Boganmeldelser

Når rationaliteten overtager sundhedspolitikken

Anne Reff Pedersen

Den udfoldende praksis

Policyfortællinger om pleje og behandling af svage gamle i social- og sundhedssektoren

- en ph.d.-afhandling fra Roskilde Universitetscenter
Roskilde: Universitetsforlag 2000
236 sider, 198 kr.

Forfatten vil med policyfortællinger synliggøre, at selv om sundhedspolitik på ældreområdet formuleres og vedtages på Christiansborg, skabes sundhedspolitikken i sygehusafdelingerne og i kommunerne. Det er et forvaltningsmæssigt problem, da grundlaget for beslutningerne er usynligt for de involverede parter.

Policyfortællinger er konstruerede fortællinger fra praksis, bygget op på et skelet af data fra kvalitative interviewer. Her er det konkrete pleje- og behandlingsforløb med involvering af sygehus, hjemmepleje og praktiserende læger, der danner udgangspunkt. Formålet er at illustrere lægers, sygeplejerskers og patienters oplevelse af hverdagspraksis, dvs. de situationer, hvor professionelle mødes med lægfolk i sygehuse, hjemmepleje mv.

Hovedkonklusionen er, at parternes oplevelse af hverdagspraksis er meget forskellig. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, idet de professionelle allerede er opmærksomme på, at f.eks. samtaler og behandlingsforløb kan opleves meget forskelligt. Det interessante er, at forfatteren påpeger, at hverdagspraksis ikke er egnet til at håndtere forskelligheden. Tankevækkende peger forfatteren på,''... at en forholdsvis stor gruppe af de svage gamle (der traditionelt set går for at være en af de svage patientgrupper), selvom de er fysisk, socialt og psykisk svækkede, udmærket er i stand til at formulere ønsker og krav til social- og sundhedssektoren.''

Det burde være indlysende, og vi bilder måske os selv ind, at vi gør tingene i overensstemmelse med patienters, klienters eller borgeres ønsker. Men virkeligheden kan se anderledes ud, hvis vi tør kigge på den. Ved at kigge på begrebet ''indkøb,'' kan denne forskel i oplevelsen af hverdagspraksis illustreres. I hjemmeplejen er visitering af ydelser beskrevet i et standardkatalog for den budgetansvarlige, og det er den mest rationelle hverdagspraksis, at hjemmehjælperen handler ind. Omvendt ønsker den enkelte gamle borger med nedsat gangfunktion og besvær med selv at bære varerne hjem at holde sig fysisk aktiv ved at gå tur, følge med i prisudviklingen og vælge sine varer selv. Her vil vedkommende se en hverdagspraksis i at kunne følges med en hjemmehjælper til en dagligvareforretning og hjem igen. Derved fremkommer et misforhold mellem intentionerne i ''den formulerede'' sundhedspolitik på Christiansborg, der skal forebygge sygdomme og funktionstab i alderdommen, og ''den dannede'' sundhedspolitik i kommunerne, hvor rationaliteten overtager.

De forskellige forventninger til hverdagspraksis og - hvis man ikke er så pæn - den skjulte dagsorden skaber generelt problemer for den ligeværdige dialog. Forfatterens konklusion er, at hvis man vil være talsmand for etablering af ligeværdig dialog, er det nødvendigt at synliggøre de mekanismer, der er på spil, eksempelvis forskelle i opfattelsen af, hvad der er det vigtigste i en given situation. Først herved bliver det synligt, hvordan sundhedspolitik på ældreområdet dannes og implementeres i praksis, og det er en forudsætning for at kunne forholde sig kritisk.

Ph.d-afhandlingen er en del af arbejdet i en projektgruppe bestående af en læge, en sygeplejerske og forfatteren, der er samfundsfaglig kandidat i offentlig forvaltning.

Af Lisbeth Bøggild, SD, visitationssygeplejerske,Gentofte Kommune.

Kan man dø af træthed?

Abelone Clahn

De første Ti år med tvillinger

En brugsbog
København: Høst & Søn 2000
224 sider, 228 kr.

Det vrimler ikke med danske bøger om at få tvillinger, og indtil nu har ''Tvillingehåndbogen'' været bedste bud på det danske marked, når spørgsmål om amning, klapvogn og pasning trængte sig på. Flere og flere tvillinger er resultat af kunstig befrugtning, og venter man tvillinger, melder der sig et stærkt behov for at vide mere om en række praktiske og følelsesmæssige områder.

''Ti år med tvillinger'' er meget informativ og stofmættet, men den er også meget personlig. Kapitlerne veksler mellem interviewer med andre tvillingeforældre, kursiverede dagbogsnotater og Abelone Glahns egne oplevelser af fødsel, ferie og forældreorlov. I et forsøg på at skabe orden er der et opsamlende faktaafsnit efter hvert kapitel. Det er for broget for min smag. Jeg føler mig også lidt snydt af undertitlen ''En brugsbog,'' da jeg forbinder en brugsbog med muligheden for at foretage hurtige opslag og orientere mig om et emne. Forfatteren causerer for meget til, at det bliver let at slå op på et specifikt emne. Det spørgsmål, jeg var mest optaget af de første par år med tvillinger, var, om det kunne lade sig gøre at dø af træthed. Det kan jeg ikke finde svar på her.

Med tvillinger på 10 år kan jeg genkende mange af problemstillingerne, f.eks. spørgsmålet om pasning og skolegang. Skal børnene gå på hver sin stue i vuggestue og børnehave, skal de gå i hver sin klasse i skolen? Der er ikke noget entydigt svar, men en skolepsykolog har fortalt mig, at i den kommune, hvor han arbejdede, anbefalede man altid at lade tvillinger gå i hver sin klasse, ikke mindst af faglige årsager. Et barn skal ikke føle sig ansvarligt for eller konkurrere med sin egen broder eller søster, når børnene kommer op i de højere klasser, var hans argument. Abelone Glahn skriver, at meget få fagfolk ved noget om tvillinger, men der er altså undtagelser.

Glahns fremstilling af problemerne med, at omgivelserne opfatter tvillinger som en slags spektakulære særlinge, er jeg aldrig stødt på, men opfattelsen får måske mere kød og blod, hvis tvillingerne er enæggede som Abelone Glahns. At der stadigvæk er tvillingeforældre, der kalder deres børn for Tim og Tom eller Lene og Lone, er en gåde, når der findes så udmærket information om identitetsdannelse. Bevæggrunden må være den narcissistiske gevinst, forældrene får, ved at møde op med to helt ens poder, men så kunne de måske have købt to ens hunde i stedet. Det er synd for børnene, når pædagogerne skal sætte kryds på hånden for at kende Allan fra Brian.

Abelone Glahn leverer mange gode overvejelser og argumenter om tvillingeforældreskab, træthed og kriser, men giv bogen til de vordende forældre. Efter fødslen er den for omfattende. Der er ikke tid til skønlitterær læsning de første par år.

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder. 

Guide til den psykiatriske skadestue

Joachim Knop

Akut psykiatri

København: Hans Reitzels Forlag 2000
196 sider, 225 kr. 

I dag har alle amter akutte modtageenheder, hvor alle kan henvende sig uden henvisning eller indlæggelsespapir. Den psykiatriske skadestue tager imod hele døgnet, undersøger og viderevisiterer den akutte patient. Den nødvendige viden på en psykiatrisk skadestue omfatter elementer fra psykiatri, toksikologi, neurologi, medicin, klinisk kemi, socialmedicin og klinisk psykologi. Tidligere har læger og sygeplejersker været henvist til de enkelte specialers lærebøger, hvor de akutte psykiatriske aspekter ofte kun er mangelfuldt beskrevet. Joachim Knop fremhæver, at det ikke kun er læger og sygeplejersker, der konfronteres med akutte psykiske problemstillinger i deres arbejde. Det gør eksempelvis også sagsbehandleren i socialforvaltningen, den vagthavende politibetjent og social- og sundhedsasssistenten i hjemmeplejen, for hvem det kan være overvældende at blive konfronteret med en psykotisk, suicidaltruet eller måske aggressiv patient. Det er vigtigt, at disse personer er fortrolige med de specielle holdninger, behandlingsprincipper og lovmæssige foranstaltninger, der beskrives her.

''Akut psykiatri'' guider lægen fra den første kontakt med patienten og gennem psykopatologi, diagnose og behandling, specielle patientgrupper og situationer og akut retspsykiatri. Lægen bliver vejledt i at udarbejde en objektiv psykiatrisk og somatisk undersøgelse, en psykiatrisk skadestuejournal og i visitation af den akutte patient. Der er fokus på lægens holdning til hyppig konference med bagvagt og det øvrige vagtpersonale for at sikre, at patienten behandles korrekt, og at vagthavende og patient føler sig trygge ved de trufne beslutninger. Formålet er, at lægen når til at kunne integrere faglig viden, klinisk erfaring og professionel empati i arbejdet med akutte psykiatriske patienter.

Skizofreni, affektive lidelser, akutte og forbigående psykoser, forgiftninger, abstinenstilstande, kranietraumer, cerebrale tumorer, infektioner i centralnervesystemet og andre somatiske sygdomme gennemgås med udgangspunkt i ICD 10-diagnosesystemet.

Akut psykiatri er også velegnet til de øvrige målgrupper. For sygeplejersker har bogen relevans som opslagsbog.

Af Anne Winkel, ansvarlig praktikvejleder på Klintegården og Skibbyhøj. 

Kulturmangfoldighed som en chance

Lise Andersen

F for Fatima

Børnebog
Århus: Forlaget Modtryk 2001
155 sider, 178 kr. 

Med pigens perspektiv kommer vi ind i historien om 11-årige Fatimas glæder og sorger i Yemen. Den er tænkt som en børnebog. Da min datter havde læst den, sagde hun: ''Hvorfor er danskerne fremstillet som helgener?''

Min opmærksomhed fanges ind af det forhold, der opstår mellem den udsendte danske sygeplejerske og den yeminitiske pige, hvis skæbne er, at hun skal leve uden at være omskåret i en kultur, hvor det er norm. Pigen identificerer sig med livet på hospitalet, og rollen som hjælper løfter hendes selvværd. Fatima udvikler en måde at leve med sin skæbne på. Hun kommer til at opleve sider af menneskers liv, som gør stort indtryk. Gæt hvad pigen udvikler et ønske om at blive? Fortællingen er dejligt medrivende, og jeg må give min datter ret. Personerne har færdige karakterer og kan virke stive.

Fagligt kvalificerer bogen sig ved at lade kulturforskelligheder være genstand for nysgerrighed og interesse i et omsorgsfuldt samvær: ''En dag den danske sygeplejerske og Fatima sidder og snakker, kommer en karavane af kameler forbi.

- De er flotte, siger Katrine om kamelerne. Men sig mig, hvorfor ser de så overlegne ud?

- Ved du ikke det? Underligt, så lidt Katrine ved om helt almindelige ting. Hun ryster på hovedet, nej, det ved hun ikke.

- Det er, fordi de kender et af Allahs navne, som ingen andre ved.

- Nå så forstår jeg bedre, siger Katrine og smiler det smil, der gør Fatima glad indeni. Som for at vise Fatima, at hun ved noget om skikkene i landet, siger hun: Men jeg ved, at køerne ofte har en plasticsko i en snor om halsen for at undgå onde øjne.

- Det ved alle da, tænker Fatima, men siger ikke noget.

Katrine er med i Fatimas liv. For mig handler historien også om, at Katrine og hendes tilstedeværelse giver Fatima andre muligheder, end hendes livssituation ellers byder hende. Kulturmangfoldigheden bliver Fatimas chance, selv om hjælperne fremstår noget idylliserede.

En sød historie. 

Af Grete Mygind, sygeplejelærer på Sygepleje- og radiografskolen i Herlev. 

Private og typiske erfaringer med kræft

Jane Aamund

Den hvide verden

Erindringer om storm, stille og kærlighed

København: Høst & Søn 2000
240 sider, 269,95 kr. 

Lilli Gyldenkilde

Tanker ved et køkkenbord

København: Møntergården 2000
192 sider, 99 kr. 

To skønlitterære bøger om to kvinders møde med hospitalsverdenen, patientrollen, lægerne, magten og (vente)tiden. Jane Aamund og Lilli Gyldenkilde er kendte personer, der ofte har fortalt om egne oplevelser og erfaringer med at leve med en kræftsygdom. De har udtalt sig markant om kræftbehandling og pleje, om hospitalerne som gigantiske og kolde reparationsvirksomheder og om såvel venlige, hjertelige, imødekommende som afvisende, kyniske og arrogante sygeplejersker og læger.

Jane Aamund behersker et elementært spændende fortællesprog og formår at skildre hændelserne omkring især sine sygdomme på en sådan måde, at de ikke bare opleves som pinagtigt private, men også som personlige og genkendelige. Selvom Lilli Gyldenkildes sprog er mere famlende, tungt og til tider præget af gentagelser, skriver hun forfriskende enkelt, vedkommende og konkret om sit livslange møde med kræft.

Skal de to kvinders oplevelser og erfaringer som syg i Danmark opleves som interessante og åbne mulighed for refleksion hos sygeplejersker og sygeplejestuderende, må de række ud over dem selv. Noget må henvise til, at de to
kvinders oplevelser og erfaringer ikke alene er unikke og private, dvs. udelukkende knyttet til personerne Aamund og Gyldenkilde.

Hændelserne må også have et skær af at være så typiske, at man kan forestille sig, at de svarede til, hvordan andre ville beskrive deres liv, oplevelser og erfaringer med sygdom.

Begge bøger rummer det private og unikke, men også det mere typiske og personlige. Det betyder ikke, at forfatterne kan tages til indtægt for, hvordan det er at være patient i Danmark, og hvordan læger og sygeplejersker kommunikerer med mennesker med kræft og får stadigt mere travlt.

Men beretningerne kan bruges i undervisning og som diskussionsoplæg til at sætte fokus på temaer som angst, håb, glæde, vrede, smerter, forvirring, afmagt etc. i forbindelse med alvorlig sygdom og med møder med læger og sygeplejersker. Hvis altså man kan holde ud at læse om forskellige politikeres gøren og laden og om forfatternes naboer, venner og familie. 

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor ved Syddansk Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Institut for Idræt og Biomekanik, Odense.