Notes on Nursing kapitel 10: Florence Nightingale og Summerhill Manor anno 1999

Anne kørte langsomt hjem mod byen, mens hun tænkte over dagens begivenheder. Det var en spændende opgave, hun havde fået ­ men også svær: Ombyg Summerhill Manor til et rekreationshjem for patienter med lungesygdomme. Hun havde fået frie hænder til opgaven, da hun havde haft møde med bygherren, London City Hospital.

Mens hun sad og spekulerede, sludrede hendes datter Lotte løs. Hun havde taget turen med. Det var eksamenstid, så hun havde grebet muligheden for en fridag og en udflugt med glæde. Og så oven i købet en udflugt til Summerhill Manor, der lå som et rent torneroseslot uden for byen omgivet af en smuk park. Lotte var i den romantiske alder og havde åndeløst lyttet til historien, som opsynsmanden havde fortalt, om damen i den grå kjole, der spøgte på Summerhill.

''Og mor'' ­ sagde Lotte, ''hvor kan det blive yndigt. Lyse sommergardiner og masser af lækre tæpper spredt ud over gulvet. I den store opholdsstue skal der være bløde polstrede sofaer med puder, man rigtig kan synke ned i. Tror du ikke, flødefarvet eller gult ville være flot?''

Anne smilede. Det var netop det, der var problemet. Bygherren havde begejstret fortalt, hvorfor de netop havde valgt hende til opgaven. Det var hendes modernisering af ambassadørboligen. Hun havde gjort sig umage med at vælge de smukkeste gamle tapeter i silke og tæpper, der passede til. Dertil lækre polstrede møbler i hyggelige grupperinger. Gardinerne var alle forede og passede til møbler og sengetæpper. Men opgaven her var anderledes ­ meget anderledes. Anne havde læst, hvad hun kunne finde af artikler/bøger om byggeri til syge og om hygiejne. Men der stod ikke meget, og det var lidt svært at omsætte. Da Anne nåede byen, havde hun besluttet sig til at gøre grundig research, før hun startede projektet.

''Ånden var over hende, og hun kunne næsten ikke vente med at komme hjem og i gang. Det skulle blive det mest gennemtænkte og infektionshygiejniske byggeri, man kunne forestille sig.'' (Bury House Nurses Institute, Edmonton, Middlesex, 1904. Fra bogen ''A Picture of Health'').

Starten

Næste morgen fik Anne arrangeret et besøg på lungeafdelingen på hospitalet og en samtale med overlægen. Det passede lige med, at hun, når hun var færdig dér, kunne besøge sin gamle mormor på vejen hjem. Det var alt for sjældent, hun tog sig tid til dette, og Mammy var blevet 83 sidste år.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Anne trådte ind på lungeklinikken. Det fine vejr udenfor var en stor kontrast til de grå triste gange og de indelukkede opholdsrum, hvor de oppegående patienter prøvede at få tiden til at gå. Luften var indelukket, for der var ikke vinduer, da opholdsstuen lå inde i midten af bygningen. Selv om både lægen og sygeplejersken havde travlt, tog de sig tid til at vise Anne rundt og forklare patienternes situation. Nogle havde været kronisk syge gennem mange år, og de fleste boede under dårlige sociale forhold. Deres boliger var ofte små lejligheder uden lys eller luft, hvor sod og os fra kaminen eller petroleumsovnen var den mest fremtrædende lugt. Mange var allergiske over for en lang række ting som husstøv, pelsdyr og forskellige kemiske produkter.

Ud over den medicinske behandling på afdelingen kunne de ikke gøre meget for patienterne med de muligheder, de havde i dag. Det var derfor en stor overraskelse og glæde, da en velhavende forretningsmand havde skænket Summerhill Manor med den smukke beliggenhed til sygehuset som et rekreationshjem. Efter tre års indsamlinger havde de nu penge til ombygningen og moderniseringen. ''Det kommer til at betyde meget for de patienter, der kommer derned'' sagde lægen. ''Men byg det med omtanke, mange af vore patienter er så svage, at der ikke skal meget til, før tilstanden forværres.''

Lægens ord genlød i Annes øre, da hun sad ved Mammys tebord. ''Forværre tilstanden!'' Det var jo det sidste, hun ville, men hvad kunne hun gøre?

Da Mammy spurgte, hvad hun tænkte på, fortalte hun hende om opgaven og sit besøg på lungeklinikken. ''Bare jeg vidste, hvordan jeg skal gribe det an'' sagde Anne. ''Det kan jeg måske hjælpe dig med ­ husk, jeg er gammel sygeplejerske.''

Anne smilede. Det var typisk for Mammy at vende tilbage til sit gamle fag. ''Ja, smil du,'' sagde Mammy, ''men husk ­ hvad lægen sagde, svarer nøje til, hvad Florence Nightingale sagde: ''The hospitals should do the sick no harm.'' Hun forstod, hvad der skulle til.''

Så fortalte Mammy. hvorledes hun i sin ungdom havde lært at indrette og renholde sygestuen ud fra Florence Nightingales teorier. Efterhånden som Mammy fortalte, så Anne det hele for sig.

Detaljerne

Summerhills stuer skulle have store vinduer uden sprosser og karme til at samle støv og tage den vidunderlige udsigt. Sollys skulle kunne komme ind, og dørene skulle kunne åbnes hele vejen ud til terrasser, så havens dufte kunne komme ind. Ingen gardiner til at samle støv og tage lyset.

Møblerne skulle være enkelt design og godt håndværk og beklædt med læder, som var et naturmateriale, der var let at renholde. Væggene i lyse farver, der tålte aftørring. Ingen nedhængende lamper, hvor støvet kunne lægge sig, men små lamper, der var nemme at rengøre dagligt, i læsekrogene.

Gulvene var et problem. Flere steder var der gamle trægulve med brede fuger fyldt med snavs og gammelt bonevoks. Hun måtte finde en måde at lukke fugerne på som på et skibsdæk og så behandle dem, så de kunne rengøres ­ uden giftige kemikalier.

På værelserne skulle skabene gå til loftet, så der ikke var kanter til at samle støv, og der skulle være rigeligt af dem, så der kunne være ryddeligt og nemt at komme til at rengøre. Sengetøjet skulle være vaskbart. Og i badeværelser og køkkener skulle der sættes fliser op. Skabene skulle indbygges eller føres til loftet. Men først skulle fugtpletter og mug fjernes, og der skulle laves en ordentlig ventilation og isolering.

Beslutningen

Anne kunne se det hele for sig og var langt væk i tankerne, da Mammy greb hendes arm ­ ''Se her.'' Fra reolen havde Mammy hentet en af sine gamle sygeplejebøger ned. ''Florence Nightingale skriver blandt andet, at tre ting kan bidrage til dårlig luft og hygiejne.''

''Den første ting er uren luft udefra med røg og møg. Sådan var det dengang, og sådan er det desværre i mange byer i dag, hvor man må lave kunstig ventilation og rensning af luften. Men på Summerhill Manor får du foræret Vorherres rene luft.''

''Det andet er uren luft indefra. Fra støv, der ligger tykt og hvirvles op, fra nedbrydning af maling og fra andre materialer, der indeholder giftige stoffer. Det er stadig et problem, når folk bruger giftige materialer og indretter sig uhensigtsmæsigt ­ og så samtidig sparer på rengøringen.

Og endelig som nummer tre er der uddunstninger fra tæpper, møbler og biologisk materiale. Det er umuligt at rengøre tæpper i et sådant miljø, og møbelstoffer imprægneres med kemiske midler.

Alle mennesker taber hele tiden hudpartikler og hudskæl, der lejrer sig i støvet.

De kan kun fjernes, når der kan gøres ordentligt rent, og det er vigtigt, da nogle af dem også bærer bakterier fra huden. De sidste to ting har du mulighed for at gøre noget ved,'' sluttede Mammy.

''Ja, mon ikke,'' sagde Anne. Ånden var over hende, og hun kunne næsten ikke vente med at komme hjem og i gang.

Det skulle blive det mest gennemtænkte og infektionshygiejniske byggeri, man kunne forestille sig.

Tænk, at man kunne blive inspireret af Florence Nightingale i 1999.