Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Sygeplejersken 2000 nr. 50, s. 29

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

SAMSPILLET MELLEM MENNESKER OG MIKROORGANISMER

Klaus Jensen

Medicinsk mikrobiologi og infektionspatologi

Lærebog for sygeplejestuderende
12. reviderede udgave, Dansk Sygeplejeråd København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2000
285 sider, 319 kr. 

SY-2000-50-29-212. reviderede udgave af Klaus Jensens lærebog præsenterer sig pænt, nu med karakter af en rigtig bog i stift bind. Emnet er det gammelkendte: Samspillet mellem mennesker, miljø og mikroorganismer, men der er sket væsentlige ændringer og også en forøgelse, dels i forhold til diagnosen aids, dels pga. nye opdagelser og erkendelser af infektiøs baggrund for kendte diagnoser.

Hvert kapitel starter med en kort oversigt i hovedpunkter, og der er anvendt mange forståelsesfremmende fotos, illustrationer og skematiske oversigter i tydelig farvelægning. Især er der lagt vægt på det pædagogiske f.eks. i figurer som: Antibiotisk kombinationsterapi, mikroorganismernes angreb på værtsorganismen og den skematiske fremstilling af antigen og antistof.

Den almene del omfatter kort historisk overblik over mikrobiologiens udvikling og en systematisk gennemgang af mikrobernes forekomst, familiære opdeling, levevis, forplantning og dyrkning. Centrale begreber som antiseptik, desinfektion, sterilisering og aseptik, som hører til enhver sygeplejerskes nødvendige paratviden, forklares tydeligt sammen med de hygiejniske foranstaltninger og grundregler for omgang med smittefarlige emner. Der følges op med infektionsbegrebet, patogenitet, virulens og resistens, smittemåder og smitteveje. Under resistens gennemgås vaccination med et aktuelt skema over vor tids børnevaccinationsprogram. Den almene del afsluttes med en redegørelse for kemoterapi herunder antibiotikabehandling.

Den specielle del giver en god systematisk gennemgang af de almindeligst forekommende protister: Bakterier, vira, svampe og parasitter. Her kommer de farvestrålende fotos fra iagttagelser i mikroskopet til deres fulde ret som pædagogisk faktor. Der afsluttes med sårinfektioner, hospitalsinfektioner og hospitalshygiejne. Her er måske bogens svageste punkt set med sygeplejerskeøjne, nemlig hygiejnesygeplejerskens opgaver, som blot er nævnt i punktform. Dette væsentlige emne og håndhygiejne kunne med fordel have fået en bedre og mere central placering i erkendelse af, at netop disse emner udgør nogle af sundhedsvæsenets store sygeplejeudfordringer, hvor banale de end måtte synes. De omsiggribende og fagligt set yderst bekymrende infektionsskandaler på sygehusene bør give os alle anledning til at reflektere over hygiejnestandarden, idet hospitalsinfektionerne medfører unødige menneskelige lidelser og store økonomiske byrder.

Ud over et helt selvfølgeligt og uundværligt indeks afsluttes med et alfabetisk vokabular, som viser sig yderst relevant og anvendeligt, idet der forekommer rigtig mange specialudtryk og faglige begreber, som jo er skrevet af en mikrobiolog: Hvad er nu lige forskellen på seroprofylakse og seroterapi, virus og retrovirus eller virulens og patogenitet?

Af Ole Bjørke, sygeplejelærer, Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.