Felttoget mod fagforeningerne

Otte år uden ret til kollektive forhandlinger har sat newzealandske sygeplejersker så langt tilbage i løn og andre rettigheder, at der foregår en regulær flugt fra sygehusene.

Mens nyuddannede sygeplejersker før tog et år eller to på en newzealandsk afdeling, før de rejste til Saudi-Arabien og Australien, rejser de nu direkte fra sygeplejeskolen.

Blandt sygeplejens ledere er det en udbredt opfattelse, at lønnen må op, hvis det newzealandske sundhedsvæsen ikke skal falde sammen af mangel på kvalificeret personale.

Det første, en nyvalgt Labour-regering gjorde, da den overtog regeringen i 1999, var at give fagforeningerne en række af deres gamle rettigheder tilbage.

Men nogle fagforeninger findes ikke længere.

Efter at den borgerlige regering i 1991 afskaffede alle fagforeningernes rettigheder med en ny arbejdsmarkedslov, mistede den newzealandske fagbevægelse næsten halvdelen af sine medlemmer.

Fagforeninger for offentligt ansatte klarede sig nogenlunde, men andre fagforeninger helt gik i opløsning og blev nedlagt.

Sygeplejerskernes fagforening hørte til dem, der klarede sig bedst. new Zealand Nurses' Organisation (NZNO) har i dag 31.000 medlemmer blandt sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere.

Otte år i defensiven

I løbet af det seneste år er det lykkedes NZNO at få samlet en række enkeltstående arbejdspladsaftaler til regionale overenskomster, såkaldte multi employer collective agreements.

Men der er langt endnu, før sygeplejerskerne bare har indhentet de tab, de har lidt i otte år uden rettigheder.

I 1991 gik sygeplejerskerne fra en fælles landsdækkende overenskomst til et system, hvor det stod arbejdspladserne frit for, om de overhovedet ønskede at opretholde en kollektiv aftale.

De fleste af de medarbejdere, der allerede var ansat, fortsatte på den fælles aftale, men nye ansættelser foregik på individuelle kontrakter efter princippet: Skriv under, hvis du vil have jobbet.

''Arbejdsgiverne udnyttede situationen maksimalt,'' siger faglig sekretær Russell Taylor fra NZNOs Wellington-afdeling.

''De fjernede vores indtægtskilder fra den ene dag til den anden. Indtil da kom vores penge ind fra et kontingent, som arbejdsgiverne overførte til os.

Men da de så muligheden for at bekæmpe os, slog de til. Og på Wellington Hospital gik vi fra at have 1.000 medlemmer til ingen.''

Da fagforeningen fik oprettet et indbetalingssystem, fik den nogle af medlemmerne tilbage, men da var skaden sket. I 1999 var der 400 medlemmer på sygehuset, først i de seneste tre år er medlemskabet nået op på 800. Der mangler stadig omkring 400.

Opgav rettigheder for løn

De faglige sekretærer fik mere end travlt med at føre enkeltsager for medlemmerne, da overenskomstsystemet blev afskaffet. På Wellington Hospital var der til sidst 800 sygeplejersker på enkeltkontrakter og 400 på den fælles.

''Og den var meget udvandet. Man havde haft fire eller fem fælles forhandlinger, hvor man gav afkald på

Side 27 

pensionsgratiale og sygedagpenge for overhovedet at beholde den kollektive aftale,'' fortæller Russell Taylor.

''Indrømmende forhandling - det var, hvad man kaldte det, når fagforeningerne opgav andre fordele for lønstigninger på en enkelt procent eller for at bevare overenskomsten.''

I løbet af de otte år tabte sygeplejerskerne også terræn i forhold til andre grupper, fordi de var splittet op med mange forskellige arbejdsgivere som modpart.

''Så sidste år tjente en sygeplejerske 16 dollars i timen på Wellington Hospital. (60 kr., red.). Det samme, som man kan få for at servere kaffe på en kaffebar eller lave tærter på en fabrik.''

Men i modsætning til en ufaglært arbejder starter en nyuddannet sygeplejerske i dag med en stor studiegæld. Vidrergående uddannelse er nemlig ikke længere gratis.

Sygeplejerskeflugt

Russell Taylor forhandlede på Wellington Hospital, da den nye lov kom, og han var med til den sidste strejke i det gamle system og den første strejke i det nye.

''Før lovændringen kunne vi forhandle om 2 pct. stigninger, selv om inflationen var 4 eller 5 pct. Sidste gang lykkedes det at få 7 pct. og få aftalt nye kompetenceforløb og bedre arbejdsvilkår i en situation, hvor inflationen kun var 2 pct. om året.''

I NZNO er der også stor tilfredshed med, at det er lykkedes at få en fælles overenskomst med fem regionale sundhedsmyndigheder på sydøen. Der er fælles forhandlinger i gang med de tre regionale sundhedsmyndigheder i Auckland-området og tilsvarende forhandlinger med de syv regionale sundhedsmyndigheder i det centrale område, hvor Wellington ligger.

Men i Canterbury på sydøen er sygeplejerskerne netop kommet ud af en strejke og månedlange forhandlinger med store frustrationer over et resultat på 10 pct.

På Wellington Hospital siger klinikchef Julia Payne, pædiatrisk afdeling:

''Jeg ved ikke, hvordan vi som land skal få råd til at betale vores sygeplejersker en passende løn. Men vi er nødt til det, ellers uddanner vi sygeplejersker til andre lande.

Vores medarbejdere er veluddannede, en professionel og meget stærk gruppe. Det er tragisk at se vores land miste dem.''