Psykisk arbejdsskade: Den dag træerne vandrede ud på vejen

Da sygeplejerske Pia Andersen, 37, en dag i oktober 1998 var på vej på arbejde, begyndte vejsidens træer at bevæge sig ud over vejen og ind foran bilen. Hun vidste godt, at træer ikke bevæger sig, standsede bilen og erkendte sit psykiske sammenbrud. Forud for episoden med træerne, der mentalt blokerede hendes videre færd, var nemlig gået en lang periode, hvor hun havde følt sig træt og irritabel, haft koncentrations- og søvnbesvær og generelt følt livet som en meningsløs trædemølle.

I december 2000 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen, at den psykiske lidelse, som Pia Andersen havde pådraget sig, var arbejdsbetinget - en såkaldt posttraumatisk belastningsreaktion, og der skal nu tages stilling til erstatningsspørgsmålet.

Der er tale om noget af et forsikringsmæssigt gennembrud, for det har hidtil været meget svært at få psykiske lidelser godtaget som arbejdsskader. Pia Andersen var den ene af to sygeplejersker, som i december fik anerkendt deres psykiske arbejdsskader. Det er så vidt vides første gang, man officielt har erkendt, at sygeplejersker kan få erstatningsberettigede psykiske lidelser af deres arbejde.

Pia Andersen har valgt at stå åbent frem med sin historie af flere grunde:

Hun vil gerne være med til at fjerne fordommene om psykiske lidelser. Hun mener også, at man med en øget bevidsthed om problemerne kan forebygge, at de arbejdsbetingede psykiske lidelser udvikler sig, og endelig vil hun gerne videregive sine erfaringer om, at der er hjælp at få.

Psykiatrisk sygeplejerske

Pia Andersen er sygeplejerske fra Århus Kommunehospital i 1989, og hun blev straks efter sin uddannelse ansat ved Dalstrup Centret på Djursland - en socialpsykologisk døgninstitution for unge psykotiske klienter, hvoraf en del i sammenhæng med deres sindslidelse også er belastet af misbrugsproblemer og kriminalitet.

Pia Andersen holdt af arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske, hun blev dygtig til det og meget respekteret på arbejdspladsen.

Så respekteret, at hun i 1995 blev tilbudt et lederjob. Det skete, mens hun var på forældreorlov. Hun tænkte sig grundigt om, fordi hun godt var klar over, at det var et hårdt og krævende job. Den pågældende afdeling havde nemlig været uden leder i et år, så der var meget at organisere, rette op og forbedre. Hun endte med at sige ja tak til udfordringen og vendte fuld af energi tilbage for at få afdelingen bragt på fode.

''Operationen lykkedes, men patienten døde,'' siger hun i dag om de næste tre års forløb. Afdelingen kom til at fungere godt, men selv gik hun psykisk ned med flaget. Processen var for hård.

Konfliktløser og stødpude

Der var tale om en afdeling med hårdt belastede unge og et personale, der ikke altid var lige veluddannet eller egnet til at klare de daglige situationer med konflikter, vold eller trusler om vold.

Som leder måtte Pia Andersen uafladeligt være på tæerne for at forebygge konflikterne, og når de alligevel opstod, påtog hun sig funktionen som stødpude.

''Arbejdsskadestyrelsen fokuserer meget på

Side 15

vold og trusler, men jeg har ærligt forklaret, at det nedslidende ikke så meget var den vold og de trusler, som jeg selv var udsat for. Den slags er jeg rutineret i at klare som psykiatrisk sygeplejerske. Det svære var, når jeg som leder også skulle løse alle de konflikter, som opstod rundt omkring mig - i nogle tilfælde fordi enkelte medarbejdere savnede den rette uddannelse og indsigt. Det tærede hårdt på mine psykiske ressourcer,'' fortæller hun.

Søvnbesvær og irritabilitet

Pia Andersen fik ikke den supervision i arbejdet, som hun fra starten var blevet lovet i forbindelse med lederjobbet, men i 1998 søgte hun den selv, og det hjalp en del atfå de arbejdsmæssige problemer snakket igennem med en psykolog.

Alligevel tårnede problemerne sig op. Følelsen af uoverkommelighed voksede. Hun mistede overblikket og tabte koncentrationen, når hun f.eks. skulle læse. Hun havde besvær med at falde i søvn og besvær med at sove igennem. Om natten lå hun vågen med såkaldt tankemylder. Om dagen kunne hun føle trang til at slå hovedet ind i væggen, og selvmordstanker begyndte at spøge i den fjerne bevidsthed. Ikke, at hun var tæt på, men hun spurgte oftere og oftere sig selv, om denne slidsomme trædemølle virkelig kunne være meningen med livet.

Værst af alt: Hun lod sin irritabilitet gå ud over sine børn og andre familiemedlemmer. Hun mistede tålmodigheden, så ikke nuanceret på tingene og blev mindre tolerant. Hun var selv klar over, at den var gal, og bestemte sig for at prøve et jobskifte. Søgte orlov fra Dalstrup Centret og fik i stedet job i distriktspsykiatrien i Rønde på Djursland.

To måneder efter brød hun sammen. Vejtræerne tårnede sig op foran hende.

''Baggrunden var selvfølgelig den psykiske bagage, jeg havde med mig fra Dalstrup Centret, men mit nye job i distriktspsykiatrien blev den lille tue, der væltede læsset. I mit nye job måtte jeg beregne, at der var samlet 16 timer til 37 klientbesøg, når tiden til telefonkontakter, møder og transport blev fratrukket. Det var praktisk taget umuligt at nå. Jeg prøvede alligevel og følte mig presset til det yderste.''

Sammenbruddet

Pia Andersen blev sygemeldt på ubestemt tid efter episoden med vejtræerne.

Hun takker især sin mand for, at han hjalp hende gennem den første svære tid. Han lagde hende i seng, tog hende op, gik ture med hende og dirigerede hende rundt som lidt af en robot. Det fik hende langsomt ud af det akutte traume. Også hendes forældre var til stor hjælp.

Hun var på intet tidspunkt psykotisk med vrangforestillinger, og hun ønskede ikke at tage medicin. Da den umiddelbare krise var overstået, tog hun selv kontakt til kommunen og andre dele af det offentlige system for at få den nødvendige hjælp til sine børn og sig selv.

Efter tre måneders sygemelding blev hun indkaldt til afskedigelsesmøde i distriktspsykiatrien, og her havde hun Krista Franck fra Dansk Sygeplejeråd i Århus som bisidder. Det generede hende ikke at blive afskediget fra distriktspsykiatrien. Hun ønskede under ingen omstændigheder at komme tilbage, og hun havde stadig orlov fra sin gamle stilling på Dalstrup Centret.

Hjælp og støtte

Afskedigelsesmødet fik stor betydning for Pia Andersen, fordi hun traf Krista Franck og opdagede, at hun faktisk havde en fagforening, som blev en fantastisk støtte. Det vil hun gerne have viderebragt og takket for.

Krista Franck fortalte hende eksempelvis, at der på det psykiatriske hospital i Risskov var ansat en psykolog til at tage sig af de særlige problemer for medarbejdere, der arbejder med psykisk belastede patienter. Det havde ingen tidligere oplyst hende om, men nu kom hun straks i behandling.

To måneder efter, at hun var blevet fyret fra distriktspsykiatrien, ringede hendes gamle chef, forstanderen på Dalstrup Centret:

''Nu må vi vist se at få dig i gang igen.''

Tilbage på arbejdet

Pia Andersen kom så 1. maj 1999 tilbage til den arbejdsplads, som hun holdt af. Blot fik hun en stilling med færre potentielle konfrontationer og konflikter - og på nedsat tid. I dag sidder hun i en stabsfunktion som udviklingsmedarbejder og klinisk vejleder,

 Side 16

og desuden varetager hun kontakten til støttefamilieordningen på Djursland.

Hun startede med at have 24 timer, og Krista Franck fra Dansk Sygeplejeråd sagde til hende, at kommunen skulle supplere med sygedagpenge op til 37 timer. Kommunen ville nok sige, at det kunne/måtte/ville de ikke, forklarede Krista Franck, men i givet fald kunne hun bebude en sag fra Dansk Sygeplejeråd.

Det gik akkurat, som Krista Franck havde spået.

Kommunen ville/måtte/kunne ikke supplere. Pia Andersen sagde, at hun havde Dansk Sygeplejeråd bag sig, og 10 minutter efter fik hun en ny opringning fra kommunen: Det kunne alligevel godt lade sig gøre at supplere op til 37 timer.

Arbejdsbetinget psykisk lidelse
Fra Arbejdsskadestyrelsen modtog Pia Andersen en standardformular, som overvejende havde rubrikker om tunge løft, kemiske påvirkninger og andet, som kan medføre fysiske sygdomme. Det kunne hun ikke bruge til så meget, så i stedet satte hun sig og lavede sin egen skriftlige fremstilling af de arbejdsbelastninger, som havde ført til hendes psykiske sammenbrud og sygdom. Det blev accepteret, og speciallæge i psykiatri Kirsten Wilkens stillede diagnosen: Posttraumatisk belastningsreaktion og fandt det overvejende sandsynligt, at den psykiske lidelse var forårsaget af den arbejdsmæssige belastning.

Det store problem i sager om psykiske arbejdsskader er selvsagt: Hvordan afgør man, om en psykisk lidelse er affødt af arbejdet eller andre forhold i ens liv eller psykiske konstitution?

I Arbejdsskadestyrelsens egen vejledning hedder det:

''Det er vanskeligt at fremskaffe videnskabelig dokumentation for årsagssammenhæng mellem arbejdsforhold og psykiske lidelser, der kan benyttes ved behandlingen af den enkelte sag. Arbejdsskadestyrelsen lægger vægt på oplysninger om arbejdet, belastningens art og sygdomsforløbet og på, om der kan være andre forklaringer på den psykiske lidelse, f.eks. en forudbestående psykisk lidelse eller en belastning i privatlivet.''

Pia Andersen fik sin psykiske lidelse anerkendt som en erhvervssygdom, og det gjorde også en anden sygeplejerske, som ønsker at forblive anonym.

Sådan undgår man stress

Pia Andersen mener, at kun åbenhed bringer sygeplejersker videre i disse sager. Hendes egen åbenhed har betydet, at hun har fået enestående hjælp og støtte fra familie, arbejdsplads og fagforening.

Og åbenhed kan også forebygge, at arbejdspladsproblemerne får lov at udvikle sig til sygdom. Derfor har hun ved flere lejligheder været ude at fortælle sygeplejersker og andre faggrupper om sit forløb og sine erfaringer og om, hvad man kan gøre for at undgå, at problemerne opstår.

''Man skal fornemme sine egne grænser for, hvad man formår, og sige fra over for opgaver, man ikke kan klare,'' siger hun og vedgår, at hun nok på nogle områder har været for ambitiøs og perfektionistisk.

Derudover skal man som kollegaer være bedre til at passe på hinanden, og individuelt skal man ikke være så bange for at indrømme, at man føler sig træt, ked af det, magtesløs eller bange. Man skal også turde stille krav om supervision og støtte og om, at overenskomster samt sikkerheds- og arbejdstidsregler respekteres.

Der skal være plads til pauser, og der skal laves procedurer for, hvordan man ''læsser af,'' så problemerne ikke hober sig op inde i en selv. Der skal også laves procedurer omkring konfliktløsning især i miljøer, hvor vold og trusler om vold er en del af dagligdagen.

Man skal åbent diskutere arbejdsbyrder og arbejdsmængder og forlange præcise stillingsbeskrivelser.

Man må erkende, at man ikke kan tilfredsstille alle. Den samme kaffe er både for stærk og for tynd.

På Pia Andersens forebyggelsesliste er også følgende punkter:

•  Find dine interesser. Sørg for at få nye passende udfordringer.
•  Saml på positive indtryk.
•  Gør dit arbejde synligt for dig selv og dine omgivelser, f.eks. i en fælles kalender.
•  Pas på dig selv og din krop. Få frisk luft - også på jobbet.
•  Opsæt konkrete og realistiske mål.

Og hvis det alligevel går galt, så vær åben med det og indstillet på at modtage hjælp.