primære sektor. Dybdegående samtaler var ikke planlagt, men mange deltagere ønskede at tale om deres sygehistorie, og flere interview varede to-tre timer. Oplevelser på hospitalet blev bragt op af informanterne som særdeles væsentligt, og forskerne gav temaet plads, selv om det ikke var i fokus. Forfatterne understreger, at det er umuligt at efterkomme kravet om, at forskning skal komme deltagerne til gode, og det er forkert at love, at den konkrete undersøgelse med sikkerhed vil komme til at betyde noget for fremtidige patienter. Forskerne må finde en balance mellem ønsket om at afdække problemområder og om at beskytte sårbare personer.
Af Bibi Hølge-Hazelton, ph.d-studerende.
FÆNOMENET KLARHED, BELYST GENNEM FOTOGRAFIER
Kruse BG. The Lived Experience of Serenity: Using Parse's Research Method. Nurs Sci Q SAGE Publications, Inc.,1999;12(2):14350.
Rosemarie Parses forskningsmetodik er brugt til at undersøge meningen med klarhed for ti personer, der har overlevet en livstruende sygdom eller traumatisk oplevelse. Fokus var ikke på sygdommen, men på den universelle sundhedserfaring om klarhed. Klarhed er ikke et specifikt fænomen i sygeplejen, men via litteraturstudier når Kruse frem til, at klarhed henviser til fred, ro og tilfredshed og dermed er en positiv opfattelse på trods af hårde livsbetingelser.
Målet med forskningen var et dybere niveau af forståelse af fænomenet klarhed samt at udfolde Parses forskningsmetode i forhold til at bruge fotografier til at vise meningen med klarhed. Deltagerne var fem mænd og fem kvinder mellem 40 og 83 år, som deltog i en støttegruppe for tidligere kræftpatienter. Før interviewene blev de bedt om at finde et fotografi, som betød og viste klarhed for dem. Med Parses forskningsmetode blev deltagernes udtalelser fortolket ud fra deltagerens sprog og dernæst med forskerens sprog for til sidst at samles til udsagn.
Fundene viser fænomenet klarhed som en multidimensional proces med fire kernebegreber:
- At styre/at give efter for strømmen.
- At beholde de huskede billeder af betydningsfulde omgivelser.
- At holde stand med ensomhed/samhørighed.
- At bevidne et kærligt nærvær.
Til sidst sættes fundene ind i Parses terminologi, og Kruse konkluderer, at klarhed er en universel sundhedserfaring, der relateres til personens livskvalitet.
At bruge fotografi i den kvalitative forskning viste sig at være anvendeligt til at få personers betydning af et fænomen frem.
Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer, cand.cur., exam.pæd.