Familie i opløsning

De seneste år har jeg rejst med SOS over hele verden, og det har givet mig mange spændende oplevelser og lært mig at sætte pris på den gode uddannelse, jeg fik med i bagagen hjemmefra. Nu bor jeg i Washington, hvorfra min dagbog i uge 45 også stammer.

En bekendt, som er socialrådgiver, en psykolog og skolerektor havde i flere dage bedt mig om ­ i min egenskab af sygeplejerske ­ at træde ind i et hjem for at hjælpe med at vurdere situationen i en familie bestående af tre medlemmer. Faderen var en højt begavet og veluddannet, men psykotisk mand. Moderen var døende af en hurtigt fremskridende neurologisk lidelse. Hovedpersonen var deres adopterede datter Marion på syv år.

Mit besøg startede om formiddagen, hvor Marion var i skole, så jeg kunne nå at få et indtryk af hendes familie og hjem. Det var som at træde ind i en anden verden. Huset virkede næsten hermetisk lukket af for omgivelserne, hverken lys, luft eller elektricitet var velanset, og vand og sæbe et ukendt begreb. Jeg fik en rundvisning og blev dybt nedtrykt over at se de forhold, familien levede under. Der var ikke blevet gjort rent i evigheder. Der lå stakke af aviser, blade og poser med klude overalt, og jeg mener overalt. Gad vide, hvad de skulle bruges til. Der var så godt som ingen plads til at sidde ned. Spisebordet var så fyldt, at der ikke var plads til, at familien kunne spise et måltid mad sammen ved bordet.

Nå, jeg var der for Marions skyld for at finde ud af, om det overhovedet var et sted for hende at leve, og jeg ventede spændt på, at hun skulle komme hjem fra skole. I mellemtiden havde jeg haft rig lejlighed til at tale med moderen, som var ivrig for at tale med mig i sin ensomhed, og jeg lyttede, så jeg også fik hørt alt det, der ikke blev sagt. Moderens sygdom var til dels årsag til, at psykologen var kommet ind i Marions liv for at forberede hende på den dag, hvor hendes mor ikke var mere. Samtidig havde Marion også udvist paranoid opførsel i skolen, uden tvivl påvirket af sin far. Faderen havde i sin paranoia fyldt huset til bristepunktet med bl.a. madvarer og sæbe (som jo ikke blev brugt), som ventede han en invasion. Han stolede ikke på moderne medicin, han var mistroisk over for alt og alle og dobbeltlåste alle døre og vinduer.

Hvad gjorde jeg egentlig der? Burde jeg frivilligt være gået med til at komme ind i disse menneskers liv. Hvordan skulle jeg på kort tid kunne tage beslutninger, der kunne komme til at påvirke tre menneskers liv drastisk?

En glad og åben pige

Dagen gik, og det var blevet tid for Marion at komme hjem fra skole. Hun fik dagligt et lift af sin klasselærerinde, der er hende en stor støtte. Marion virkede glad og åben, og jeg havde fra begyndelsen besluttet mig for at sætte faste rammer, så hun vidste, hvor hun havde mig. Jeg ville ikke blande mig i familiens rutiner. Det lod til at virke fint.

Marion fortalte ivrigt om sin dag samtidig med, at hun hev en færdiglavet ret frem af fryseren bestående af makaroni og ost. Menuen var åbenbart den samme hver dag, og Marion bærer også tydeligt præg af fejlernæring (fedme). Faderen stod og spiste hen over køkkenvasken, hvorefter han vaskede Side 43

sine hænder mindst 10 gange ved at skrubbe og skrubbe, ind under hanen og skrubbe, skrubbe igen. Moderens bidrag til middagen var at skrælle et æble til Marion, en form for et bånd og kærtegn, som begge værdsatte højt. 

Efter det overståede ­ stående ­ måltid fik jeg endelig lidt tid med Marion for mig selv. Hun cirklede omkring mig som en sommerfugl med masser af spørgsmål, mens jeg læste en historie. Jeg stillede også spørgsmål, og lidt efter lidt kom vi ind på hinanden og accepterede hinandens tilstedeværelse. Hun virkede ivrig ­ hun kunne simpelthen ikke gøre nok for mig.

På et tidspunkt spurgte hun mig, om jeg var hendes ven? Jeg svarede, at eftersom jeg ikke var hverken hendes mor, tante eller fjende, ja, så måtte jeg vel være hendes ven. Det syntes hun var så morsomt, at hun straks hoppede af sted for at fortælle sin mor det. Det var naturligvis også nyheden af mit selskab, der gjorde hende så medgørlig, og jeg er godt klar over, at det højst sandsynligt var en stakket frist, men lige nu gik det fint.

Et badekar med skrammel

Så skulle Marion i bad. Hvordan det lykkedes, står ikke helt klart for mig, da badekarret så ud, som om det var fyldt med skrammel fra det forrige århundrede. Så vidt jeg kunne se, var der ikke blevet gjort rent i årevis, men i bad kom hun. Vi sluttede aftenen med at kigge i gamle fotoalbummer fra Marions tidlige år. De fortalte mere end noget andet om en kærlig og glad familie. Det hele lod til at være gået galt, da moderen blev alvorligt syg.

Det blev lidt senere end normalt for Marion, men jeg havde lovet, at dersom hun ville gå i seng og slukke lyset, som vi havde aftalt, ville der ligge en lille overraskelse til hende og hendes bedste veninde i skoletasken næste dag. Marion tog det, som var det en leg, og alt kørte på skinner. Da Marion var faldet i søvn, og moderen havde indtaget sin plads i en seng ved siden af Marions, tog jeg hjem.

Jeg var meget glad for, hvordan denne første dag var gået, men også totalt udmattet. Marion virkede som en livsglad pige med nogle pudsige indslag, men trods alt meget normal og med normale reaktioner i et helt og aldeles dysfunktionelt hjem. Jeg har ingen kvaler med at vende tilbage. Der er meget at gøre. Et af de første punkter er at få noget hjælp til rengøring, og jeg er sikker på, at der kan gøres meget for at få familien til at virke. Med små skridt hen ad vejen skal det nok blive bedre. Min største tvivl ligger i problemet med Marions døende mor.

Vil det være muligt for Marion og hendes far at komme videre, og hvor meget skal jeg blande mig? Min første dag var gået over al forventning. Jeg var sikker på, at jeg kunne overtale faderen til at få gjort noget ved rengøringsproblemet. Han virkede åben over for muligheden, men så bare ganske og aldeles fortabt ud midt i alle problemerne. Med støtte tror jeg, han vil kunne fungere lidt mere rationelt. Jeg håber også at kunne motivere ham til at få et kaldeapparat til moderen.

Det største problem for mig er, om Marion skal fjernes. Vil hun være bedre tjent med ikke at være der, når hendes mor dør, eller vil hun føle, at hendes mor døde, fordi hun ikke var der? Vil det være bedre for hende at komme helt væk fra det sygelige miljø til en plejefamilie, som måske kun tager hende for pengenes skyld? Heldigvis har jeg mange dage endnu til at forme en beslutning. Ikke at den bliver lettere, men jeg har en chance for at se, hvor langt vi kan nå, og det kan være mig til hjælp.

Samme aften fik jeg talt med socialrådgiveren, klasselærerinden og rektor. De havde ingen idé om, hvordan forholdene i hjemmet var, kun at noget var rivende galt.

Inger F. Sheinbaum arbejder som sygeplejerske i organisationen SOS, der sørger for hjemtransporter af syge/tilskadekomne for skandinaviske og europæiske forsikringsselskaber.