Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kontrol af socialt bedrageri - ikke sygeplejersken

Kommunerne prøver igen og igen på at få hjemmesygeplejersker til at rapportere om socialt bedrageri. Men kommunernes fremgangsmåde er både uværdig og juridisk uklar, mener forvaltningsretseksperten Oluf Jørgensen.

Sygeplejersken 1999 nr. 46, s. 18-19

Af:

Claus Leick, journalist

Kommunerne går nye veje i jagten på at afsløre sociale bedragere. Pædagogerne har i længere tid været i søgelyset, fordi de kan bidrage med oplysninger om, hvorvidt enlige forsørgere måske alligevel ikke bor alene og derfor uberettiget modtager for mange sociale ydelser.

Nu er turen kommet til hjemmesygeplejerskerne, der med deres ofte meget tætte forhold til borgerne måske sidder inde med oplysninger om, at der foregår socialt bedrageri.

Senest har Odense Kommune foreslået, at ikke kun pædagoger, men også sygeplejersker og lærere bør inddrages i arbejdet med at afsløre sociale bedragere. Efter en mediestorm om projektet afviser Odense Kommune, at der skulle være tale om noget nyt, fordi hjemmesygeplejersker også hidtil har skullet melde tilbage i det kommunale system, hvis de gennem deres arbejde fik kendskab til socialt bedrageri.

Uanset om Odense Kommune havde planer om at påføre hjemmesygeplejerskerne nye kontrolopgaver eller ej, er det en generel udvikling i kommunerne, at frontpersonalet i højere grad bliver inddraget i jagten på sociale bedragere.

Det er en skræmmende udvikling i kommunernes kontrolarbejde, mener forvaltningsretseksperten Oluf Jørgensen, Danmarks Journalisthøjskole.

''Der er ingen tvivl om, at kommunernes udvidelse af kontrolarbejdet griber om sig. Og der er tale om en meget voldsom udvidelse og uhyggelig ændring i forhold til det hidtidige kontrolarbejde med at afsløre sociale bedragere,'' siger Oluf Jørgensen.

Hidtil har det været praksis i kommunerne, at kontrollen med borgerne blev udført af administrative medarbejdere med arbejdsplads på rådhuset.

''Det nye er, at kommunerne er begyndt at pålægge medarbejdere, som kommer i borgernes hjem eller på

Side 19

anden måde er meget tæt på borgerne, at føre kontrol med, om der foregår socialt bedrageri,'' siger Oluf Jørgensen og tilføjer:

''Min holdning er, at det ikke er vores samfund værdigt at føre kontrol på denne måde.''

Tvivl om juraen

Hvis kommunerne har tænkt sig at praktisere denne form for kontrol, hvor hjemmesygeplejersker og andre lignende faggrupper med tætte relationer til borgerne får til opgave at kontrollere, bør kommunerne som et minimum gøre borgerne opmærksom på, at eksempelvis hjemmesygeplejersken ikke alene kommer på besøg for at yde en plejeservice, men også kommer for at kontrollere, om der foregår socialt bedrageri, mener Oluf Jørgensen.

''Selv om kommunerne tydeligt informerer borgerne om kontrolarbejdet, mener jeg dog stadig, at man kan diskutere juraen i denne form for udvidelse af det kommunale kontrolarbejde.''

''En hjemmesygeplejerske skal selvfølgelig kontrollere for forhold, som har direkte betydning for hendes arbejde, men spørgsmålet er, om hun også kan pålægges at kontrollere for andre forhold,'' siger han.

Problemet er ifølge Oluf Jørgensen, at en kontrolindsats med hjemmesygeplejersker kan få den ulykkelige virkning, at nogle borgere vil afholde sig fra at søge hjælp, som de har brug for.

''Situationen er i princippet den samme, som når en borger søger hjælp på en skadestue. Selvom borgeren har begået noget ulovligt, har han krav på at få hjælp, uden at hans identitet bliver afsløret,'' forklarer Oluf Jørgensen.

Kommunerne prøver grænser

Kommunernes Landsforening (KL) mener som udgangspunkt, at reglerne er overholdt, når kommunerne beder deres ansatte om oplysninger, der kan være med til at afsløre socialt bedrageri.

''Reglerne i socialloven giver kommunerne mulighed for at afkræve oplysninger fra de ansatte, som kan medvirke til at afsløre socialt bedrageri,'' siger KLs jurist, kontorchef Hans Otto Jørgensen.

''Men der skal selvfølgelig være en saglig begrundelse for at bede en medarbejder om at udlevere oplysninger om en borger,'' tilføjer han.

Hvad der er sagligt, og hvad der er usagligt, er i den sammenhæng ikke klart defineret, men Hans Otto Jørgensen mener, at der sagtens kan være situationer, hvor det vil være usagligt at forlange oplysninger om borgerne til brug for kontrol for socialt bedrageri ­ eksempelvis hvis det er med til at ødelægge et fortroligt forhold mellem en familie og en hjemmesygeplejerske eller sundhedsplejerske.

''Der skal selvfølgelig være fornuft med det kontrolarbejde, som kommunerne sætter i gang. Jeg har forståelse for, at man kan risikere at skade det tætte forhold til borgerne, som hjemmesygeplejerskerne og sundhedsplejerskerne har, hvis de som en del af deres job bliver pålagt at kontrollere, hvad der foregår i hjemmene. Omvendt er det klart, at kommunerne er nødt til at gøre noget aktivt for at forhindre, at der foregår socialt bedrageri,'' siger Hans Otto Jørgensen.

Han mener derfor, at man i kommunerne er nødt til at tage en diskussion i de konkrete situationer om, hvorvidt en øget kontrolindsats har uheldige bivirkninger.

Han understreger i den forbindelse: ''Samtidig er der jo stor forskel på, hvor langt de enkelte kommuner ønsker at gå. Nogle kommuner ønsker ikke at inddrage medarbejderne fra de 'bløde' områder i kontrolarbejdet, mens andre kommuner mener, at det er en god idé. Det, vi ser nu, er derfor, at de kommuner, som mener, det er en god idé, er i gang med at prøve grænser af'' siger Hans Otto Jørgensen.

Sygeplejeetisk dilemma

Også formanden for Det Sygeplejeetiske Råd, Hanne Mortensen, mener, at det for kommunerne gælder om at finde en balance mellem at afsløre sociale bedragere og opretholde den meget vigtige tillid, som er nødvendig i forholdet mellem borgerne og hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker.

''Man kan ikke lave faste regler om, at eksempelvis hjemmesygeplejerskerne rapporterer om alt, hvad de ser i de enkelte hjem. Det kommer an på en konkret vurdering, hvorvidt sygeplejersken vurderer følgerne af, at hun går videre med belastende oplysninger om en borger,'' siger Hanne Mortensen.

''Vi må ikke komme i en situation, hvor vi risikerer, at borgerne ikke vil tage imod hjælp og pleje, selvom de har brug for det, fordi de er nervøse for at blive afsløret i socialt bedrageri,'' påpeger hun.

Hun mener, at kommunernes voksende interesse for at bruge frontpersonalet i deres kontrolarbejde med at afsløre socialt bedrageri presser hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker i et etisk dilemma.

''Mit råd til sygeplejersker, der møder krav fra deres arbejdsgivere om, at de skal medvirke i opklaringen af socialt bedrageri, er, at de skal vurdere situationen i hver enkelt sag. I den forbindelse mener jeg, at de bør tage udgangspunkt i de sygeplejeetiske retningslinier,'' siger Hanne Mortensen. 

Nemmere at afsløre socialt bedrageri

Et netop fremsat lovforslag til ændring af loven om Det Centrale Personregister (CPR) vil give kommunerne helt nye og mere vidtgående muligheder for at afsløre socialt bedrageri.

Loven giver kommunerne ret til at afkræve andre myndigheder, privatpersoner, banker, elselskaber, vandværker og mange andre oplysninger om, hvor en bestemt person har bopæl.

På den måde vil kommunerne eksempelvis få adgang til Post Danmarks oplysninger om, hvor navngivne personer har bopæl, og hvor de eventuelt er flyttet hen.

I dag kan kommuner ikke forlange at få sådanne oplysninger af Post Danmark, på samme måde som lignende oplysninger heller ikke kan forlanges udleveret af andre ­ banker, telefonselskaber, vandværker, elselskaber, naboer, foreninger ­ der må formodes at vide, hvor en bestemt navngiven borger bor.

Med lovforslaget forventer kommunerne at kunne effektivisere deres arbejde med at afsløre borgere, der til folkeregistret har oplyst en anden adresse end den, hvor de reelt har bopæl.

 

 
Nøgleord: hjemmepleje, socialt bedrageri.

Billedtekst
Kommunerne er mere og mere fokuserede på at bruge hjemmesygeplejersker til at afsløre socialt bedrageri.