Sygeplejersken - 2002 - 20

New Zealand var engang en velfærdsstat. I dag er det et samfund præget af store uligheder, og newzealandske sundhedsplejersker kan fortælle, hvordan næsten udryddede sygdomme som rakitis, gigtfeber og tuberkulose er vendt tilbage.

En voksende kløft mellem rig og fattig præger New Zealand, der engang var verdens mest udbyggede velfærdsstat. For 10 år siden blev der gennemført hårdhændede sociale nedskæringer, huslejerne blev givet fri, og der blev indført brugerbetaling på sundhed og uddannelse. Nu er økonomien i bedring, men prisen er en voksende fattigdom, der rammer de svageste og truer børnenes sundhed.

Efter fire store reformer på 12 år har det newzealandske sundhedspersonale et stort ønske om at få lov til at passe deres arbejde i fred. Reformerne har haft vældige omkostninger, både menneskeligt og økonomisk. Og intet tyder på, at det ene system har fungeret væsentlig bedre end det andet.

Det blev et dyrt eksperiment at lade folk fra erhvervslivet overtage ledelsen af New Zealands sygehuse. Der blev brugt formuer på konsulenthonorarer og bonus til lederne, men ventelisterne blev alligevel ved med at vokse. Økonomi styrede specialeplanlægningen, viden blev en handelsvare, og samarbejde med konkurrerende sygehuse blev forbudt.

For 10 år siden var markedsmekanismer det store mantra i international sundhedspolitik. Opdeling af det offentlige sundhedsvæsen i en køber- og leverandørdel skulle skabe konkurrence mellem sygehusene, og konkurrencen skulle tvinge sygehusene til at blive bedre og mere effektive. Modellen blev indført i New Zealand, men markedet kom aldrig til at virke.

I otte år har newzealandske sygeplejersker været overladt til arbejdsgivernes forgodtbe- findende. De er gået ned i løn og har måttet sælge ud af sygedagpenge, ulempebetaling og andre goder for overhovedet at bevare deres overenskomster. Nu er fagforeningerne igen på banen.

Et desperat forsøg på at få et stort akut sygehus til at give overskud kostede i 1996 tre patienter livet i Christchurch på New Zealand. Som led i besparelser på 10 pct. blev samtlige afdelingssygeplejersker afskediget og erstattet med uerfarne ledere. Resultatet var 18 måneders kaos.

Newzealændere får kun betalt 40 pct. af udgifterne, når de tager kontakt til deres praktiserende læge. Derfor er skadestuerne fyldt med folk, der ikke hører til på et sygehus. På sygehusene er der ikke brugerbetaling. Det er ganske vist forsøgt, men ordningen var alt for dyr at administrere.

I løbet af 90'erne blev der oprettet sundhedsklinikker, hvor sundhedspersonale med maoribaggrund tager sig af maoribefolkningen. Mange maorier føler sig dårlig tilpas i det hvide sundhedsvæsen og benytter ikke de tilbud, de har brug for. De kan bedst nås af deres egne.

Efter gældende lov kan en sygeplejestuderende ikke klage over den faglige bedømmelse af et praktikforløb. Det er uacceptabelt.

Nu skal der dyrkes motion i alle kommuner, og intervention er nøgleordet. Det er ikke de 35-årige, der skal rives væk fra fjernsynet. Næh, det er de gamle. Ældrebyrden skal løftes med maner.

Politiske udmeldinger viser, at sygeplejersker som faggruppe ikke har været gode nok til at tydeliggøre, hvad det netop er, en sygeplejerske kan. Implementering af VIPS-modellen på Gentofte Amtssygehus har medført, at sygeplejerskerne har diskuteret, hvad sygeplejerskens funktion er. ''Det kit, der får patientforløbet til at hænge sammen,'' var ét af buddene.

En informationsstander med nem adgang til at indtaste svar er mindre ressourcekrævende og derfor en brugbar løsning på ønsket om en kontinuerlig overvågning af, om opstillede kvalitetsmål holder.