Boganmeldelse

Høj af sult

Stine Korst

Det indre kaos under kontrol

-­ en film om spiseforstyrrelser
København: Venus film 1999
Varighed, 48 minutter 

VIDEO. En gæld på 70.000 på grund af tvangsspisning. En grillbar, der gav kredit på op til 4.000 kr. hver måned. En sult så stor, at fortæring af frossen mad blev løsningen. En dag, der starter med en cykeltur på 100 km, fulgt af en løbetur på 15 km.

Det er et udpluk af, hvad fem unge mennesker med spiseforstyrrelser i form af anoreksi, bulimi og tvangsspisning fortæller i filmen ''Det indre kaos under kontrol.'' Målgruppen er unge mennesker, forældre og behandlere.

Livet har ikke været let for Pernille, Thekla, Stine og Stine og Peter. De er mellem 19 og 26 år og er eneste medvirkende i filmen, hvor de til kamereaet beretter om, hvordan deres spiseforstyrrelse opstod, hvad de har været igennem af fejlslagne og succesfyldte behandlinger og om, hvordan de nu klarer tilværelsen.

Spiseforstyrrelser er for dem alle tæt forbundet med følelser. En kvinde med en hjerneskadet lillebror er så angst for at fylde i livet, at hun finder lindring i anoreksien. Den hjerneskadede bror har altid fyldt meget. Det kan han ikke gøre for, og hun har forbudt sig selv at tænke negativt om den stærkt plejekrævende lillebror, der tager så meget plads i familien.

En anden kvinde, som nu selv har kæreste og barn, fortæller om en beskyttet opvækst, hvor hun ikke selv traf beslutninger, og hvor forældrene altid kontrollerede hende. Gennem anoreksi kan hun nu kontrollere selv. Hendes ydre, præget af en vægt på ca. 45 kg, signalerer: ''Jeg er en selvsikker ung pige, der har styr på mit liv,'' siger hun.

En ung mand fortæller, hvordan hans forældre elskede ham, men blev kede af det, hvis han viste tegn på vrede eller selv var ked af det, og det fik ham til altid at undertrykke sine følelser. Senere blev forældrene skilt, men anoreksien bragte de fraskilte forældre sammen igen. Når de så, hvor syg deres søn var, kunne de mødes og tale om ham.

Det er således ofte, men ikke altid, problemer i de unges familier og måske også en særlig skrøbelighed, der gør de voldsomme spiseforstyrrelser til en redningsplanke. En kæreste til en af kvinderne siger: ''Selve sygdommen forstår jeg ikke, det virker håbløst, og jeg tænker på, om det er min skyld. Det er ikke lutter lagkage.'' Den af de fem, der synes at have det bedst, er en ung kvinde på 19 år, som har fået støtte af familien meget tidligt i forløbet. Hun siger med et smil, at hun er rask i dag, og at hun kan lide sig selv nu. De øvrige deltagere i filmen taler mere om, hvor vanskeligt det er at få det bedre, for så kan man mærke sine følelser. Udsagn som: ''Maden blev min kæreste,'' eller ''Jeg har ikke andre at læne mig op ad end anoreksien,'' fortæller, hvor tæt spiseforstyrrelse og følelsesliv hænger sammen.

Man bliver klog på mange sider af spiseforstyrrelser af at se og høre de fem. Eksperter alene gør det ikke, men jeg må give kæresten ret. Sygdommen er svær at forstå. Specielt tænker jeg på, hvilken vifte af behandlingstilbud der skal til for at hjælpe. Filmen er en del af denne hjælp, fordi de fem stiller deres historie til rådighed, men det er også vigtigt at holde fast i udsagnet ''Man kan ikke rumme sine følelser, hverken positive eller negative'' som en begrundelse for spiseforstyrrelsen. Det viser, at hjælpen skal sætte ind på mere end ét plan. Når de fem fortæller, bliver det klart, at sådan er det ikke endnu.

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder på redaktionen Sygeplejersken.