Forskning i præhospital indsats: Sparer liv og penge

Sygeplejerske, uddannelsesleder og dr. med. Marianne Berglin-Jarlöv er ikke flov over at indrømme, at hun fra tid til anden græd, da hun i 1977 skulle slå sig igennem som den første kvindelige ambulancesygeplejerske i Göteborg.

Kollegaerne var sådan set flinke nok, men hun følte sig ensom i den rene mandskultur, som med nogen ret følte sig truet af de forandringer, hendes tilstedeværelse bebudede. En del af ambulancemændene havde svært ved at acceptere, at hun kom med en anden faglig baggrund end dem.

''Mænd synes jo traditionelt, at det er dem, som skal styre og bestemme, og de havde somme tider svært ved at give mig lov til at bruge min kompetence,'' erindrer hun.

Men pionervanskelighederne blev overstået, og udviklingen gik hurtigt. I begyndelsen var Marianne Berglin-Jarlöv først og fremmest sygeplejerske på sygehusets hjerteintensivafdeling og kørte kun med specialambulancen, når der var tid, men i 1984 fik hun fast tjeneste på specialambulancen, hvor hun arbejdede frem til 1992 og blev stærkt engageret i problemstillingerne omkring præhospital hjerte-lunge-redning.

Borgeruddannelse

Det førte til en opgave som projektleder for en informationskampagne, der i 1987 skulle lære göteborgerne at tage hjerteinfarkt alvorligt og straks kalde ambulance ved brystsmerter. Mange patienter kom nemlig for sent og døde unødvendigt, før de nåede hospitalet. Den kampagne affødte senere hendes doktorafhandling.

I dag er Marianne Berglin-Jarlöv, som blev doktor i 1997, noget af en institution i det tætte præhospitale samarbejde mellem Göteborgs ambulancetjeneste og Sahlgrenska Universitetssjukhuset, hvor hun siden 1993 har været placeret i en kommunalt lønnet stilling som uddannelsesleder i Hjerte-Lunge Redningscentret.

Stillingen er kommunal, fordi hendes opgave er at uddanne Göteborgs befolkning i at redde sig selv og andre i tilfælde af akutte hjerte-lunge-problemer. Det gør hun hovedsageligt ved at tilrettelægge undervisningen for instruktører, der så videregiver deres kunnen rundt omkring på arbejdspladser, i virksomheder, foreninger eller klubber. I 1995 satte Göteborg kommune sig det mål at få uddannet 100.000 göteborgere i hjerte-lunge-redning (hjertemassage og mund-til-mund).

Marianne Berglin-Jarlövs karriereforløb er ikke alene et eksempel på sygeplejerskers praktiske og videnskabelige engagement på det præhospitale område, men også et eksempel på, hvordan man i Sverige griber problemerne an, når det gælder befolkningens sundhed.

Sparer penge og menneskeliv

Marianne Berglin-Jarlövs interesse for at arbejde videnskabeligt opstod, da hun kunne begynde at se resultaterne af hjerteinformationskampagnen og følte behov for at kunne analysere og formidle disse resultater videre.

Hun meldte sig så til kurser i forskningsmetodik og blev skrevet ind på det medicinske fakultet. Det var et hårdt løb med dobbeltarbejde, fordi hun kun havde mulighed

Side 17

for at tage arbejdsfri de sidste tre måneder, hvor hun skrev disputats. Hovedkonklusionen i hendes afhandling var, at den offentlige hjertekampagne faktisk havde virket og reddet liv.

Undervejs mod disputatsen måtte hun i 1996 lige kaste sig over en mindre undersøgelse, der tog tre måneder. Hun undrede sig nemlig over, at det skulle tage gennemsnitligt 55 minutter for en hjertepatient at komme fra akutmodtagelsen til hjerteintensivafdelingen på sygehuset. Dette studie blev ikke til nogen afhandling, men det forbedrede patienternes sitaution afgørende:

''Grunden til, at det tog så lang tid, var, at der var for mange indblandede på rejsens gang, sygeplejersker, læger og kardiologer. Vi omorganiserede således, at en sygeplejerske på modtagelsen nu umiddelbart tager EKG på alle brystsmertepatienter og ved tegn på infarkt selv forestår indlæggelsen på hjerteintensiv. I dag tager processen kun 15 minutter. De 40 minutter, der spares, kan være helt afgørende for patientens prognose,'' fortæller hun.

Nu er Marianne Berglin-Jarlöv netop klar til at starte et nyt forskningsprojekt. Det har nemlig vist sig, at folk med hjerteinfarkt fortsat er tilbageholdende med at tilkalde ambulance.

''Faktisk er det kun halvdelen, der ankommer til hospitalet i ambulance. Derfor går vi nu i gang med en omfattende spørgeskemaundersøgelse, der omfatter 3.000 patienter. Vi vil kortlægge deres optræden i forbindelse med formodet hjerteinfarkt,'' fortæller hun.

''Den situation vil man gerne ændre, for der er både menneskeliv og penge at spare ved hurtig indsats. Jo tidligere, man griber ind, des bedre prognose. Det gælder også på andre områder, og derfor er det så vigtigt at opprioritere den præhospitale indsats.''

Stærkt forskningsmiljø

For Marianne Berglin-Jarlöv var engagementet i præhospital pleje og behandling indgangen til det videnskabelige arbejdsområde, og her er hun ikke alene. Mange sygeplejersker er nu engagerede i forskning på dette område.

De støttes især af kardiologen Johan Herlitz, som er tilknyttet ambulancetjenesten på 20 procents tid som en inspirerende bagmand for sygeplejerskernes forskning. Alene på kardiologisk afdeling på Sahlgrenska Universitetssjukhuset er der otte doktorander blandt sygeplejerskerne. To gange om måneden mødes doktoranderne for at udveksle erfaringer og inspirere hinanden.

Åsa Axelsson er en anden sygeplejerske, som har gjort sig gældende med forskning på det præhospitale område. Hun har lavet interviewundersøgelse med 700 almindelige mennesker, som har udført hjerte-lungeredning. En af undersøgelsens hovedkonklusioner er, at det ikke er nok at lære folk, hvordan man teknisk genopliver et menneske. Man må også forberede dem på de psykiske reaktioner, der følger af en sådan situation.

Fantastisk udvikling

Foruden disputatserne kommer der løbende undersøgelser, rapporter og større og mindre studier fra de sygeplejersker, som arbejder på det præhospitale område.

Ambulancesygeplejerske Christer Axelsson, som i øvrigt er gift med ovennævnte Åsa, er således sammen med en kollega i gang med en større undersøgelse af, hvad der kan vindes, hvis man ved hjælp af blodprøver allerede i hjemmet kan identificere nogle af patienterne med hjerteinfarkt.

En så tidlig diagnosticering betyder, at man på stedet kan give blodpropopløsende middel og køre patienten til direkte indlæggelse på hjerteintensiv. Altså spare omvejen over akutmodtagelsen.

Man har nu startet forsøget, hvor ambulancesygeplejerskerne straks tager blodprøve på patienter med brystsmerter og aflæser visse markører på en strimmel.

Andre af ambulancesygeplejerskerne arbejder også med større eller mindre undersøgelser eller studier, som sættes i gang af lægerne Johan Herlitz eller Lisbeth Waagstein. Sidstnævnte er halvtids tilknyttet ambulancetjenesten som tilsynsførende. Sygeplejerskernes studier kan eksempelvis dreje sig om registrering af symptomer, virkningen af medikamenter eller afprøvning af nye lægemidler og behandlingsmetoder.

For ambulanceenhedens chef, sygeplejerske Mats Kihlgren, er det i høj grad sygeplejerskernes forskning og den dermed forbundne kvalitetsudvikling, som gør den store forskel:

''Det er en fantastisk udvikling, vi har oplevet. Det er ikke mange år siden, vi havde et ambulancevæsen, der i hovedsagen blot skulle sørge for at transportere patienter til sygehuset. I dag har vi en præhospital tjeneste, der i tæt samarbejde med sygehuset har flyttet den højt kvalificerede akutindsats helt ud til patienten.''