Et plaster på sjælen

''Alle vore hospitaler har et katastrofeberedskab og en plan for, hvordan man skal modtage og behandle sårede efter en katastrofe. Men der findes ingen plan for, hvordan vi skal tackle de psykiske eftervirkninger af f.eks. et terrorangreb. Det her vil komme til at påvirke os i mange måneder, ja år, fremover. Hele vores liv blev ændret den 11. september 2001.''

''Reaktionerne vil komme i bølger og typisk toppe omkring højtiderne, hvor familierne er samlet. Om kort til er det allehelgensdag, og snart er det jul. Årsdagen vil også fremkalde reaktioner. Det er vi nødt til at være forberedt på.''

Siger Eileen Hanley. Hun er chefsygeplejerske og leder af krisecentret på St. Vincent Hospitalet i Greenwich Village - ikke langt fra Wold Trade Center. Normalt tilbyder afdelingens seks ansatte - tre fuldtidssygeplejersker, to halvtids socialrådgivere, en deltidssygeplejerske og en præst - psykologisk og åndelig støtte til patienter med livstruende sygdomme og deres pårørende.

Efter terrorangrebene på World Trade Center har centret haft travlt med at tale med pårørende, personale og brandfolk.

''Det vigtigste, vi kan gøre lige nu, er at lytte - vi må endelig ikke presse på. Folk er stadig følelsesmæssigt lammede og har svært ved at sætte ord på det, der er sket. Husk på, det er første gang, vi oplever sådan noget - det er aldrig sket før, og det er som om sproget, der beskriver det, slet ikke er opfundet endnu.''

I orden at føle sorg
''Mange føler sig triste og undrer sig over, om de nogensinde bliver glade igen. Omvendt føler de sig skyldige, hvis de tillader sig at grine eller gå ud at spise, fordi de i virkeligheden burde være triste. De, der ikke mistede nogen i tragedien, føler sig skyldige over at føle sorg, for hvordan kan de tillade sig det, når de stadig har deres pårørende.''

''Vi fortæller dem, at det er i orden at føle sorg, selvom man ikke har mistet et barn eller en ægtefælle. Vi mistede alle noget under katastrofen. Vi troede, at Amerika var et sikkert land,'' siger Eileen Hanley.

De første dage henvendte pårørende sig mest til krisecentret på St. Vincent for at få konkrete oplysninger om deres forsvundne familiemedlemmer, men efterhånden som dagene gik, ændrede billedet sig. Familien

Side 7

ønskede ikke længere konkret information, men rådgivning om, hvordan de skulle komme videre med deres liv både økonomisk og følelsesmæssigt.

Hospitalets ansatte har også reageret på katastrofen. Mange har svært ved at koncentrere sig. De lider af mareridt, hvor de ser bygningerne falde sammen eller ligger søvnløse det meste af natten. Centret tilbyder massage og akupunktur til alle, der har brug for at få løsnet nogle af de mange fysiske og psykiske spændinger.

''De fleste tror, det er dem selv, der er noget galt med. På personalemøder fortæller vi, at deres symptomer er helt normale, og at vi er der, hvis de har brug for at tale med os. Det har mange benyttet sig af.''

Bange for krig

''De fleste er nervøse for, hvad der nu skal ske. De er bange for krig og for, at deres børn skal blive indkaldt til militærtjeneste. De føler sig usikre på fremtiden - hver gang de hører et fly, reagerer de. Det vil tage lang tid at komme over,'' siger Eileen Hanley og tilføjer:

''Vi lærer, mens vi taler, og vi er allerede i gang med at skrive den anden beredskabsplan - den, der skal bruges til at tackle de psykiske eftervirkninger af terrorangrebene.''

Donna Pink er psykiatrisk sygeplejerske. Hun arbejder normalt med misbrugere, som hun forsøger at få til at ændre adfærd ved at sende dem i behandling. Men siden 11. september 2001 er en stor del af hendes arbejdsdage gået med at tale med overlevende fra virksomheder, der havde kontor i World Trade Center. Donna Pink opsøger selv virksomhederne.

''Det er en svær situation for både ledelse og ansatte pludselig at skulle tale om tanker og følelser. Mange af dem, jeg møder, tør ikke opsøge en psykolog eller en psykiater, fordi de så vil føle, at der er noget galt med dem. De synes, det er mere behageligt at tale med en sygeplejerske. Jeg er en fremmed - et ansigt, de formentlig aldrig nogensinde ser igen. Jeg analyserer ikke og stiller ingen diagnose - jeg lytter bare.''

''Jeg oplever, at de føler sig trygge ved at tale med mig, og det er en stor ære. Men det er også meget anderledes, end jeg er vant til. Her handler det ikke om at få folk til at ændre adfærd. Her handler det bare om at være til stede og lytte. Jeg føler, det er et privilegium, at jeg har fået den udfordring, men det er også svært. Man kan ikke undgå at blive påvirket af deres beretninger.''

''Mange oplever, at det løsner at tale om det - andre er ikke klar endnu, men de ved, at jeg er der, hvis de får brug for mig, og det tror jeg hjælper.''

Højhælede sko

Ligesom kollegaen, Eileen Hanley, fra St. Vincent, oplever Donna Pink, at de overlevende sidder tilbage med skyldfølelse over at føle sorg og over at have overlevet en tragedie, der kostede så mange tusinde uskyldige livet.

''En enlig mand forstod simpelt hen ikke, hvorfor han skulle overleve, når så mange med ægtefælle og børn mistede livet. Han følte, det var uretfærdigt, og at det skulle have været ham og ikke dem, der døde.''

''En anden bærer et billede i erindringen af hundredvis af højhælede sko. Da han løb fra World Trade Center, så han alle disse tomme, højhælede sko. Det plager ham, at han ikke ved, hvad der er sket med kvinderne - skoenes ejere. Hvor er de? Er de levende eller døde? Smed de skoene for at kunne løbe hurtigere, eller ligger de døde i ruinerne? Hvad skete der med dem?''

''En historie som berørte mig dybt, kom fra en ung mand, der kom ud af toget under World Trade Center, da det første tårn kollapsede. Klokken var omkring 10. Alt blev mørkt på perronen, og der var støv overalt.

Gennem tågerne fik han øje på et vindue. Han brød det op, så folk kunne komme i sikkerhed. Det reddede formentlig en masse menneskers liv, men sådan oplever han det ikke selv. Han føler sig ikke som en helt. Han tænker på alle dem, han ikke nåede at redde.''

Et ordentligt farvel
Donna Pink holder en lille pause, inden hun fortæller, hvordan hun selv oplevede den 11. september 2001. Hun var på arbejde på Bellevue. Et af de første ofre, der kom ind, var en brandmand med alvorlige kvæstelser i hovedet, så alvorlige, at personalet vurderede, at han næppe ville overleve. Familien blev kontaktet, og selvom de bor langt fra New York, tog de straks til hospitalet.

''De håbede til det sidste, at han ville overleve. Det samme gjorde jeg, men han blev erklæret hjernedød, og det blev min opgave at informere familien. Det var meget, meget svært. Ikke alene måtte familien se i øjnene, at de havde mistet en pårørende, den skulle også tage stilling til organdonation. Jeg følte mig totalt hjælpeløs. Som sygeplejerske vil jeg så gerne gøre folk raske. Her skulle et menneske dø, og jeg spurgte om tilladelse til at fjerne hans organer. Det tror jeg vil forfølge mig resten af livet.''

''Jeg husker, at hustruen blev ved med at stryge hans hånd. Hun var vred og ked af det, men samtidig taknemmelig over, at hun i det mindste fik mulighed for at sige ordentligt farvel. Bagefter takkede familien

Side 8

mig for, at jeg havde været der til at trøste og holde i hånd. Det var så rørende.''

Margaret Glover er chefsygeplejerske og leder af psykiatrisk afdeling på Bellevue Hospitalet. Hun er samtidig leder af en støttegruppe for personale og pårørende og af det team, der tager på virksomhedsbesøg.

''Vi har ikke set de værste følger endnu. Når oprydningen er færdig og pårørende og redningsfolk må erkende, at der ikke er mere håb, vil der komme en reaktion. Vi vil opleve, at gamle sår bliver brudt op. F.eks. talte jeg med en, hvis datter døde for seks måneder siden. Terrorangrebene fik sorgen til at vende tilbage.''

''Eller at skyldfølelsen og vreden bliver ved med at plage. En ung mand ringede til sin far fra toppen af World Trade Center, da det første fly havde ramt. Han var ikke hjemme, og sønnen efterlod en besked på telefonsvareren: Der er røg overalt, og jeg kan ikke komme ud. Sønnen er blandt de savnede. ''

Uden for Bellevue Hospitalet er indgangen fyldt med plakater over savnede efter terrorangrebene på World Trade Center. Hver dag bliver der lagt friske blomster eller tændt lys til minde om ofrene.