Brugerbetaling en dårlig forretning

Det newzealandske sundhedsvæsen spilder hvert år millioner af dollars på problemer, der stammer fra brugerbetalingen i sundhedsvæsenet.

Patienter bliver indlagt med kroniske sygdomme, der er dårligt reguleret. Komplikationer når at opstå og forværres, fordi patienter kommer for sent i behandling.

Der bliver da også taget mange forskellige initiativer for at få folk i behandling i rette tid og helst i primærsektoren. Men det hjælper ikke rigtig, så længe brugerbetalingen holder folk væk fra egen læge.

De praktiserende læger får et honorar af staten, hver gang de behandler en patient. Men samtidig opkræver de en tillægsbetaling, og den er steget i de senere år.

Side 36 

I dag koster det 40-45 dollars kontant at gå til lægen. Det svarer til 150-170 danske kr., og det er et problem i et samfund, hvor mindstelønnen er 8 dollars (30 kr.) i timen, og en sygeplejerskes timeløn ligger omkring 18-19 dollars (70 kr.).

Hvis man har et såkaldt Community Service Card, kan man nøjes med at betale 25 dollars (knap 100 kr.). Men kortet er en social ordning, man skal søge om, og mange af dem, der har størst behov, får af forskellige grunde aldrig søgt.

Strømmer til skadestuen

Resultatet er, at mange mennesker ikke får den behandling, de skal have, og at skadestuerne er fyldt med mennesker, der i virkeligheden burde gå til egen læge.

''Vores besøgstal bliver ved med at stige,'' siger klinikchef Dot McKeen, skadestuen på Middlemore Hospital i den fattige sydlige del af Auckland.

I løbet af fem år er presset på skadestuen steget fra 37.000 til 72.000 besøg om året. Skadestue og akutmodtagelse er udbygget og gennemrenoveret for halvandet år siden, og kapaciteten var planlagt til at dække de voksende behov gennem de næste 10 år. Efter 10 måneder var kapaciteten fuldt udnyttet.

Der er flere grunde til, at borgerne ikke bruger egen læge. Kulturelle barrierer og transportproblemer hører med i billedet, men undersøgelser viser, at brugerbetalingen er den mest tungtvejende grund.

''Når betalingen for at gå til lægen stiger, kommer der flere til skadestuen. Vi har endnu ikke fundet noget, der kan holde dem væk,'' siger Dot McKeen.

Patienter ubehandlede

Da den konservative regering sænkede skatten og skar ned på den offentlige service i begyndelsen af 90'erne, blev der også indført brugerbetaling på sygehusene.

Det betød, at en række patienter simpelthen ikke fik behandling, fortæller sygeplejerske John Scott på et stort provinssygehus i Christchurch.

''Patienter med en indtægt under et vist minimum kunne få et Community Service Card, og så skulle de ikke betale. Alle andre fik en regning og måtte hen til kassen.''

I 1992 arbejdede han i et ambulatorium for patienter med rygsmerter og andre former for kroniske smerter.

''Det kostede 35 dollars at se lægen, og patienterne måtte betale hver gang, de kom. Folk forsvandt ud af systemet, hvis de ikke havde store indtægter, men lå lige over grænsen for et Community Service Card og måske havde 3-4 børn.

De kom først tilbage, da det blev gratis igen."

Ordningen krævede nye systemer til fakturering og inddrivning af regninger, der ikke var betalt, og de samlede administrationsomkostninger viste sig at blive større end de indtægter, ordningen gav.

Samtidig var brugerbetalingen ekstremt upopulær, og efter et år blev den afskaffet.

''Regeringen kunne se, at den ville tabe næste valg, hvis den ikke fjernede betalingen,'' siger John Scott.

Tilbud på lægehjælp

I New Zealands hovedstad Wellington oprettede fagforeningene for femten år siden deres egen lægeklinik, Union Health Centre, i erkendelse af, at problemet både er økonomisk og kulturelt.

''Dengang gik det op for fagforeningerne, at mange lavtlønnede arbejdere ikke havde råd til at gå til lægen. Men også, at sundhedsvæsenet var organiseret på en måde, der virkede afskrækkende på mange, ''siger klinikkens leder Petra von Munckhof.

''Med en effektiv receptionist, der bevogtede en læge af den traditionelle engelske type.''

I dagens New Zealand er det mest funktionærer, der er i fagforening, og næsten alle klinikkens patienter er bistandsmodtagere og lavtlønnede uden for fagforening.

''Vi har åbent syv dage om ugen, og da vores brugere tit ikke har nogen telefon og har problemer med transport, kan de komme forbi uden aftale,'' siger Petra von Munckhof.

''Det betyder til gengæld, at de kan blive nødt til at vente, og det er et problem for folk med kalendere.''

Men selv om fleksibiliteten er vigtig, spiller økonomien stadig en meget stor rolle. Folk med Community Service Card kan blive behandlet for 10 dollars, andre for 25.

''Vi har brugere, der bor op til 15 km væk. Og da det for et par år siden blev gratis at gå til læge med børn under seks år, kunne vi se, hvordan de begyndte at gå til den lokale læge med deres børn. Mens de selv blev ved med at komme her.''

Modig primærstrategi

I februar 2001 fremlagde Labour-regeringen en ambitiøs strategi for den primære sundhedstjeneste.

Flere mennesker skal behandles i primærsektoren, og der skal være andre tilbud end den traditionelle lægekonsultation, der ender med en recept.

Men da brugerbetalingen er en afgørende barriere, skal den sættes ned, efterhånden som det bliver muligt at skaffe flere penge. Det er ikke acceptabelt, at det offentlige kun betaler 40 pct. af udgifterne til borgernes første kontakt med sundhedsvæsenet, hedder det.

Strategien kan imidlertid hurtigt løbe ind i vanskeligheder. Det er svært at se, hvor pengene skal komme fra, når sygehusene i forvejen kører med underskud.

Side 37 

Og strategien rører ved et gammelt stridsspørgsmål, nemlig lægernes honorarer.

Regeringen har sat sig for at få den traditionelle betaling pr. besøg erstattet med en betaling, der afhænger af patientgruppens størrelse og behov. Bl.a. med henvisning til undersøgelser, der viser, at lægerne modtager flere patienter og skriver flere recepter, når betalingen foregår efter taxameterprincippet.

''Så det er en meget modig udmelding fra regeringen,'' mener Petra von Munckhof.

''For der er stor modvilje hos de praktiserende læger, som ikke vil have loft over deres honorarer.''