Vi svigter patienterne

Side 10

Billede Side 11

Sygeplejersker står langtfra altid frem, når de oplever fejl eller overgreb på patienterne på deres arbejdsplads. Sygeplejersken har talt med en række sygeplejersker, som er blevet afskediget efter at have kritiseret faglige forhold på deres arbejdsplads.

De kan fortælle, hvordan patienternes tarv ignoreres, fordi det er for overvældende og konfliktfyldt at gå op imod ledelsen, kolleger eller ''systemet.'' Men disse sygeplejersker tør normalt ikke stå frem med navn og billede. Kun en enkelt har valgt at stå frem i Sygeplejersken, nemlig Ulla Dahlberg.

Hun håber, at hun på denne måde kan være med til at få sygeplejersker til at diskutere etik i sygeplejen og inspirere andre til at komme frem i lyset med relevant kritik

Ulla Dahlberg arbejder med plejehjemsbeboere. Hun arbejder i samme område, som hun bor, og det gør hende ekstra udsat for at blive mødt med kritik, fordi hun nu står frem. Hun har gjort sig mange tanker inden sin beslutning.

''Jo, jeg er urolig for, hvad det kan få af konsekvenser for mig. Men jeg er nået dertil, hvor jeg mener, at nogen er nødt til at stå frem. Det er en vigtig problemstilling, som trænger til diskussion. Vores gamle og svage medborgere har krav på en forsvarlig behandling, som er i overensstemmelse med gældende love. Hvorfor gør vi ikke op med de ulovligheder og uretmæssigheder, som finder sted på vores arbejdspladser?'' spørger hun.

Ulovlig tvangsmedicinering

Ulla Dahlberg blev fritstillet fra sit arbejde på en tidligere arbejdsplads, et plejehjem for demente, da hun kritiserede den ledende sygeplejerske (centerlederen) og to medhjælpere for at have begået en ulovlig tvangsmedicinering mod en dement beboer, som var truende over for personale og andre beboere.

På den pågældende institution holdt centerlederen og afdelingslederen fast i, at tvangen havde været nødvendig i den pågældende situation. De mente, at det var et mindre indgreb for beboeren at tvangsmedicinere ham, end at få ham formelt tvangsindlagt og derpå tvangsmedicineret. Også selv om tvangsmedicineringen ikke var lovlig. Dette blev de støttet i af den tilsynsførende psykiatriske overlæge.

Ulla Dahlberg holdt fast i, at der var begået et overgreb mod beboeren og rettede en uformel henvendelse til embedslægen. Denne gav hende medhold i, at sådan en tvangsmedicinering er ulovlig, og at hun ikke skulle medvirke i noget sådant, men udtrykte også, at dagligdagen jo skal fungere. Embedslægen afviste at gå ind i sagen, medmindre Ulla Dahlberg lavede en formel indberetning.

Så langt nåede hun aldrig. Efter et forløb på næsten seks uger gav hun op.

''Jeg indså, at jeg var oppe mod flere autoriteter, og ingen af dem stod på min side ­ eller på patientens for den sags skyld. Det var ikke svært at se, hvem der ville komme til at betale prisen, hvis jeg fortsatte. Centerlederen havde tidligt i forløbet sagt, at hun ikke længere havde tillid til mig, og at hun ikke så nogen mulighed for et videre samarbejde. Så jeg gav op og fik Dansk Sygeplejeråd til at forhandle en fratrædelsesordning på plads for mig,'' fortæller Ulla Dahlberg.

Sygeplejersker siger op

Nogle sygeplejersker må, ligesom Ulla Dahlberg, give op over for de fejl, der begås i sundhedsvæsenet. Sygeplejerskerne siger op i stedet for at sige fra.

''Jeg tror, at en del rejser. Måske forsøger de først at gøre noget ved problemet, men erkender så, hvad de er oppe imod, og opgiver. På min nuværende arbejdsplads er mange kolleger rejst på den baggrund.''

Ifølge Ulla Dahlberg ligger en stor del af problemet i, at sygeplejersker og andre ansatte i sundhedssektoren har

Side 12

svært ved at acceptere, at de begår fejl. Befolkningen har det på samme måde, og derfor må fejl ikke slippe ud til offentligheden.

Hun mener, denne tankegang er misforstået.

''Det ville være godt, hvis vi kunne rokke ved den misforståelse, at vi skal være ufejlbarlige. Enhver kan jo lave en fejl eller forløbe sig. Problemet er, når den, der har forløbet sig, ikke erkender sine fejl, men i stedet forsvarer sig og måske oven i købet gentager sine handlinger eller bringer dem videre til sine ansatte. Hvis vi var bedre til at indrømme vores fejl, ville patienternes forventninger måske også finde et mere realistisk leje,'' siger hun.

''Måske er det ved at vende nu. Der er en lang tradition for, at de professionelle ved bedst. Patienterne har typisk overladt det til sundhedspersonalet at vurdere, hvad de havde brug for.

Sådan er det langtfra længere. Nu skal vi erkende, at patienten ved bedst, når det handler om hans eller hendes sygdom. Så mangler vi bare, at vi som sundhedspersonale accepterer, at vi ikke ved alt og også har lov til at begå fejl.''

Kollegialitet før patienterne

Der kan også være andre årsager til, at kun få sygeplejersker kritiserer forhold på deres arbejdsplads, mener Ulla Dahlberg:

''Man er angst for at virke ukollegial, for at angive sine kolleger og for at blive frosset ud. Man er også angst for at blive fyret, hvilket er en helt reel frygt. Det kan nemt blive ensomt at være kritisk. Man skal ikke forvente opbakning fra sine kolleger. Og så kan man blive usikker på, om man nu også har ret i sin kritik. Som sygeplejersker er vi opdraget i et autoritært system, og hvis autoriteter inden for systemet siger: ''Du tager fejl,'' kommer man let i tvivl.''

Ulla Dahlberg forstår godt, at mange af hendes kolleger ikke får sagt fra, selv om de burde, fordi de ikke tør eller har den energi, der skal til. Hun opfordrer de mest ressourcestærke sygeplejersker til at tale patienternes sag.

''Demente og andre patienter er de svageste i vores samfund. Det er vores pligt at beskytte dem mod magtmisbrug. De er i vores vold, og netop derfor skal vi prioritere faglighed og medmenneskelighed frem for misforstået kollegialitet, eller hvad det nu er, der forhindrer os i at få rettet på tingene.''

Lærte at liste

''Hvis jeg går ud og afslører en sag, så tvinger jeg en sandhed frem om, at mine kolleger har begået fejl, eller at de har været medvidende om fejl. Selv om jeg gør det for patienternes skyld, så opfattes det som ukollegialt. Det handler ikke om patienterne, det handler om at dække over hinanden,'' siger Ulla Dahlberg.

På hendes nuværende arbejdsplads har der også været grund til at sige fra. En række forhold på stedet har været uacceptable for både beboere og personale, men belært af erfaringen er Ulla Dahlberg gået langt mere stilfærdigt til værks end på sin sidste arbejdsplads.

''Jeg har vurderet fra gang til gang, om jeg havde en mulighed for at ændre tingene uden at gøre mig så ud til bens, at jeg blev fyret. Jeg er gået frem med forsigtige skridt, når jeg skulle konfrontere min chef med problemerne, og der er faktisk sket flere forbedringer på den måde,'' fortæller hun.

Hun indrømmer, at hun i nogle tilfælde ikke har sagt fra. Dels på grund af sin frygt for at konfrontere sin leder, dels fordi hun så ikke kunne bestille andet. Men også for at undgå at blive stemplet som besværlig.

''Det er virkelig anstrengende at føle sig som brokkehoved. Min leder har spurgt mig: ''Hvorfor er du altid så negativ?,'' selv om jeg i virkeligheden har sagt meget lidt.

Hvis jeg har villet fortsætte med at være på min arbejdsplads, har jeg været nødt til at fare lempeligt frem,'' siger hun.

 
Nøgleord: Demente, kritik, tvangsmedicinering.