Vidner til terrorangrebet

Kontorerne var tomme

Carrie Potter, redaktør.

Tirsdag den 11. september tog jeg som sædvanlig toget på arbejde. Jeg var irriteret over, at jeg havde taget en langærmet trøje på sådan en varm dag. Klokken var 9.20, og jeg var sent på den. Endnu et irritationsmoment. Jeg havde en deadline og en artikel at gennemgå med en forfatter. Jeg havde virkelig travlt. På vej til kontoret hørte jeg, at et fly var styrtet ind i World Trade Center. Jeg kunne ikke tro, at det var sandt.

Der sad ingen på kontorerne. Jeg løb ud i køkkenet for at finde mine kolleger. Køkkenet vender mod syd og har en fantastisk udsigt over Manhattans sydspids. Der stod mine kolleger og stirrede ud ad vinduerne på to brændende tårne. Mange græd. Jeg ville ringe til hende, jeg deler lejlighed med, for at advare hende mod at tage på arbejde - vi tager det samme tog, som kører under World Trade Center - men telefonerne virkede ikke.

Jeg stod i døren til mit kontor, da jeg hørte høje skrig. Jeg løb tilbage mod køkkenet. Det første tårn var kollapset. Folk klamrede sig hulkende til hinanden. En mand, hvis kontorer, jeg passerer hver dag på vej til køkkenet, knyttede næverne og råbte: nej nej og begyndte at græde åbenlyst.

Jeg så det andet tårn falde, og folk begyndte igen at skrige. Tusind tanker for gennem mit hoved den morgen. Ingen af dem havde at gøre med mit arbejde.

Tidsskriftet reddede mit liv

Lisa Santandrea, skribent og redaktør.

I de otte år, jeg har boet i SoHo (en fashionabel bydel i det sydlige Manhattan), har jeg altid vist nye gæster ind i dagligstuen, så de kunne nyde udsigten til World Trade Center. Da jeg kyssede min mand farvel om morgenen den 11. september, blev vi pludselig overdøvet af en lavtflyvende flyvemaskine. Vi løb hen til vinduet i stuen. Et stort tomt hul i Tårn 1 stirrede tilbage på os. Fra dets takkede kanter væltede det ud med røg og flammer.

Mens jeg drejede telefonnummeret til mine forældre, spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle formulere det. Jeg havde stadig telefonrøret i hånden, da jeg så det andet fly dykke og i ond hensigt styre direkte mod det andet tårn. Vi gik udenfor. Jeg greb fat i min mand og skreg sammen med tusinder af andre, da det første tårn brasede sammen. Jeg havde været så vant til at se de to tårne læne sig mod himlen, at jeg var overbevist om, at farven bag dem måtte være falmet som væggen bag et billede, der ikke har været flyttet i årevis. Vi gik ind for at se tv. Fly 92 fra Newark til San Francisco var lige styrtet ned i Pennsylvania. Man mente, at det også var blevet kapret. Jeg havde reserveret plads til min bror og mig på flyet, men havde ændret reservationen i sidste øjeblik for at kunne overholde min deadline på American Journal of Nursing. Hele min familie takker jer: I reddede mit liv.

Side 9

Hun ringede aldrig tilbage

James Stubenrauch, medredaktør.

Jeg kom på arbejde lidt tidligere end normalt. Klokken var lidt over ni, og det må have været umiddelbart efter, at det andet fly havde ramt World Trade Center. Normalt myldrer det med mennesker på stationen. Den morgen stod alle helt stille og stirrede mod syd. Jeg gik ud på gaden og så, at halvdelen af World Trade Center var hyldet i røg. Min første indskydelse var at tage toget hjem igen. Forbipasserende fortalte, at to fly var fløjet ind i tårnene, og jeg blev straks klar over, at det måtte være et angreb. Det var skræmmende.

Pludselig kom der udrykningskøretøjer alle vegne fra. Normalt flytter bilerne på Manhattan sig ikke for et udrykningskøretøj, men denne morgen var det anderledes. Jeg så en kvinde gå ud på vejen og stoppe trafikken, så udrykningskøretøjerne kunne komme forbi. Hun græd, mens hun dirigerede trafikken. Bagefter gik hun lige forbi mig, og jeg kunne se, at hun var helt opløst af gråd.

Alle på kontoret sad og lyttede til radio. Vi fik at vide, at al trafik til og fra Manhattan var stoppet. Jeg var på vej ned til køkkenet, da det første tårn faldt - jeg glemmer aldrig lyden på kontoret. Folk gispede og skreg af frygt.

Jeg så det andet tårn kollapse - det skete på sekunder, som om et hul havde åbnet sig i jorden under det. Der udviklede sig en tyk grå-sort røg, og ud af røgen fløj der tusindvis af glasstykker. Det var en usædvanlig smuk dag med klar blå himmel.

Glasstykkerne blinkede i solen. Det billede glemmer jeg aldrig.

Jeg tænkte på de mange mennesker, som blev dræbt i løbet af de sekunder, tårnet brasede sammen. I 1995 og 1996 arbejdede jeg og underviste i engelsk i World Trade Center, og jeg tænkte på mine kolleger - var de i live? Jeg lagde en besked på min tidligere chefs telefonsvarer. Det var mærkeligt at høre hendes stemme. Hun har ikke ringet tilbage.

Jeg så det ske

Dana Carey, redaktionssekretær.

Det er næsten umuligt at beskrive en dag, som kom til at ændre hverdagen for alle, der bor i New York, ja i hele verden for den sags skyld. Jeg mødte på arbejde omkring klokken 8.30. En kollega fortalte, at et fly var fløjet ind i World Trade Center, og at man kunne se det fra køkkenvinduet. Det var klokken 8.45. Sikke et mærkeligt uheld. Hvordan kunne en pilot flyve ind i World Trade Center? Jeg gik straks ud i køkkenet. Jeg lagde knap nok mærke til alle de mennesker, der stod omkring mig.

Jeg tænkte. Er det en terrorist? Selvfølgelig måtte det være en terrorist. Folk var jo lige mødt på arbejde. Vi så murbrokker falde fra det første tårn og spurgte os selv: Hvor er alle redningshelikopterne og brandmændene? Vi så en enkelt helikopter nærme sig tårnene. Hvorfor brænder det stadig, er der ingen sprinklere derinde?

Jeg udbrød: Der er et andet fly. Vi så det forsvinde bag det første tårn og blive forvandlet til en ildkugle. Jeg skiftevis skreg og græd.

Jeg tænkte på alle menneskene i bygningerne, der måtte være døde. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at der var passagerer om bord på flyene. Jeg så det ske fra vores køkkenvindue. Men det kunne ikke passe. Det var nok bare en dårlig film, jeg havde set i fjernsynet.

Vi er ikke alene

Yelena Friedman.

Jeg sad i ekspresbussen på vej fra staten Island til Manhattan. Klokken var få minutter i 9, tirsdag den 11. september 2001. Vi nærmede os Buttery Tunnel, da jeg så en sky af røg over World Trade Center fra busvinduet.

Ingen af os havde set flyet, så vi blev enige om, at det måtte være en brand. Bussen vendte rundt. Nogle passagerer fulgte med bussen tilbage til staten Island. Jeg og nogle få andre stod af for at tage toget til Manhattan. Vi var stadig ikke klar over, hvad der var sket. Jeg ville bare på arbejde. Jeg skiftede tog tre gange, før det blev annonceret, at togdriften til Manhattan var indstillet. Vi fik aldrig at vide, hvorfor. Jeg stod af i Brooklyn. Der var støv alle vegne og mange mennesker, der forgæves forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Den lange kø ved telefonboksene forhindrede mig i at ringe. Én fortalte, at et af tvillingetårnene var faldet sammen. Jeg var ikke bange, men vred og havde en underlig følelse af uvirkelighed, som om det hele foregik i en drøm eller på film. Der gik ikke længere offentlige transportmidler - hverken til eller fra Manhattan. En sort kvinde i bil samlede nogle få passagerer - heriblandt undertegnede - op. Hun nægtede at tage imod betaling. Hun ønskede at hjælpe, ikke at tjene penge. Jeg nåede frem til min mors lejlighed, hvor jeg begyndte at ringe rundt. Jeg fik fat i min mand, som arbejder i bygningen lige foran World Trade Center. Heldigvis var han heller ikke nået på arbejde den morgen. Jeg ringede til tidsskriftet og fik at vide, at alle var o.k. Jeg fortsatte med at ringe til langt ud på natten til venner og kolleger, der arbejdede tæt på World Trade Center. Nogle få af min mands kolleger var i bygningen, da det skete, men de nåede heldigvis at komme ud, inden bygningerne brasede sammen. Vi modtog mange opkald fra venner og familie i USA, Rusland og Israel. Vi følte, at vi ikke var alene.