Synspunkt: Rygning anno 2001

Det er dejligt at konstatere, at der bliver flere og flere eksrygere. Dette gælder dog ikke på min nuværende arbejdsplads, hvor ca. 90 pct. er rygere.

Jeg er for tiden ansat i hjemmesygeplejen, hvilket jeg er meget glad for, men mit ansættelsesforhold er ved at udvikle sig til en kronisk sygdom, da jeg dagligt er udsat for passiv rygning i meget store mængder.

Pga. den passive rygning har jeg haft en del sygefravær, da jeg er allergisk over for tobaksrøg. Følgerne af dette er gentagne kraftige forkølelser, som udvikler sig til hals- og bihulebetændelse. Nogle af vores social- og sundhedshjælpere er astmatikere. For ikke at udløse kraftige astmaanfald er de nødt til at tage ekstra astmamedicin.

Situationen på vores arbejdsplads er blevet mere og mere tilspidset den seneste tid. Det er blevet en kamp mellem rygere og ikke-rygere. Der er blevet tilkaldt en rygekonsulent fra Københavns Kommune og nedsat et rygeudvalg, men fronterne er trukket skarpt op. Problemet er, at vi er alt for mange medarbejdere i et alt for lille hus. I et rum på ca. 25 m2 sidder 30 social- og sundhedshjælpere. Jeg er selv placeret i et rum på ca. 20 m2 sammen med mine to sygeplejekollegaer og en gruppe på ca. 10-12 social- og sundhedshjælpere. Her skal vi arbejde i larm og røg m.m. Vi skal planlægge dagens arbejde, ringe til klienter, kontakte hospitaler og læger, skrive sygeplejekardex m.m. Disse arbejdsforhold er selvfølgelig også gældende for gruppen af social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Dette er resultatet af den nye BUM-model (Bestiller, Udfører, Modtager-modellen).

Her er det meningen, at man skal arbejde i team, så samarbejdet bliver tættere, og plejen til klienterne bliver helhedsorienteret. Intentionerne er gode nok, men på vores arbejdsplads fungerer det bare ikke i praksis. Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er efterhånden blevet så belastende, at stillingsannoncerne bliver gransket en ekstra gang, når Sygeplejersken dumper ind ad brevsprækken.

Det, som holder mig tilbage, er mine rigtigt gode kollegaer og et dejligt klientel. Spørgsmålet er bare, om dette i længden kan opveje det dårlige arbejdsmiljø?

Der er ansat ca. 100 social- og sundhedshjælpere og ni i sygeplejegruppen.

Til sammenligning er der en fra sygeplejegruppen, som ryger på arbejdspladsen, mens antallet af rygere i den anden gruppe er ca. 80-90 personer.

Forestil dig, at der sidder 20 personer og ryger i et rum på 25 m2. Der er fuldstændig tåget, og det svier i øjne og luftveje. Nogle af vores andre grupperum er endda mindre. Det er ikke særlig rart at sidde og indtage sin frokost i disse omgivelser eller særlig nemt at koncentrere sig om sit arbejde.

Rygepolitik er der i huset, men i de trange rum er den ikke meget bevendt. For udekørende personale gælder følgende: Der må ryges det sidste kvarter af frokostpausen og efter kl. 14.00, når social- og sundhedshjælperne kommer ind efter dagens arbejde. Til møder må der også ryges det sidste kvarter, og i weekenderne gælder ingen rygeregler. Der er ingen rygerum, for alle rum i huset er inddraget til personale. For det administrative personale gælder, at de selv internt må aftale rygeregler på de enkelte kontorer. Dette bevirker, at der altid er røg i alle rum samt på trappe- og gangarealer. Den gældende rygepolitik overholdes ikke engang. Jeg vil slutteligt tilføje, at jeg selv er eks-ryger.

Selv om jeg har valgt at kvitte smøgerne, er jeg tvunget til at inhalere flere cigaretter hver dag samt komme hjem og lugte af tobaksrøg. Jeg synes, at der skal være plads til både rygere og ikke-rygere. Det er folks privatsag, om de vil ryge, men det skal ikke tvinge os andre til at gøre det. Der skal være plads til os alle. Vi har fra sygeplejegruppens side forsøgt at komme med utallige forslag til at ændre den nuværende rygepolitik, men uden held. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan andre arbejdspladser håndterer disse problemer omkring rygepolitik og manglen på samme.

Christina Klitgaard arbejder i Sundhedsforvaltningen, pensions- og omsorgsafdelingen i Brønshøj, Københavns Kommune.