Faglig kommentar: Ret til ikke at tage stilling

Rundt om i landet sidder 32 familier, som må have det rigtig skidt. De er skyld i, at 82 mennesker mistede livet i 2000, fordi de sagde nej til, at et familiemedlems organer måtte bruges til transplantation. De er ikke klar over, at deres nej har betydet, at de har sagt nej til livet til tre, fire eller fem andre mennesker, er en neurokirurg citeret for i Berlingske Tidende den 15. februar i år. Nu er de klar over det, for det har været forsidestof i aviserne i en periode.

Læger og sundhedspolitiske ordførere farer frem med det ene fantasifulde bud efter det andet på, hvordan man skal få skaffet flere organer. I dag dør folk nemlig ikke, fordi de er syge, men fordi en vrangvillig befolkning ikke vil af med deres organer. Det må der gøres noget ved. Sundhedsstyrelsen opfordrer endnu en gang folk til at tage stilling til organtransplantation og enten bære et donorkort eller tilmelde sig Donorregistret. Man skal ''tage stilling af hensyn til de nærmeste,'' står der i pjecen, som kan hentes på apoteket. Officielt er der nemlig ikke tale om en kampagne, der skal skaffe flere organer. Den manipulerende pjece efterlader dog ikke tvivl om hensigten:

Ingen argumenter for et nej

''Når der er tale om hjernedød, har vi muligheden for at blive organdonor.''

En mulighed, et godt tilbud, det kan være svært at sige nej til.

''Mange forhold har betydning for beslutningen. Både tekniske og følelsesmæssige.'' Hvad er mon det for tekniske spørgsmål, befolkningen skal tage stilling til? Hvilke følelsesmæssige? Hvorfor nævnes etiske problemer ikke? At hjernedødskriteriet blev indført ved en folketingsbeslutning med det ene formål at åbne mulighed for at fjerne organer fra en levende organisme. At indførelse af hjernedødskriteriet skilte befolkningen i to, mens debatten var på sit højeste. At kun en mindre del af befolkningen helt fattede, hvad et hjernedødskriterium indebar. I dag, hvor debatten stort set er død, er det formentlig endnu færre, der er klar over, hvad det drejer sig om.

''Tag tiden til at diskutere og overveje... og tag så stilling.'' Pjecen beskriver, hvor god en tilværelse man kan få med et nyt organ. Det handler ikke blot om at give dødeligt syge nyt liv, men også om at give dem et godt liv. Formålet er smukt og ædelt og må appellere til alle. Ingen normale mennesker ønsker, at andre skal dø. Formålet er det bedst tænkelige argument for at sige ja til organdonation. Modsat rummer pjecen ikke ét argument for at sige nej til organdonation. Intet, der kan støtte den tvivlende i at sige nej. Hvis man søgte at hverve forsøgspersoner til et medicinsk forskningsprojekt med en tilsvarende letbenet pjece, ville Den Videnskabetiske Komité utvivlsomt forkaste den, fordi den ikke levede op til Helsinkideklarationens krav til information før samtykke. Tilmelding til donorregistret alene på baggrund af pjecens informationer er samtykke på baggrund af udeladelser.

Malplaceret forargelse

Mange er højlydt forargede over, at hovedparten af befolkningen vil modtage et organ, hvis de havde behov, mens villigheden til at afgive organer er langt mindre. Forargelsen er malplaceret. Folk ved udmærket, at i en livstruende situation er overlevelsesdriften så stor, at kun de færreste ville kunne opretholde deres sædvanlige moralske standard. Det er forkasteligt at stjæle, men hvis man er ved at dø af sult, gælder der andre regler.

Det er så nemt at give udtryk for de politisk korrekte valg, når analysefirmaet spørger til vore indkøbsvaner. Det er øko mig her og øko mig der og dyrevelfærd. Foran fem kolde kyllinger for en hund glemmer de fleste alt om, hvordan for 20 kr. kyllingeliv inklusive indfangning, slagtning og plastemballage må have formet sig. Inderst inde kender vi godt vore reaktionsmønstre. Vi ved godt, der er forskel på at sidde i trygge omgivelser og anprise organtransplantationer og på en grusom virkelighed, hvor det pludselig kan være helt andre følelser, der griber os. Her er nok en stor del af forklaringen på, at holdningsundersøgelser og tilmeldinger til donorregistret ikke stemmer overens. Man tror ikke, folk har taget stilling til organdonation. Måske har de: De vil være fri for at tage stilling til, hvad der er det rigtige for dem selv og deres familie i en hypotetisk ulykkessituation.

Nogle kan tage stilling til, at de gerne vil donere organer. Mange af disse ved forhåbentlig også, hvad de har sagt ja til. Det må de organsyge være taknemmelige for. Lad resten være i fred. Og skam få dem, der på skrift eller i tale får ulykkelige pårørende til at føle sig skyldige i organsyges død.