Sygeplejersker vender ryggen til kritiske kolleger

Side 6

Billede Side 7

Kolde blikke i supermarkedet og på gaden. Påfaldende tavshed på den nye arbejdsplads. Sårende bemærkninger fra kolleger, halvt i sjov, halvt i alvor.

Prisen for to sygeplejersker, der stod frem og pegede på ulovligheder på deres arbejdsplads, begrænsede sig ikke kun til en ubehagelig periode op til deres fyring. Flere kolleger vendte dem ryggen, og i dag ­ flere år efter ­ er de to sygeplejersker tilbageholdende med at kritisere.

Hvis nogen spørger dem, hvor de tidligere har været ansat, undlader de at nævne den pågældende arbejdsplads.

De to sygeplejersker var i sin tid ansat på en privat klinik, hvor mange af de faglige forhold efter sygeplejerskernes mening var uacceptable og til fare for patienterne.

Efter at have gjort ledelsen opmærksom på problemerne, som efterfølgende ikke blev afhjulpet, gik sygeplejerskerne til myndighederne med deres klage. De indberettede en læge fra klinikken. Begge sygeplejersker blev fyret, men fik siden både Sundhedsstyrelsens og Patientklagenævnets ord for, at de havde ret. Myndighederne rettede ikke blot kritik mod lægen, også mange generelle forhold på klinikken blev påtalt.

Sygeplejerskerne gik også til pressen, som beskrev sagen i flere artikler, og det fik store kollegiale konsekvenser.

De to sygeplejersker havde et godt forhold til de andre kolleger på klinikken. Også i den tid, de kritiserede ledelsen. De følte sig som en del af teamet, som var sammensat af flere forskellige grupper af sygeplejersker. Men i det øjeblik, artiklerne blev offentliggjort, ændredes forholdet til de nu tidligere kolleger, fortæller de to sygeplejersker, som optræder anonymt i denne artikel på grund af de hårde psykiske knubs, de har fået.

Kulde i øjnene

Tidligere kolleger fra klinikken, som de mødte på gaden, hilste ikke mere. Kun en kort øjenkontakt og derefter videre.

''Der var en kulde i deres øjne, som er svær at beskrive. ''Mord i blikket'' kan man næsten kalde det. Og det var måske ikke underligt, at de var vrede på os. På en måde var de også blevet hængt ud, selv om det var lægen, der fik en næse,'' siger den ene af sygeplejerskerne og fortsætter:

''Selvfølgelig kunne vi stå 100 procent ved det, vi havde gjort, men ved at kritisere klinikken offentligt, ramte vores kritik også nogle piger, som vi virkelig godt kunne lide. Uden mulighed for bagefter at forklare hvorfor. De var meget vrede på os og mente, at vi havde trukket tæppet væk under klinikken.''

De to sygeplejersker mener, at de fleste af deres kolleger på klinikken godt var klar over, at noget var helt galt.

''Mange af de andre sygeplejersker bakkede os op, inden vi blev fyret, når vi kom med vores kritik,'' siger sygeplejerskerne.

De læger, som lejede sig ind på klinikken, må også have vidst, at alt ikke var, som det burde være. De to sygeplejersker husker en bemærkning fra en af disse læger vedrørende deres kritik. Han sagde: ''Der er nok noget om det, men patienterne kan da gå ud herfra.''

Kun nogle få kolleger uden for klinikken kontaktede de to sygeplejersker og roste dem for deres mod og vilje til at forbedre forholdene efter fyringen og artiklen. En enkelt med udtrykket ''din skrappe kælling'' og et smil på læben. Men de fleste kolleger, der fik kendskab til historien, udtrykte enten vrede eller ligegyldighed.

I dag er de to sygeplejersker ansat i det offentlige sundhedsvæsen. Men de nye omgivelser betyder ikke, at fortiden ikke dukker op i glimt.

Sårende bemærkninger

''På mit nye arbejdssted har jeg oplevet at blive mødt med en larmende stilhed. Det er næsten det værste, for man ved ikke, hvad der ligger i kollegernes tavshed, og man kan godt blive lidt paranoid, når man har været igennem sådan en sag,'' siger én af sygeplejerskerne.

''Man ved heller ikke, hvordan folk er relateret til hinanden. En sygeplejerske, som jeg kendte godt fra tidligere,

Side 8

ville pludselig ikke hilse på mig mere, og så viste det sig, at hun kendte kliniklægen,'' tilføjer den anden sygeplejerske.

Også lægerne på den nye arbejdsplads tager fra tid til anden de to sygeplejerskers tidligere sag op i kaffestuen eller på gangen: ''Pas nu på, du ikke bliver meldt til embedslægen af hende,'' ''Tør du gå ind sammen med hende?'' og ''Har du nu sikret dig, at du har gjort det rigtigt?''

''Deres bemærkninger kan være ment i sjov, men det gør ondt hver gang alligevel,'' fortæller sygeplejerskerne.

''Internt kan læger tage nogle brag, men udadtil står de utroligt stærkt sammen. Der eksisterer et broderskab, som betyder, at man lader visse ting ligge. På samme måde findes der et sammenhold mellem sygeplejersker, og man bliver straffet af andre sygeplejersker, hvis man åbent kritiserer andre.''

I dag er de to mere tilbageholdende med at kritisere forholdene på deres nye arbejdsplads. De er bange for at blive stemplet som brokkehoveder.

''Selvfølgelig siger man fra, hvis noget er helt galt. Men man tænker sig lige om en ekstra gang,'' siger den ene og understreger, at de naturligvis også laver fejl og glemmer ting:

''Ingen er perfekt, og man vil nødig være én, der sætter fingeren på andres fejl, og måske får ekstra på pukkelen, hvis man selv gør noget forkert.''

Afslag på ansøgning

Om sygeplejerskerne har fået et dårligt ry hos potentielle arbejdsgivere, er umuligt at sige, men den ene af sygeplejerskerne tænkte sit, da hun fik afslag på en ansøgning:

''Man bliver som sagt lidt paranoid. I afslaget skrev de, at de ville lægge min ansøgning til side til senere, og siden hen så jeg, at andre blev ansat i stillinger, som jeg også kunne have besat, og så kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvorfor tager de ikke mig?''

Et mere håndgribeligt eksempel var, da den anden sygeplejerske efter at have fået en stilling ad omveje fik at vide, at en ud af de tre personer i ansættelsesudvalget havde stemt nej til ansættelsen, fordi hun ikke ville have en ''trouble maker'' (ballademager).

Manglende opfølgning

Sygeplejerskerne fik en del opmærksomhed fra Dansk Sygeplejeråd i starten af sagen, men de mener ikke, de blev bakket nok op af deres fagforening.

''Vi følte ikke, at de kæmpede nok for os. Det var hele tiden os, der skulle henvende os til fagforeningen. Det var meget frustrerende, når Dansk Sygeplejeråd blev ved med at sige, at de ikke kunne gøre noget, før der lå en afgørelse fra myndighederne. Der gik jo flere år, før der gjorde det,'' siger den ene af sygeplejerskerne, der mener, at en fagforening bør støtte sine medlemmer, uanset at det er afklaret, om vedkommende har ret eller uret.

De to sygeplejersker kunne desuden godt ønske sig, at fagforeningen bevarer kontakten til sygeplejersker som dem selv, når en sag er afsluttet:

''De kunne registrere de sygeplejersker, der er blevet fyret, og ringe til dem en gang imellem for at høre, hvordan det går ­ også selv om man har fået et nyt arbejde. Det er ikke kun i den tid, en sag står på, at man har behov for støtte og for at snakke om det med nogen, der er på ens side. Man kan ikke få gentaget nok, at det var godt, hvad man gjorde. Hvis Dansk Sygeplejeråd vil have, at folk står frem, så er det meget vigtigt, at de bliver støttet.''

Dansk Sygeplejeråds jurister mener ikke, at der kunne have været gjort mere rent juridisk for de to sygeplejersker. Men sagsbehandlingen i øvrigt var alt for ringe. Det medgiver den tidligere formand for Københavns Amtskreds, Vibeke Stendahl Berg, som var ansvarlig.

Amtskreds erkender svigt

''Vi foretog en faktuel sagsbehandling, frem for en følelsesmæssig sagsbehandling, og det var ikke nok. Vi svigtede de to sygeplejersker, og jeg tror, vi svigter mange i den slags sager, fordi vi glemmer at spørge medlemmerne, hvilke behov, de har undervejs i forløbet, og hvilket behov for opfølgning de har. Især i principsager, hvor vi selv opfordrer medlemmerne til at stå frem, bør vi sikre os, at de ikke havner i et ingenmandsland, hvor de ingen støtte får,'' siger hun.

Fremover vil amtskredsen sikre sig, at den kender sygeplejerskernes behov i lignende sager. Amtskredsen har udarbejdet skemaer, der skal sikre kvaliteten i al sagsbehandling.

''Afhængigt af hvad den enkelte har brug for, vil vedkommende blive tilbudt samtaler, hjælp til at finde et andet job eller uddannelsesmuligheder. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i, hvad sygeplejerskerne føler, og

Side 9

ikke i, at vi selv synes, vi har gjort, hvad vi kunne,'' siger Vibeke Stendahl Berg.

De to sygeplejersker fortryder ikke, at de indberettede lægen til myndighederne, men de ønsker ikke at gå ind i en tilsvarende sag igen.

''Jeg har ikke lyst til at yde et offer igen. For det har været helt forfærdeligt. Jeg ville hellere rejse fra min arbejdsplads, end at gå igennem det samme igen,'' siger den ene af sygeplejerskerne.

De to kan dog se sig selv i spejlet med god faglig samvittighed. Den ene siger:

''Jeg ville have haft det dårligt, hvis jeg ikke havde meldt ud og bagefter havde læst om ét af patienternes dødsfald i avisen.'' 

Nøgleord: Kritik, Patientklagenævnet, Sundhedsstyrelsen.

Billedtekster
Jeg ville have haft det dårligt, hvis jeg ikke havde meldt ud og bagefter havde læst om ét af patienternes dødsfald i avisen.
To sygeplejersker oplevede, hvordan både tidligere og nye kolleger vendte dem ryggen, efter at de var stået frem med kritik af deres arbejdsplads.