Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Bagsiden af forsiden

Der er så meget blod på forsiden, at vi ikke kan have bladet liggende fremme, uden at børn og gæster bliver forskrækkede. Men måske skulle vi benytte lejligheden til at tale med børnene om ret og uret i stedet for at forsøge at skjule blodet. Det er netop det, bødlerne gør ved hjælp af bl.a. sygeplejerskers ekspertise.

Sygeplejersken 2001 nr. 7, s. 25

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

En rædselsfuld forside, der kun afspejler fotografs og redaktionssekretærs manglende forståelse af artiklerne inde i bladet. Har de overhovedet læst dem? Og farven. Sygelig, galdegrøn. En selvlysende kliché.

Jeg himlede op, da jeg så den forsiden på Sygeplejersken nr. 22 i 1999. Et stort mørkt kors på en sløret, giftiggrøn baggrund, indgangen til nogle artikler fra Sankt Lukas Stiftelsens hospice. Hospice drives ganske vist på kristent grundlag, men artiklerne havde udelukkende et sygeplejefagligt indhold, og jeg vidste i forvejen, at nogle af de sygeplejersker, der stod bag artiklerne, netop frabad sig sammenkoblingen af kristendom og sygepleje. De respekterede husets kristne grundlag, men selv arbejdede de udelukkende på et fagligt grundlag. Og så gudhjælpemig om ikke de hundehoveder og halvhjerner inde på redaktionen sætter et kors på forsiden.

Ved næste bespisning i sygeplejerske-venindeklubben, spurgte jeg, hvordan de andre havde reageret på forsiden

''Var der noget særligt ved den,'' lød det fra den ene.

En anden svarede: ''Smuk, en virkelig flot forside. Fin symbolik.'' En tredje havde slet ikke set forsiden, men bare lagt bladet hen i bunken. Den fjerde, som har sygdom inde på livet, sagde: ''Jeg lagde bladet væk. Et kors symboliserer død for mig, og det har jeg absolut ikke lyst til at læse om.''

Højrøstet forfægtede vi vore synspunkter, indtil Hanne lukkede diskussionen: ''En forside, der kan give anledning til så engageret faglig diskussion, må betragtes som en god forside. Vi skal være glade for, at vi ikke uge efter uge præsenteres for næsten samme forside som på Ugeskrift for Læger.'' Roen sænkede sig igen over selskabet.

Da forsiden ugen efter var prydet af en eksotisk skønhed med håret dækket af et rødt tørklæde, kom posten med et anonymt brev med skønhedens snarlige og voldsomme død. Et pænt billede af en buket røde tulipaner på et sengebord har fået en medarbejder til at fnyse over den sentimentale æstetik. En forside, hvor formanden for International Council of Nurses bærer Florence Nightingale-lampen ind i Westminster Abbey, kaldes i folkemunde for Kirsten med sovseskålen. Sådan er der så meget. Vi ser, som vi har forstand til.

Det er umuligt at gøre alle tilfredse, men det har heller aldrig været formålet med Sygeplejersken. Nogle gange overrasker reaktionerne. F.eks. den gang nogle modige og selvbevidste, brystopererede kvinder stillede op til fotografering med bar overkrop. De ville være med til at bryde tabuet omkring amputerede bryster. En af dem kom på forsiden. Det var for meget for to brystopererede læsere, på hvem fotografiet havde virket som et knytnæveslag midt i deres krise. Det har aldrig været meningen med en forside, men spørgsmålet er, om det kan undgås. Med et oplag på over 70.000 må der statistisk set være et ukendt antal læsere og medlæsere, der får mobiliseret stærke følelser. Kunne det ikke lige så godt have været tulipanbuketten, der mindede en læser om den sidste buket, der havde stået på en afdøds sengebord?

Tal med børnene

Nu er den gal igen. En forside viser en sygeplejerske med hænderne symbolsk smurt ind i blod. Samtidig henvises til en artikel inde i bladet, der handler om amerikanske sygeplejerskers medvirken ved henrettelser. Det ville være interessant, om vi kunne finde danske sygeplejersker, der ville tage afstand fra artikel og forside, fordi de fandt det ukollegialt at hænge sygeplejersker ud, fordi de udførte et stykke samfundsnyttigt arbejde. Sådan opfattes henrettelser jo i adskillige amerikanske stater. I Danmark, tror jeg, er de fleste sygeplejersker enige i den officielle holdning, at det er i modstrid med sygeplejens etiske kodeks.

Hvorfor så de mange reaktioner på et billede og en tekst, der utvetydigt undsiger sygeplejerskers medvirken ved henrettelser? For børnenes skyld har det lydt. Men hvad ser småbørn andet end en muggen pige med syltetøj på hænderne? Hvis de er så store, at de også kan læse teksten og forstå symbolikken, må det dog give forældrene god mulighed for at fortælle børnene om ret og uret, og hvordan også sygeplejersker bør engagere sig for at gøre verden lidt bedre.

Jeg synes, det er en god forside. Andre på redaktionen kan ikke lide den. Budskabet er vi imidlertid enige i. Forsiden skal ses som støtte til Amnesty Internationals kamp mod henrettelser, der sminkes med kliniske omgivelser og sygeplejeassistance. Hvem er det i virkeligheden, man kommer til at beskytte, hvis den onde virkelighed bestandigt pakkes ind?