Kunsten at kunne nøjes med så lidt som muligt

Det handler ikke om at fylde så meget lærdom i hovedet på de sygeplejestuderende som muligt. Snarere tværtimod, mener læge og udviklingschef Kjeld Fredens, der har beskæftiget sig indgående med læreprocesser og udviklingsteori. Sammen med lektor og studieleder Helle Ploug Hansen var han inviteret til en regional uddannelseskonference, arrangeret af Sygeplejeskolen i Vejle Amt. Konferencens titel var ''Sygeplejerskeuddannelsen - Det 21. århundredes udfordring,'' og arrangørerne havde valgt at lade sig udfordre af de to ildsjæle, der gjorde deres bedste for at provokere den fyldte sal.

Kjeld Fredens:

''Vi lider af vidensforurening. Som lærer er det nemt nok at kunne anbefale 17 bøger. Det er en kunst at kunne nøjes med at anbefale én. Faglighed i dag defineres ikke i mængder, men i evnen til - til stadighed - at vide, hvor lidt man kan nøjes med. Det er jeres ansvar. Min pointe er godt nok, at det kræver enorm viden at kunne begrænse sig - og så evnen til at glemme. Det sidste kommer med alderen!''

Helle Ploug Hansen:

''Hvis sygeplejen i fremtiden skal udføres af sygeplejersker, er det nødvendigt med en ubændig nysgerrighed, en vedholdende evne til kritisk refleksion samt hurtigst muligt at sige farvel til selvhøjtideligheden og følelsen af at tilhøre et særligt udvalgt folkefærd med en helt særegen kultur.''

Attraktive miljøer

Arrangementet i Vejle skal ses som optakt både til den nye reform af sygeplejerskeuddannelsen, der træder i kraft til efteråret, og loven om de kommende centre for videregående uddannelser, CVU'erne. Netop det sidste kræver, at man er nødt til at begive sig ud i verden og danne alliancer med andre for at skabe attraktive studiemiljøer uden for de store universitetsbyer:

''Vi vil derfor gerne give deltagerne - lærere, ledere og uddannelsesansvarlige - ny inspiration og mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af amterne, i dette tilfælde Sønderjyllands, Ribe, Fyns og Vejle Amter,'' sagde rektor Birthe Andersen i sin velkomsttale. Og vicerektor Lone Hougaard, der har fungeret som konferencens primus motor, slog fast, at udviklingen kræver mere samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne, så skolerne kan tilbyde de unge en så praksisnær og udviklingsorienteret uddannelse som muligt:

''Der skal være bedre sammenhæng mellem praksis og teori end tidligere, ligesom vi skal medtænke anvendelsen af forskningsresultater. Det er en udfordring, vi vil tage op,'' sagde hun og henviste til, at invitationen

Side 19

til Kjeld Fredens og Helle Ploug Hansen bl.a. har baggrund i begges faglige tilknytning til regionen, Kjeld Fredens, der til daglig beskæftiger sig med hjerneskadede patienter på genoptræningscentret Vejlefjord, og Helle Ploug Hansen, der er studieleder ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet i Odense.

''Jeg håber meget, at dagen i dag kan give inspiration til at danne faglige netværk på tværs af regionen,'' sluttede hun.

Ud over de to brandtaler fra Kjeld Fredens og Helle Ploug Hansen omfattede konferencen præsentationer af igangværende og afsluttede forsøgs- og uviklingsprojekter i regionen samt en udstilling af posters og stande.

Intellekt og følelser

Kjeld Fredens gjorde brug af små humoristiske narrativer med stor virkning i sit oplæg:

''Min kone og jeg havde efterhånden fået den vane, at vi aftalte, hvor meget vi skulle give hinanden for i julegave. Men ét år fandt hun ud af, at hun havde overskredet beløbet. Du må altså smutte ned og købe for 165 kr. mere, sagde hun. Vi skal jo have for lige meget. Jeg drog til byen, men kom aldrig ind i stormagasinet, for det, der reddede mig i døren, var en lille mand, der kom tomhændet ud. Ih, hvor er der meget, man kan undvære, sagde han i forbifarten.

Se, dér starter al udvikling. Hvor lidt kan vi nøjes med? Hvor lidt skal vi fylde i hovederne på de studerende? I virkeligheden har vi viden nok. Udfordringen består i at vide, hvor og hvordan den kan bruges. Derfor har vi brug for folk, der kan kombinere viden og skabe mening,'' fastslog han og pegede på fire kernekompetencer, som videnssamfundet bør satse på. Ud over meningskompetencen er det læringskompetence, som har fokus på det at ''lære at lære,'' dvs. kendskab til læreprocesser og læringsstil, forandringskompetence, hvor det handler om evnen og viljen til at flytte sig mentalt, fysisk og rollemæssigt, samt relationskompetence, hvor det er de sociale evner, der trækkes på, dvs. evner til at skabe netværk og samarbejde.

Kjeld Fredens' syn på læringskompetence har baggrund i konstruktivismen, som forsøger at forene intellekt og følelser:

''Det er følelserne, der bestemmer, både om vi lærer noget, og hvor godt vi husker det, vi har lært. Det er her, gearskiftet til forandring ligger,'' sagde han og fortalte om en af sine patienter, en hjerneskadet mand med en høj intelligens. Patienten, der havde en stor stilling som beslutningstager i erhvervslivet, blev ude af stand til at tage beslutninger, da den del af hjernen, hvor følelserne sidder, blev ødelagt:

''Forenklet sagt, så fungerer intellektet ikke, hvis man ikke har følelser. At kunne vælge, vurdere og værdsætte er som fætre og kusiner, og deres mor hedder følelserne,'' sagde han og pegede på en række nøglebegreber i konstruktivismen. Hovedoverskriften er ''Fra instruktion til konstruktion,'' hvilket bl.a. indebærer, at undervisningen bliver elevcentreret i stedet for lærercentreret, at eleven opfattes som samarbejdspartner i stedet for, at det er læreren, der udelukkende fungerer som vidensformidler, at eleven er aktiv i stedet for modtagende, at viden ikke er lig med fakta, som ophobes og huskes, men at viden er lig med evnen til at forandre og anvende fakta.

''Viden skal ikke bare være ''mere af det samme.'' Den viden, I skal give de studerende, skal være en viden, der kan bruges i nye situationer. Dermed sikrer I det, der hedder livslang læring. Gør I ikke det, så bliver livslang læring til livslang uddannelse, og det er der hverken tid eller råd til,'' mindede han om.

Al magt til sygeplejen

"Hvis vi skal debattere sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsens fremtid, så er vi

Side 20

nødt til at debattere vores opfattelse af forudsigelighed,'' fastslog Helle Ploug Hansen i sit indlæg, hvor hun gjorde op med den mekaniske videnskab, som helt frem til vore dage har arbejdet ud fra en forestilling om, at verden består af mekaniske systemer, hvad enten det er fysiske forhold, den menneskelige organisme eller samfundet.

''Den videnskabelige bestræbelse gik ud på at beskrive systemerne så nøjagtigt som muligt for at kunne forudsige deres udvikling og forløb.

Inden for lægevidenskaben betød det f.eks., at man betragtede (og vel også gør det i dag) sygdomsforløb som principielt forudsigelige.

Videnskaben nåede langt på dette mekaniske verdensbilledes præmisser, men det er utilstrækkeligt i dag. Øv, er der måske nogle sygeplejersker, som vil sige, fordi de netop er glade for det mekaniske verdensbillede. Tænk på, hvor meget tid nogle af dem har brugt på at udarbejde standarder og klassifikationssystemer for ikke at tale om evidensbaseret sygepleje.

Sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle vil så gerne kunne forudsige pleje og behandlingsforløb. Men ingen levende systemer er mekaniske.

De består derimod af mind eller ånd, som den amerikanske biolog og antropolog Gregory Bateson har sagt det. Levende systemer, hvad enten det drejer sig om celler, organer, mennesker eller samfund, er ikke forudsigelige.

For takket være bevidstheden, den individuelle som den kollektive, forstyrres enhver systematik af motiver og intentioner, der ikke lader sig forudsige. Et af resultaterne på denne mangel på forudsigelighed er, at prognoser falder sammen lige så hurtigt, som de opstilles.''

Helle Ploug Hansen havde også denne kommetar til den evidensbaserede sygepleje:

''Ifølge Virginia Hendersons antagelse eksisterer der 14 alménmenneskelige behov. Det er vældig interessant at se, hvordan denne antagelse er blevet støvet af inden for de sidste par år og har fået sin helteplads inden for den evidensbaserede sygepleje. De 14 behov er altså noget forudsigeligt, noget, som vi mennesker har og altid vil have?

Ja, men er det ikke fantastisk? Jeg får i hvert fald lyst til at spørge, hvordan hun har opdaget og defineret disse behov. Hvilken systematik brugte hun, og forsøgte hun at falsificere sin antagelse?

Hvis de 14 behov er så alménmenneskelige, som hun skriver, hvorfor fik hun så ikke nobelprisen?

Nu skal jeg ikke trampe mere rundt i de 14 behov, men blot konkludere, at de er godt fundet på! Og så giver de al magt til sygeplejerskerne, for vi ved jo, hvilke behov patienten har!''

Helle Ploug Hansen opregnede fire områder, som hun mener er forudsigelige for fremtidens sygepleje, nemlig pleje, behandling, omsorg og servicering.

''Er det muligt at evidensbasere vores sygeplejehandlinger inden for alle disse fire områder,'' spurgte hun og gav selv svarene:

''Nej, det mener jeg ikke. Behandling og pleje er nok de områder, der ''lettest'' kan evidensbaseres, for her optræder mennesket som patient/objekt. Det er derimod vanskeligere, når vi bevæger os ind på områderne omsorg og servicering, fordi handlingerne her i høj grad handler om patienten som medmenneske, når der er tale om omsorg, og forbrugervalg og patientrettigheder, når det drejer sig om servicering,'' sluttede hun.

Læs også "Vi skal ud af isolationen".