Synspunkt: Hvor skal vi hen, du?

Så er vi her igen. Vi har for anden gang på to år af Folketinget fået trukket en overenskomst ned over hovedet. Det er sandt for dyden ikke nogen rar fornemmelse, hvilket sygeplejersker overalt i landet med stor tydelighed har givet udtryk for ­ både i form af arbejdsnedlæggelser og demonstrationer. Som politisk valgt amtsbestyrelsesmedlem i Hovedstadens Amtskreds har det været en fornøjelse at være vidne til, at sygeplejersker ikke stiltiende finder sig i hvad som helst fra arbejdsgivernes forlængede arm folketingspolitikerne.

De sidste numre af vores tidsskrift har heldigvis også vist, at sygeplejerskerne ikke finder sig i hvad som helst fra deres egen organisations side. Selvom mange indlæg af redaktionen er sorteret bort, fordi de indeholdt direkte opfordringer til, at Dansk Sygeplejeråd aktivt skulle støtte de ulovlige arbejdsnedlæggelser (jævnfør Sygeplejersken nummer 23 af 11. juni 1999), har tilkendegivelserne på utilfredshed været meget massive både i antal og ordlyd. Utilfredsheden har naturligt nok været rettet mod Jette Søe som formand for organisationen, men heller ikke hovedbestyrelsen og amtskredsene er gået ram forbi.

Det synes for mig åbenlyst, at Dansk Sygeplejeråd trænger til at blive underkastet en alvorlig og særdeles kritisk undersøgelse af egen andel i den miserable overenskomst, vi skal leve med de næste 3 år. Godt nok har vi fået den som følge af et regeringsindgreb, men det er jo desværre blot det af hovedbestyrelsen godkendte og anbefalede forlig, der er ophøjet til lov. I betragtning af Jette Søes (med flere) varme anbefaling af forliget som et godt resultat kan man vel med nogen ret betragte regeringens indgreb som en hjælpende hånd til Jette Søe om at banke de urimelige ­ måske ligefrem grådige ­ medlemmer på plads.

Selvom medlemmernes utilfredshed med det indgåede forlig (og forhandlingsforløbet) blev eksponeret, så det ikke er til at tage fejl af, ved både en ekstraordinær kongres og en efterfølgende urafstemning har en enig hovedbestyrelse valgt, at evalueringen af overenskomstforløbet kun skal foregå inden for egne rækker i den eksklusive og meget lukkede forsamling af de tre øverste formænd og amtskredsformændene (som jo udgør hovedbestyrelsen). Hvordan skal en hovedbestyrelse, der vurderede medlemmernes krav til en overenskomst så katastrofalt galt, kunne finde ud af at lave en værdig og fyldestgørende evaluering af eget arbejde?

Beslutningen synes så meget desto mere uforståelig, i og med at hovedbestyrelsen har besluttet at sætte fokus på udviklingen af demokratiet i Dansk Sygeplejeråd. En naturlig konsekvens af en sådan beslutning burde naturligvis betyde, at sygeplejersker på alle niveauer i organisationen blev inviteret til at tage aktiv del i evalueringsdebatten.

I første omgang har Kirsten Søndergaard (medlem af amtsbestyrelsen i Hovedstaden) taget initiativ til at samle underskrifter ind med henblik på at indkalde til ekstraordinær kongres (organisationens øverste myndighed i henhold til Dansk Sygeplejeråds love og vedtægter) med evaluering af overenskomstforløbet på dagsordenen. Tak til hende.

Det er selvfølgelig ikke nok, men det er en begyndelse og en af de muligheder, amtsbestyrelsesmedlemmerne har for at brede evalueringsdebatten længere ud i organisationen. Jeg har et stort håb om, at debatten i sygeplejersken vil fortsætte, og at sygeplejerskerne sætter evaluering af forløbet på dagsordenen på de kommende lokale generalforsamlinger i oktober måned, og at de tænker på det ved de kommende valg til amtsbestyrelser.

Løn i forhold til uddannelse, ansvar og kompetence lyder det fra organisationen til arbejdsgivere i en monoton gentagelse. Men burde sygeplejerskerne ikke med lige så stor ret have indflydelse på deres egen organisation i forhold til deres uddannelse, ansvar og kompetence?

Henrik Wiegman er medlem af Hovedstadens amtsbestyrelse.