Sygeplejersken
Selvadministration af morfika
En af de største barrierer ved behandling med morfinpræparater er frygten for at blive (psykisk) afhængig.
Sygeplejersken 2000 nr. 45, s. 31
Af:
Jette Skiveren, klinisk oversygeplejerske, cand.scient.san.
Sygepleje bør hvile på evidens, dvs. på forskningsbaseret viden, frem for på erfaringsbaseret viden. Vi har hørt det ustandseligt de senere år og har for længst passeret mæthedspunktet. Men hvor langt er vi egentlig fra at kunne kalde sygeplejepraksis for evidensbaseret? Mærker patienterne noget til den eksisterende, forskningsbaserede viden?
En måde at få svar på er at observere praksis. Dette sker ved at se på primærsygeplejen i Nykøbing Mors.
Primærsygeplejerske Lone Saaby indvilligede i at lade sig observere en formiddag under sine hjemmebesøg. Besøgene havde meget forskelligt indhold. Kortvarige rutineopgaver, medicinophældning, injektioner, støttende samtaler, vurdering og behandling af sår, skiftning af stomibandage, kost- og medicinvejledning mv. Frem for alt bestod sygeplejen dog i observation, vurdering og samtale.
Flere af de mere afgrænsede, instrumentelle opgaver var af en sådan karakter, at der eksisterer dokumenteret viden på området. En række sygeplejersker med ekspertise inden for samme område har siden læst beskrivelsen af den praktiserede sygepleje og har fået stillet følgende opgave:
-
Hvad er nyt inden for netop dette område? Hvad sker der?
-
Henvis til nyeste sygeplejerskeforskning og skriv et par linier om, hvad man kan finde i pågældende reference.
De otte kliniske specialister har fået meget begrænset plads at skrive på, men de har selv prioriteret indholdet i de otte små artikler, der bringes i tilknytning til beskrivelsen af den praktiserede sygepleje.
En undersøgelse, hvor 1.000 amerikanere blev interviewet pr. telefon, viste, at 82 pct. frygtede at blive psykisk afhængige (1). I praksis udmønter det sig ofte ved, at patienten først tager ny dosis, når smerterne er blevet uudholdelige, selv om virkningen af præparatet for længst er ophørt.
Når man taler om afhængighed, skelnes mellem fysisk og psykisk afhængighed. Den fysiske afhængighed er en forudsigelig farmakologisk virkning, men den opstår først efter brug af daglige doser igennem en længere periode (over 2-4 uger). Psykisk afhængighed er karakteriseret ved en tvangsmæssig adfærd, hvor det at skaffe og bruge morfin til andet end smertelindring dominerer personens tilværelse. Det væsentlige ved denne definition er, at morfin bruges som smertelindring, uanset hvor længe eller hvilken dosis, så patienten ikke bliver psykisk afhængig. Et retrospektivt studie af 24.000 personer, som havde fået morfin eller lign. viste, at kun syv var blevet afhængige (2).
Omfanget af frygten gør, at det er nødvendigt at drøfte frygten for afhængighed med alle patienter, som skal behandles med morfinpræparater. Indled f.eks. med: ''Det er velkendt, at mange mennesker er bekymrede for at blive afhængige af morfin (eller tilsvarende præparat), selvom det tages som smertestillende. Det sker faktisk ekstremt sjældent. Har du denne bekymring?'' Fortsæt evt.: ''Hvad ved du om afhængighed?'' eller ''Hvad har andre sygeplejersker og læger sagt om afhængighed?''
Hvis patienten ikke har spørgsmål, så gør det klart, at: ''Der er ingen grund til bekymring for at blive afhængig, når morfin tages pga. svære smerter.''
Ud fra beskrivelsen af patientens tilstand, vil han formentlig have glæde af en døgndækkende behandling med morfin i form af depotopioid. Dette og andre farmakologiske muligheder skal drøftes med patientens praktiserende læge. Hvis patienten har svært ved at overskue, hvornår han har taget morfin, kan han notere det i en smertedagbog (3), som desuden vil kunne hjælpe til at give et klarere billede af patientens smertemønster.
LITTERATUR
- McCaffery M et al. Smerter. Lærebok for helsepersonale. Oslo: Gyldendal ad Notam; 1995.
- McCaffery M et al. Pain. Clinical Manual. 2nd ed. St. Louis: Mosby; 1999. p. 161-299.
- Skiveren J. Smertebehandling til mennesker med kræft. Sygeplejersken 1997 (33): 16-26, 32.