Sygeplejersken
Døende må ikke tørste
Døden er en del af hospitalernes virkelighed, men omsorg for døende er ikke deres primære formål. Hospitaler skal først og fremmest yde behandling og sygepleje til syge mennesker, forebygge sygdom, uddanne sundhedspersonale og fremme forskning.
Sygeplejersken 2000 nr. 23, s. 7
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Rammerne for disse aktiviteter er ikke de bedste, når et menneske ligger for døden og får andre behov. Vi ved det og prøver at yde den døende den omsorg, han har brug for, med de midler, vi råder over. Forudsætningerne er blot ikke gode nok.
Hospitalskulturen er så dominerende, at den har svært ved at frigøre sig fra den behandlingsorienterede tankegang og komme den døendes behov i møde. Vi vil gerne gøre vores bedste, og tror måske også, vi gør det, når vi fortsætter med at bruge den moderne behandlingsteknologi helt ind i døden.
Intravenøs væskeinfusion til døende er f.eks. udbredt praksis på hospitaler. Kan vi ikke helbrede, kan vi i det mindste sørge for, at den døende ikke tørster, og på et hospital er væsketilførsel gennem drop en så rutinepræget handling, at det sjældent overvejes, om det overhovedet lindrer den døendes tørst, eller om den døende i det hele taget tørster.
To sygeplejersker har stillet spørgsmål ved denne rutineprægede handling. De har systematisk undersøgt al skriftlig dokumentation plejeplaner og journaler på alle patienter, der var døde af aids inden for en bestemt periode på en infektionsmedicinsk afdeling, 15 patienter i alt.
Undersøgelsen viste, at de næsten alle havde fået intravenøs væskeinfusion i deres sidste tid, og data har kunnet fortolkes sådan, at de døende næppe er blevet lindret af infusionerne.
Tværtimod er de døende blevet udsat for en række belastninger, direkte forårsaget af væskeinfusionerne. Ligesom der sjældent forekom begrundelser for væsketilførslen, som blev ordineret uden dialog med den døende og ofte var i modstrid med den døendes ønsker og selvbestemmelsesret.
De to sygeplejerskers egne undersøgelsesresultater er endvidere blevet sammenholdt med international forskning inden for området. Heraf kan det konkluderes, at almen dehydrering ikke nødvendigvis er pinefuld i terminalstadiet, og at tørst og mundtørhed lindres bedst med små mundfulde væske ad libitum samt hyppig og omhyggelig mundpleje.
De følgende seks artikler gennemgår den aktuelle undersøgelse og effekten af væskeinfusion til døende, og lag for lag afdækkes de forskellige faktorer bag den udbredte hospitalspraksis. Artiklerne indeholder et budskab til alle sygeplejersker og læger, som har ansvar for pleje af døende.