Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forældre på skolebænken

Forældre vil gerne vide så meget som muligt. Det har børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital taget konsekvensen af. Sygeplejersker står bag oprettelsen af landets første kræftskole for forældre.

Sygeplejersken 2000 nr. 46, s. 23

Af:

Inger Anneberg, journalist

"Forældrene vil jo vide mest muligt om deres barns sygdom, og det er vigtigt, de får meget eksakt viden, for at de kan være ligeværdige. Det har vi taget konsekvensen af gennem oprettelsen af Kræftskolen.''

Siger afdelingssygeplejerske Sally Grant på afdeling H2, børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital. Tre gange årligt bliver forældre til kræftsyge børn tilbudt en kursusrække over seks onsdage. Kræftens Bekæmpelse har støttet initiativet gennem konsulenthjælp under de første to undervisningsforløb, men på længere sigt skal afdelingen fortsætte på egen hånd.

Underviserne er hospitalets egne eksperter, f.eks. læger, sygeplejersker, socialrådgiver, diætist, psykolog og pædagog. Emnerne er bl.a. ''Hvad er kræft,'' ''Barnets udvikling og ressourcer,'' ''Hvordan påvirker det familien at have et sygt barn,'' ''Knoglemarvens funktion'' og ''Samarbejde mellem familien og afdelingen.'' Ud over oplæg er der indlagt gruppearbejde.

''Vi skal dele vores viden med hinanden,'' siger Sally Grant som begrundelse for oprettelse af Kræftskolen.

''Forældrene har deres ekspertise på børnene, og vi har vores. I undervisningen byder vi ind med vores faglighed. Man kan sige, at vi sætter en undervisning i system, som ofte foregår alligevel, bare mere uformelt og hen ad vejen.''

Sygeplejerske Ulla Monberg er i dag ansvarlig for Kræftskolen. Hun fortæller, at undervisningen betyder, at forældrene ofte pludselig får sammenhæng og helhed i en masse informationer, som de måske nok har hørt før, men ikke altid har forstået:

''Det giver mange forældre en ahaoplevelse, at vi kan gå mere i dybden. Kræftskolen er på en måde en slags kvalitetssikkerhed, fordi vi får gentaget nogle informationer, som de ofte har glemt, fordi den første tid var så chokerende for familien.''

Gruppearbejdet har vist sig at være særdeles populært blandt forældrene, fordi de her får tid og ro til at udveksle erfaringer med hinanden og selv formulere, hvad de oplever som problemer og mulige løsninger.

På Kræftskolen skal forældrene så vidt muligt deltage begge to, selv om det kun er den ene, der har orlov til pasning af det syge barn. Undervejs i undervisningen har fædre og mødre også grupper hver for sig.

''Det har gjort fædrene og deres holdninger mere synlige,'' siger Sally Grant og kalder det en udvikling, som personalet ser som endnu en gevinst ved Kræftskolen.

Kræftskoler på sygehuse

Kræftskolen Danmark er et treårigt projekt etableret af Kræftens Bekæmpelses patientstøtteafdeling. Formålet er hjælp til etablering af patientundervisningsprogrammer på danske sygehuse. Skolen tilbyder:

  • Kurser og konsulentbistand til kræftafdelinger
  • Information om undervisningsmodeller og -metoder
  • Udvikling af kursusmaterialer
  • Opsamling af viden om patientundervisning.

Baggrunden for Kræftskolen Danmark er flere års erfaring med afvikling af patientkurser i samarbejde med kræftafdelinger. For øjeblikket tilbyder man følgende kurser for hospitalsansatte:

  • ''Kurser i etablering'' ­ kursus for professionelle om, hvordan patientundervisning kan implementeres i deres afdeling.
  • ''Kurser for Kursusledere'' ­ grundkursus for medarbejdere, der skal fungere som kursusledere på patientkurserne.
  • ''Supervision for kursusledere'' ­ kursus/supervision for øvede kursusledere, der har brug for at udveksle erfaringer, få råd og vejledning om konkrete forhold på patientkurserne.

Undervisningen på Kræftskolen for forældre bygger på de samme tre elementer som landets øvrige kræftskoler: Viden, støtte og handling. Af den Nationale Kræftplan fremgår det, at patientundervisning vil blive prioriteret i de kommende år.

Yderligere oplysninger:

Anne Mose, Kræftskolen Danmark
Forskerparken, Gustav Wiedsvej 10,
8000 Århus C, Tlf. 86 20 20 00

Læs også: "Fra bekymring til ressource"