Sygeplejersken - 2000 - 23

Denne artikel omhandler den betydning, som såvel organisatoriske, ideologiske, og psykologiske ­ som sociale, mytiske og emotionelle faktorer kan have for beslutninger om intravenøs væskeinfusion til døende.

I et terminalt forløb kan initiativet til en beslutning om væskeinfusion komme fra og være påvirket af samtlige parter: patient og pårørende, læger og plejepersonale. Det har derfor interesse at få belyst, om intravenøs væskeinfusion gavner den døende eller ej, så det kliniske beslutningsgrundlag kommer til at hvile på dokumenteret viden ­ og ikke på antagelser og myter.

En undersøgelse på en infektionsmedicinsk afdeling viser, at der har ligget mere rutine end reelt klinisk grundlag bag beslutninger om intravenøs væskeinfusion til døende. Aids-patienterne har været udsat for massiv hydrering, som ikke har haft gavnlig virkning, men tværtimod har påført de døende en række gener.

Døden er en del af hospitalernes virkelighed, men omsorg for døende er ikke deres primære formål. Hospitaler skal først og fremmest yde behandling og sygepleje til syge mennesker, forebygge sygdom, uddanne sundhedspersonale og fremme forskning.

Når en patients ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling ikke bliver respekteret, kan det skyldes forskellige opfattelser af, hvad respekt for livet indebærer. Foruden dette gennemgår artiklen patienters rettigheder og livstestamenters relevans for døende, pårørende og sundhedspersonale.

Dehydrering er sandsynligvis ikke pinefuld for den døende, men kan betragtes som en fordelagtig autonom reaktion. Rehydrering i form af intravenøs infusion har generelt ingen positiv virkning på døende.

I denne artikel om dialogen med de døende om intravenøs væskeinfusion afdækkes en brist i kommunikationen mellem læge og patient samt mellem sygeplejerske og patient. Også sygeplejersker har nemlig et ansvar for at inddrage patienter i såvel behandlingsmæssige som plejemæssige beslutninger.