Maori ud af skyggen

Side 38

Billede

Side 39
 

Det er ikke fordi, de newzealandske sundhedsreformer er fyldt med succeshistorier. Men ét resultat bliver fremhævet af alle, hvad enten de er tilhængere eller modstandere af reformerne. I primærsektoren er der vokset en lang række særlige tilbud frem til de 14 pct. af befolkningen, som er efterkommere af landets oprindelige beboere, maori.´

''Vi ved, at maorier foretrækker at blive behandlet af deres egne, og at maorier generelt føler sig utilpasse og skræmt i det almindelige sundhedsvæsen,'' siger Katrina Wahanui, der leder en maoriklinik i Clendon, en af Aucklands sydlige forstæder.

Clendon Clinic er oprettet af Raukura Hauora O Tainui, en af de 240 maori health providers, der har kontrakt med sundhedsmyndighederne.

Som maori har man dels et tilhørsforhold til en stamme, iwi, dels til en større gruppe af stammer, der er knyttet sammen, fordi deres forfædre ifølge overleveringen kom med den samme kano, da maorierne befolkede New Zealand fra Polynesien for snart 1.000 år siden.

''Vi arbejder inden for stammegrænser, som ikke er de samme som de officielle, og vi har klinikker i Tainui-kanoens område,'' forklarer Katrina Wahanui og tegner et stort område, der strækker sig fra det sydlige Auckland ned i Waikato-regionen.

Clendon Clinic ligger i et lille butikscenter bag et meget stort supermarked i et område, der ellers kun består af bungalower, så langt øjet rækker.

Det er den nyeste af Raukura Hauora O Tainuis 10 klinikker. Allerede otte måneder efter, at den lukkede op, var der overfyldt af patienter. Brugerbetalingen er betydelig lavere end hos de praktiserende læger.

Folk med arbejde betaler 20 dollars (75 kr.) for en lægeundersøgelse, dårligt stillede betaler 5 dollars

Side 40 

(knap 20 kr.), og børn mellem seks og 15 år betaler 2 dollars (7,50 kr.). Sygeplejerskekonsultation er gratis.

Nu arbejder organisationen på at udvide med ekstra lokaler og endnu en læge og en sygeplejerske.

Livsstilssygdomme

Maorierne har højere børnedødelighed end resten af befolkningen. De har højere dødelighed og flere indlæggelser blandt unge (ulykker, astma og luftvejslidelser) og højere dødelighed og flere indlæggelser blandt voksne (ulykker, hjerte-karsygdomme, diabetes, luftvejslidelser og cancer).

''Statistikkerne viser, at specielt ældre maorier har kroniske sygdomme, som er så dårligt reguleret, at de bliver indlagt med ambulance på sygehusene 4-5 gange om året,'' fortæller sygeplejerske Sharon Morunga, der er ansat til at tage sig af Clendon Clinics diabetespatienter.

''Derfor sørgede regeringen for, at 36 maorisygeplejersker blev uddannet i kroniske sygdomme, især diabetes, hjertesygdomme og respiratoriske lidelser.''

Hun har en række patienter, som hun underviser og følger fast. En del af undervisningen foregår i grupper, hvor man kan støtte hinanden i at tabe sig og holde op med at ryge.

Der er normalt temmelig tomt på fortovene i Clendon, og det er et forbavsende syn, når man kører en tur med Sharon Morunga og pludselig får øje på en overvægtig fodgænger, der spadserer af sted i rabatten. Det viser sig hver gang at være en patient, hun har beordret til at lade bilen stå og gå til kontrollen i klinikken.

''Problemet er livsstil,'' siger hun. Maorierne var oprindelig et krigerfolk, store, atletiske mennesker, der kan nå rent ud sagt gigantiske dimensioner, når de slår sig på fast food og soft drinks og mange tv-kanaler.

''Før dyrkede vi jorden og arbejdede mange timer hver dag. Men da vi kom til byerne i 50'erne, lærte vi at ryge og drikke alkohol. Vi arbejdede ikke længere for at skaffe maden, vi gik i forretninger, og når vi skulle på arbejde, hoppede vi ind i en bil.''

Ny selvbevidsthed

Flytningen til byerne blev en katastrofe, fordi regeringens politik var at sprede maorierne, mener Katrina Wahanui. Det var en social nedtur for mange, og i dag findes der maorifamilier, der har levet af socialhjælp i fem generationer.

''Vi mistede vores sprog og vores stammetilknytning. Vi kom til at bo i nybyggede områder, hvor sundhedsvæsenet var dårligt udbygget og uddannelsesmulighederne få. Maorierne kom til at fylde uforholdssmæssigt meget på sygehusene, i psykiatrien og i fængslerne.''

I løbet af 70'erne begyndte en ny maoribevidsthed at vokse frem. Den gamle Waitangi-traktat fra 1840, hvor maorilederne sluttede fred med den engelske krone, blev gravet frem og støvet af. I en række tilfælde fik maoristammer gamle landområder tilbage eller fik erstatning for, hvad pakeha, europæerne, på den ene eller den anden måde havde tilegnet sig.

''Gennem 80'erne er maorierne blevet mere hørt. Vi har sproggrupper i børnehaverne, og unge kan blive undervist på vores eget sprog i skolen og gymnasiet,'' fortæller Katrina Wahanui.

''I min generation var det flovt at være maori, og jeg er engelsktalende. Men de unge har større viden om deres baggrund og mere selvtillid.''

Waitangi-traktaten indgår i dag i det grundlag, New Zealand regeres på. Traktatens bestemmelser om, hvordan maorier skal være ligeberettigede og have indflydelse på alle niveauer, indgår også i den officielle sundhedspolitik.

Da sundhedsvæsenet i 1993 blev baseret på kontrakter, og sundhedsydelser blev noget, sundhedsmyndigheder

Side 41 

købte hos konkurrerende offentlige eller private leverandører, var det en ramme, der gav plads til maoriinitiativer.

De spænder fra små landlige sygeplejeklinikker til store iwi providers som Raukura Hauora O Tainui, der driver tre lægeklinikker og en lægevagt, distriktspsykiatri, mobil sundhedspleje, skolesygepleje, forebyggelses- og screeningsprogrammer for diabetes, hepatitis, forhøjet blodtryk mv., ernærings- og motionsprogrammer og kontrolprogrammer for kroniske sygdomme.

''Men det kan også være vanskeligt at arbejde i sådan en sammenhæng,'' siger Katrina Wahanui. ''For vi skal ikke bare overholde officielle love og regler, vi skal også respektere maoritraditioner.''

Ligeværdig behandling

Den dag, Sygeplejerskens journalist og fotograf er på besøg i Sharon Morungas konsultation, insisterer patienterne på at byde de fremmede velkommen med formel værdighed og et meget uformelt lille traktement bagefter.

De tre ældre diabetespatienter og den enes ægtefælle er muligvis en håndplukket gruppe, i hvert fald har de to mænd tydeligvis autoritet i lokalsamfundet. Stemningen er hjertevarm og snakken direkte ved undervisningen bagefter.

Den lille gruppe lytter meget opmærksomt, mens Sharon Morungas gennemgår symptomerne på for lavt blodsukker, og hvordan man forholder sig til det.

Men bagefter har patienterne gode forslag til, hvordan klinikken kan finde alternativer til fodplejen på det lokale sygehus, som er dyr og ikke særlig god. Og de diskuterer Sharons problemer med at nå ud til de 260 konstaterede diabetikere, som hun har stående på en liste.

''I kan bruge vores marae,'' siger Royal Pickering. En marae er stammens forsamlingshus, som består af en udendørs plads, en sal med traditionelle træskærerarbejder og måtter på gulvet og et tilhørende køkken.

"Der er vi hjemme hos os selv. Det er et godt sted at undervise."