Faglig kommentar: Udvikling eller afvikling

Den gamle redaktør kom med en pose blandede bolcher af den gode stærke slags, der gør ganen hudløs, når man ikke kan styre sig. Og det kunne jeg altså ikke. Det var med bagtanker, den gamle redaktør havde været på slikindkøb. Var posen mon udtryk for den generelle opfattelse i samfundet af gamle mennesker, spurgte han.

Bolchesortimentet hedder ''Gamle originaler'' og omfatter bl.a. bussemænner, løse tænder, ørevoks, sure karklude og gedefims, også kaldet ''Plejehjemmets menu.'' Den muntre illustration på posen viser en vrippen musefrøken i hvid kittel og træsko, der skubber en kørestol, og plejehjemmets beboere som affældige dyr med hørerør, briller, stok og prominerende knogler. Alderdom og ulækre sager.

Det er ikke svært at finde lignende eksempler på, at gamle fremstilles ynkværdige og latterlige. Medmindre de afbildes med golfkøller, trekkingudstyr eller designerbriller. Formålet med billedet er afgørende.

Et fagområde droppes

Mens jeg sled endnu et lag epitel af ganen med en hundeprut, ringede en sygeplejerske, ansat på et psykiatrisk plejehjem. Hun var ved at planlægge undervisning af social- og sundhedsassistenter i injektionsteknik.

''Vi er efterhånden kun to sygeplejersker tilbage til døgndækning på plejehjemmet, og der er ikke udsigt til, at vores stillinger bliver besat med sygeplejersker, når vi om ikke så lang tid uddør.''

Den kendte klagesang.

Ledige sygeplejerskestillinger på plejehjem kan ikke besættes. Endnu et fagområde ser ud til at blive droppet af sygeplejersker. Hverken løn, status eller prestige er tilstrækkelig til at fastholde dem.

Ingen kommer på plejehjem i dag uden udtalt svaghed og et eller flere funktionssvigt. Kørestole, demens og bleer er hverdag. Man kan måske rette noget op på nogle af skavankerne eller sinke forfaldet, men kendsgerningen er, at livet er under afvikling og ikke under udvikling. Det kan foregå på den gode, værdige måde eller på ulykkelig, krænkende vis. Gør sygeplejersker en forskel? Er det personalets grunduddannelse eller personalets holdninger, der gør forskellen?

Er der sammenhæng mellem de stereotype, latterliggørende billeder af gamle mennesker og sygeplejerskers manglende interesse for at fastholde plejehjemsområdet som en faglig udfordring? Det var det, der bekymrede den gamle redaktør. Eller er det noget helt andet?

Svage gamle er ikke i høj kurs i samfundet. Åbenbart heller ikke blandt sygeplejersker, men derfor kan der godt være forskellige forklaringer. Hvor fagligt udfordrende er det egentlig at være på en arbejdsplads, hvor man er eneste eller næsten eneste sygeplejerske? Arbejdsmiljøet og samarbejdet med det øvrige personale kan være nok så godt, men hvordan tilgodeses behovet for sygeplejefaglig udvikling, når man ikke har kolleger med samme uddannelsesmæssige baggrund? Sygeplejersker i dag vil have faglige udfordringer, have gang i projekter og kvalificere sig, så deres valgmuligheder forbedres. Hvilken prestige har sygeplejen på plejehjem, når der ikke stilles formelle uddannelseskrav til sygeplejerskerne, og nyuddannede sygeplejersker uden videre kan sættes alene i vagt? Glæde ved at passe gamle, interesse i gerontologi og almindelig idealisme er ikke altid nok, når man vælger karriere.

Løsningsforslag efterlyses

Hvad kan man gøre? Stille krav om formel efteruddannelse? Krav om deltagelse i udviklingsopgaver? Lave en specialuddannelse? Etablere formelle faglige netværk? Opnormere, så sygeplejersker sikres et dagligt kollegialt fællesskab? Eller bare lade stå til og lade faggrupper med kortere uddannelse overtage hele området? Et ældrepolitisk spørgsmål, hvor svaret vil vise, hvilken værdi samfundet tillægger gamle menneskers sidste leveår.

Hvordan man fremstiller plejehjemsbeboere på slikposer til børn, tror jeg til gengæld er uden indflydelse på det generelle syn på ældre. Uanset hvor pænt vi tænker og opfører os over for hinanden på ét plan, eksisterer den anarkistiske og politisk ukorrekte, grove humor i bedste velgående i et andet lag. Uhæmmet blandt børn, der sagtens kan skelne mellem spøg og alvor. De samme unger, der inviterer deres bedsteforældre som gæstelærere i skolen, og som kan stortrives blandt gamle, der har tid til dem.