Vi taler ikke så meget

Der var amoriner i luften, da hjemmesygeplejerske Susanne Jacobsen skulle af sted til statshospitalet i Vordingborg med en patient på røde papirer.

Med om bord i flyet var en sød ung politibetjent. I dag er de to gift og bor og arbejder i Ilulissat, Knud Rasmussens gamle fødeby oppe i Diskobugten.

Patientledsagelse, hvad enten det er til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk eller til Danmark, hører med til en grønlandsk sygeplejehverdag, men det fylder naturligvis kun lidt i forhold til den hjemmesygepleje, som Susanne og en grønlandsk sundhedsmedhjælper skal klare i Ilulissat med dens godt 4.500 indbyggere.

Susanne var blandt de første, der startede på den grønlandske sygeplejerskeuddannelse i Nuuk, men en graviditet gjorde, at hun først blev færdig et år senere. Men uddannelsen fik hun, og det er hun meget stolt af:

''Jeg har været glad for min treårige sundhedsmedhjælperuddannelse, men den giver slet ikke de valgmuligheder som en sygeplejerskeuddannelse,'' siger hun og fortæller, at hun vil satse på en videreuddannelse i Danmark. 

Side 21 

Susanne synes, at det grønlandske sygeplejerskestudium var svært at komme igennem:

''Det har været en stor udfordring, ja i starten var det nærmest lidt af et chok. Jeg troede, jeg var god til dansk, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg faktisk ikke kunne formulere mig på skrift, sådan som der blev lagt op til det i studiet. Det måtte jeg først lære ­ også at tage springet til at prøve at tænke på dansk. Vi grønlændere har en anden tankegang end den danske. F.eks. ligger det i den danske kultur at diskutere. At vende og dreje tingene. Det er vi ikke så vant til. Jeg har ikke oplevet, at vi snakkede løs om alt muligt i mit hjem, f.eks. om hvordan min skoledag var forløbet osv. Derfor har det været svært at formulere sine tanker om sygeplejen undervejs i studiet. Men den grænse kan man selvfølgelig lære at overskride.''

Susanne har til gengæld stor fordel af sin grønlandske baggrund som hjemmesygeplejerske:

''Mange af de ældre, jeg kommer til, har stort behov for at snakke og er derfor meget glade for, at vi kan gøre det uden brug af tolk.''