Synspunkt: Tavshedspligten og det offentlige rum

Tavshedspligt er noget, der både undervises i og diskuteres mere eller mindre intenst i løbet af sygeplejestudiet.

Sygeplejestuderende og kursister er som oftest utrolig gode til at fremkomme med eksempler på, hvordan de oplever, at tavshedspligten bliver tilsidesat, når der er tale om mundtlige tilkendegivelser. At tavshedspligten også gælder over for personer, der selv er underkastet tavshedspligt, er noget af det, der med årene kan gå en vis inflation i.

Ud fra de mange diskussioner jeg har overværet, er der en tydelig tendens til, at mange føler, at kolleger kan dele erhvervet indsigt. Det kan eksempelvis være sundhedsplejersken, der over for hjemmesygeplejerskekollegaen rejser en generel problemstilling og samtidig sætter navn på den familie, der har problemer.

Hjemmesygeplejersken kender kun familien som nabo og kunne sagtens diskutere problemstillingen fagligt, men bliver nu påvirket af, at det relateres til personer i hendes personlige netværk. Dette gavner næppe den faglige diskussion og langt mindre det forhold, hun privat har til naboen.

Tavshedspligten og en langsynet medpassager

Et forhold, der måske presser sig mindre på end den mundtlige tavshedspligt, er det skrevne og omgangen med skriftlige ting. Det er ikke patientjournaler, studerendes skriftlige opgaver med videre, jeg vil referere til. Her oplever jeg nemlig, at der allerede er en relativt stor bevidsthed omkring tavshedspligten. I stedet vil jeg gengive to uafhængige oplevelser, jeg har haft inden for en enkelt weekend.

Jeg befinder mig i et morgentog. Modsat samtlige andre passagerer, der er beskæftiget med at læse avis, bøger eller medbragte papirer, sidder jeg og nyder udsigten til den nyudsprungne bøgeskov. Min opmærksomhed henledes efter et stykke tid på en medpassager, der sidder på den anden side af gangen lidt længere fremme. Min første indskydelse er lettelse over, at jeg ikke behøver at sidde og arbejde i toget. Denne betragtning afløses dog hurtigt af helt andre følelser.

En blanding af forbløffelse, vrede og indignation på de berørte personers vegne presser sig på. Min medpassager sidder nemlig og læser ansøgninger. Jeg har god mulighed for at se såvel, hvad ansøgningen gælder, som navne, personnumre, curriculum vitæ og andre forhold, der bestemt ikke er beregnet for en person, der har det handicap at være langsynet.

Lemfældig omgang med tavsheden

Selvfølgelig burde jeg have påpeget over for min medpassager, at der her var tale om en overskridelse af tavshedspligten. I en blanding af observerende nysgerrighed og tvivl om indblandingens korrekthed undlod jeg at reagere i toget. Nu, hvor episoden offentliggøres, kan jeg så håbe, at andre kolleger med en tilsvarende adfærd læser artiklen og overvejer det (u)hensigtsmæssige i at læse personrelaterede papirer offentligt.

To dage efter ovenstående episode sidder jeg med morgenavisen. Det er da anden gang, jeg på kort tid må konstatere, at vi som fagpersoner omgås tavshedspligten lemfældigt. I en annonce fra en af de arbejdspladser, jeg lejlighedsvis er i berøring med, kan jeg læse, at man søger en vikar for en medarbejder, der er bevilliget orlov i en ikke nærmere angivet periode.

Det, der harmer mig, er, at der ud over en beskrivelse af den orlovssøgendes faglige baggrund tilkendegives, at orloven er bevilliget på grund af et sygt barn. Der skal ikke stort lokalkendskab til, før den orlovssøgende er identificeret. Det er muligt, at ordvalget fremmer besættelse af vikariatet, men om tavshedspligten er opretholdt, er efter min bedste overbevisning yderst diskutabelt.

Uanset hvor mange lærebøger og etiske retningslinier, der udarbejdes, er spørgsmålet om tavshedspligten et område, der med mellemrum bør komme frem i lyset.

Når tavshedspligten er indiskutabel, er det let nok at forholde sig til den og dermed også til, hvad der er den rigtige handling. Langt sværere er det, når vi bevæger os ud i tavshedspligtens randområder. Dér hvor naboskab, udnyttelse af transporttid og profilering af stillinger, der er svære at besætte, måske eller måske ikke gør, at vi overskrider vores tavshedspligt.

Kapitel II, §6; 'En sygeplejerske er under ansvar efter borgerlig straffelov §§ 152 og 152b forpligtet til ikke at røbe privatlivet tilhørende hemmeligheder, der er kommet til hendes kundskab under udøvelsen af hendes virksomhed, medmindre hun er forpligtet til at udtale sig eller handle i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller egen eller andres tarv'. (1) Sundhedsministeriet. Bekendtgørelse af lov om sygeplejersker. København: Sundhedsministeriet; 14. november 1990.