Faglig kommentar: Øjne i nakken

Hej mor! En lille dreng i overall står alene i et rum og ser betuttet og forladt op mod et videokamera i loftet. Han har taget sutten ud, mens han tiltaler kameraet: ''Hej mor!''

Det var bladtegnerens kommentar til en af ugens nyheder. Nogle børneinstitutioner har installeret kameraer, så forældrene fra deres arbejdsplads kan følge med i dagens begivenheder i børnehaven over Internettet. Dagens vits. Et fremtidsscenarie præsenteret med få streger. Men nok alligevel meget realistisk. Ungerne vil hurtigt finde ud af, at mor og far kan se dem gennem kameraet. Snart vil de ikke nøjes med at sige hej, men vil også holde fingermalerier og legetøj op, så øjet i loftet kan se med. De er vokset op med teknikken. Forældrene jubler. Nu kan de bedre end før følge med i børnenes liv.

Pædagogerne gør oprør. Børn har også ret til privatliv, og selv vil de ikke arbejde under overvågning. Tak for det. For mit vedkommende er grænsen overskredet for, hvad man kan acceptere af overvågning.

Udviklingen kan gå hurtigere, end vi regner med. Det varer ikke længe, før vi er blevet så vant til overvågning i banker, på tankstationer og i trafikken, at et fremsynet firma præsenterer personalebesparende overvågningssystemer for kommuner og amter. Så gælder det om, at sygeplejersker kender deres grænser og kan stå fast. Men hvor går grænsen egentlig?

Vi accepterer uden videre monitorering på intensiv afdelinger, hvor et begrænset antal specialuddannet personale kan holde øje med flere patienter samtidig fra et kontrolrum. Når man kan overvåge ekg og saturation fra et kontrolrum, uden at nogen får etiske betænkeligheder, kan man vel også uden de store betænkeligheder overvåge bevidsthedstilstanden med et videokamera. Og når man kan kameraovervåge patienter på en intensiv afdeling, kan man vel også sætte kamera op på almindelige sengeafdelinger og hos svage beboere på plejehjem. Og hvorfor ikke også i beskyttede boliger? Der vil måske ligefrem komme krav om det fra pårørendeside. Kan der ikke skaffes plejehjemsplads, kan samfundet i det mindste holde øje med, at de gamle ikke går og sætter ild på sig selv eller falder i hjemmet. De er jo vænnet til det allerede fra børnehaven.

Monitorering af livsvigtige funktioner udvider sygeplejerskens mulighed for at observere. Teknikken kan her noget, som overgår selv de dygtigste sygeplejerskers kliniske observationer. Videoovervågning af bevidsthedstilstanden hos kritisk syge på intensiv afdelinger kan jeg heller ikke se noget forkert i. Men husker man at afbryde, når den syge får besøg, skal plejes eller vågner op til dåd?

Stor opstandelse

Grænsen for brug af videoovervågning må sættes sådan, at det ikke krænker den syges privatsfære, ikke bruges til kontrol af personalet og aldrig som erstatning for personale. Når personalet i nogle børnehaver accepterer, at deres gøren og laden kan observeres af forældrene, uden at de selv ved hvornår, kan der vel også findes personale i sundhedssektoren, der vil acceptere det. Der drikkes vist for meget kaffe på dette eller hint plejehjem, så vi må hellere få sat videokameraer op i personalestuen. Eller ved håndvasken og medicinskabet. En enkelt nattevagt ville kunne holde øje med samtlige patienter, deres drop og søvnmønster fra en enkelt kontrolpult.

Der har for nylig været stor opstandelse, fordi en døende kvinde havde fået frataget sin tryghedsalarm flere dage før sin død. Den døende kvinde brugte den for meget. Men er det overhovedet den manglende tryghedsalarm, der skal give anledning til forargelse? Er det ikke snarere den indstilling, at et døende menneskes kontaktmulighed skal være en tryghedsalarm, der burde sætte sindene i bevægelse? Naturligvis skal man tage alarmen fra en døende. Der skal slet ikke være behov for den, for en døende skal ikke ligge alene og bruge omstilling på en alarmcentral for at få menneskelig kontakt.