Svært at studere på dansk

De er tavse i timerne. Det er konklusionen på den undersøgelse af de grønlandske sygeplejestuderende, som sygeplejelærer Vibeke Østergaard Steenfeldt offentliggjorde i Sygeplejersken i 1998 (1).

Rina Reimer Madsen, der er i dag er færdiguddannet og har job på distriktssygehuset i Aasiaat, er med i undersøgelsen, men hun tilhører bestemt ikke det tavse flertal:

''Min far er dansk, så jeg er vokset op med sproget, men det er rigtigt, at mange af mine kammerater fandt det utrolig svært at skulle studere og formulere sig på dansk. I Grønland har vi dansk som andet sprog og bruger derfor ikke det danske på samme måde som grønlandsk. Vi forstår det, og vi taler det også til husbehov, men det er alligevel noget helt andet at skulle give sig i kast med et studium, der ikke er på ens modersmål. I hvert fald måtte vi knokle for at sætte os ind i sygeplejens særlige fagsprog og en dansk begrebsverden, som kan være meget anderledes end den grønlandske. Mit store ønske er derfor, at de grønlandske sygeplejestuderende en dag kan blive undervist på grønlandsk af grønlandske sygeplejelærere. I dag har vi kun en enkelt grønlandsk lærer, så det vil tage sin tid, før det ønske kan opfyldes. Men de danske lærebøger skal vi naturligvis fortsat have. Vi er så lille et sprogområde, at vi nok aldrig kan få vores sygeplejelitteratur på grønlandsk.''

Rina peger også på, at hun kommunikerer forskelligt med grønlandske og danske patienter:

''Jeg har diskuteret det med min praktikvejleder, bl.a. fordi jeg synes, det har været svært ikke at kunne formidle noget på grønlandsk under uddannelsen. Man formulerer sig forskelligt til den danske og grønlandske patient. F.eks. er det svært at få en grønlandsk patient til at beskrive en smerte. Her må man ofte klare sig med ledende spørgsmål. Det behøver man til gengæld ikke med de danske. De begynder straks at forklare. Et eller andet sted har grønlænderne det svært med spørgsmål som hvor, hvordan osv.''

Der var 15 på Rinas hold ved studiestart. Seks faldt helt fra, to fik orlov og fem fortsatte på andre hold. Rina fortæller, at skolen i dag er blevet bedre til at imødekomme de studerendes særlige behov, men desværre ved omgivelserne for lidt om sygeplejerskeuddannelsen, synes hun:

''Der er andre uddannelser, som er mere synlige. Derfor er der behov for at gøre lidt mere reklame for den,'' siger hun. Selv bidrager hun, hvor hun kan. Bl.a. har hun fortalt om uddannelsen til gymnasieeleverne i Aasiaat, hvor et af Grønlands tre gymnasier ligger.

Rina blev tændt på sygeplejen, da hun efter gymnasiet fik et job med at passe en udviklingshæmmet pige:

''Det gjorde mig interesseret i at lære noget om mennesket, så planerne om at læse matematik blev droppet til fordel for sygeplejen,'' siger hun og afslører, at hun har masser af visioner for sit fremtidige arbejde som sygeplejerske:

''Jeg møder så tit sætninger som ''sådan gør vi her'' og ''sådan plejer vi.'' Det kunne jeg godt tænke mig at udfordre, men da jeg er ny på jobbet ­ det er mit første som nyuddannet sygeplejerske ­ er det klart, at jeg først skal finde rytmen og gøre mig nogle erfaringer, inden jeg kommer frem med alle mine ideer. F.eks. er jeg meget interesseret i at lytte til de danske sygeplejersker, som får job her på sygehuset. De kommer jo alle med hver deres erfaringer og måder at gøre tingene på. Faktisk kunne jeg godt tænke mig, at de fik mulighed for at lære fra sig på en lidt mere formaliseret måde end nu.''

Litteratur

1. Steenfeldt, VØ. De er tavse i timerne. Sygeplejersken nr. 52/98.